I Norge så man forleden en dimissionsceremoni på en skole, hvor en elev færdig med 10. klasse nægtede at give skolens kvindelige leder hånd, fordi islam.
Herefter forsøgte skolelederen forgæves at få eleven til at give et håndtryk og fortalte derefter, aldeles fornuftigt, de forsamlede forældre, at det ikke var acceptabel adfærd. Fordi de lever i Norge, hvor man som forælder har ansvar for at opdrage sine børn til at leve i et samfund, hvor man interagerer med medlemmer af det modsatte køn.
Det gik naturligvis, som den slags normalt går. Efterfølgende mødte skolelederen massiv kritik og så sig kaldet til at undskylde og fremsætte mange beklagende besværgelser om mangfoldighed og fællesskab.
De kulturrelativistiske og indvandringsvenlige dele af venstrefløjen kommer selvsagt til at bruge som figenblad, at skolelederen kortvarigt, efter eleven havde revet eksamensbeviset ud af hendes hænder, griber fat i elevens arm for at give et håndtryk. Men naturligvis ville reaktionen have været præcis den samme, hvis skoleleder ikke havde gjort dette, men blot givet forældrene og eleverne den samme opsang.
Prøv at stille sådanne udenomssnakkere spørgsmålet: Er det ok at kræve, at elever giver hånd som del af deres afgangsceremoni, og at problematisere, hvis ikke de gør det?
Herefter vil jeg gætte på, man vil se noget akavet kognitiv jiu-jitsu fulgt af forklaringer om, at manglende håndtryk måske nærmest er et udtryk for respekt. Herefter kan man så imødese forblommede udsagn om, at håndtryk nok er problematisk at kræve, fordi et eller andet med mangfoldighed, individets kropslige autonomi samt blablabla og fanden og hans berømte pumpestok.
For, må man forstå, det er helt forståeligt, at mænd ikke har lyst til at røre ved kvinder, og det må man altså acceptere i tolerancen og mangfoldighedens navn.
Jeg håber at tage fejl, men det gør jeg nok ikke.
Det er ellers ikke, fordi venstrefløjen i andre sammenhænge er ude af stand til at forstå, at håndtrykket er en væsentlig mellemmenneskelig gestus, der signalerer anerkendelse og respekt. Når enkelte mandlige danske præster nægter at give hånd til kvindelige præster ved præsteindsættelser, raser den danske venstrefløj, og det kan jeg sådan set godt forstå. Uanset hvilke teologiske begrundelser, som præsterne støtter sig til, forekommer det mange respektløst og er naturligvis diskriminerende jf. ordbogsdefinitionen.
Det offentlige rum er ikke en klub
Hvad man laver i sit trossamfund, er dog grundlæggende ens egen sag (jaja, jeg ved der er spørgsmål om både kirkeskat, skattefradrag for trossamfund m.v., men rent principielt), hvorfor man må acceptere, at nogle mandlige præster ikke vil give hånd ved præsteindsættelser, at jøder og muslimer har kønsopdelte gudstjenester, stort set ikke accepterer kvindelige prædikanter og ikke vil vie homoseksuelle.
Hvis nogle internt i et trossamfund er sure over det, må de arbejde inden for dette for at ændre reglerne eller stifte et andet.
Imidlertid er det offentlige rum og de fælles institutioner ingen lukket klub. Her er normer tidligere blevet forhandlet uformelt i civilsamfundet, hvilket har været relativt uproblematisk, da Danmark indtil for nylig var et kulturelt ret homogent samfund.
Men efter at Danmark over 40 år er gået fra at have knap 60.000 indbyggere med ikke-vestlig baggrund til knap 600.000, har det ændret sig ganske markant. Det betyder, at tidligere tiders normer nu i langt højere grad bliver både genstand for debat og formaliseret.
