Når der mangler borgerlige kvinder eller kvinder, der støtter borgerlige partier, er det blandt andet, fordi mange borgerlige politikere og skribenter ikke skriver nok om de rigtige emner og ikke altid vækker de rette følelser.
De fleste mennesker, der er politisk aktive, har brug for et følelsesmæssigt brændstof. Politiske emner, der vækker indignation og varierende grader af harme, som man anvender som et middel til at drive politiske handlinger. For mig handler det oftest om ting, der ødelægger den sociale orden, og mindre ofte om social retfærdighed i venstreorienteret forstand. Derfor er jeg mere optaget af lov og orden, indvandring og antisocial adfærd, end jeg er af økonomisk ulighed eller faldende social mobilitet.
Det forudsigelige resultat af det er, at hvis jeg opdeler mine støttetilkendegivelser på sociale medier, er der