Derfor er den danske lovgivning om, at man ved en statsborgerskabsceremoni skal give hånd også fornuftig. Også aldeles beklagelig, for det burde selvsagt være unødvendigt at lovgive om basale høflighedsgestusser. Men det kan blive nødvendigt, når det som tidligere var indlysende ikke længere er det.
Hvis man ikke ønsker at give hånd til medlemmer af det modsatte køn, skal man selvfølgelig ikke melde sig ind i et nationalt fællesskab, hvor det er en helt banal norm. I så fald bør man nok overveje, om man ikke var bedre tilpas med land at fly, når man ikke skik vil følge.
Men sådan ser de mere kulturrelativistiske dele af venstrefløjen ikke på det. Hvis en muslim ikke vil give hånd, ud fra en nøgternt betragtet sexistisk religiøs doktrin om det farlige i at røre et medlem af det modsatte køn (eller tildække sit hoved, fordi Koranen forklarer, at synet af kvinders hår gør mænd ukontrollable og overgrebslabile), man ikke er i familie med, så bliver default-positionen i Norge såvel som store dele af den danske offentlighed, straks at bøje af og acceptere en ændring af egne normer og traditioner.
Hvad med en bajer, Ali
Det illustrerer også fint et paradoks, der handler om at tilpasningskravet i en lang række sammenhænge kun går én vej for de kulturrelativistiske. Lad os forestille os, at eksempelvis en minister fremsatte opfordringer (ikke lovgivning, bare opfordringer) i stil med: Herregud, kunne en muslim ikke tage en enkelt tår øl, når det nu er fredagsbar, og det er en del af kulturen i det land, som vedkommende har tilvalgt?
Kunne en kvindelig muslim ikke lige lægge det tørklæde, når der skal spilles volleyball eller svømmes i idrætstimerne – det er jo som bekendt kun 30 gram stof og kan let kan tages af? Hvis der ikke er andet på buffeten, hvad så med at prøve lidt karbonader, selvom man er muslim, da forandring som bekendt fryder? Og, nu vi er ved madeksempler: Kunne en religiøs muslim ikke lige spise en sandwich, selvom det er ramadan, så blodsukkeret ikke ryger helt i bund, når vedkommende nu er buschauffør?
Herregud, det er jo kun små ting - måske endda mindre end at droppe et håndtryk? - og integrationen går, som vi så ofte hører, begge veje. Så hvorfor ikke?
For mit indre øre hører jeg allerede de kulturradikales klageskorscrescendo proppet med harmdirrende beskyldninger om manglende tolerance og kulturimperialisme.
Det er en pudsig mekanisme, for I alle mulige andre sammenhænge er der for de mere progressive normalt ingen grænser for, hvor altafgørende kultur er. Usynlige sexistiske strukturer, der holder kvinder tilbage, findes angiveligt overalt i vores samfund og indpodes på diskret vis allerede småbørn i en grad, så radikale opgør med normer og kultur er nødvendigt allerede i børnehaven.
Men når selvsamme bliver konfronteret med åbenlyst religøst betinget sexisme i form af personer, som af religiøse årsager nægter at give hånd til medlemmer af det modsatte køn, fordi dette angiveligt kan føre dem i fordærv (læs eventuelt den pædagogiske redegørelse fra det særdeles populære vejledningssite IslamQA), så bliver tonen pludselig anderledes ulden.
Hvorfor er det sådan? Fordi de kulturrelativistiske slet ikke er så kulturrelativistiske igen, når det kommer til deres egen kultur. Her er normer og kultur kun ubelejlige og frigørelses- og fremskridtshæmmende konstruktioner, der hurtigst muligt skal dekonstrueres.
I modsætning hertil står eksotiske og fremmedartede kulturer, der er autentiske, dybfølte, fællesskabs- og identitetsskabende og slet ikke noget, man skal sætte spørgsmålstegn ved eller gøre op med, uanset hvor åbenlyst sexistiske de end måtte være.
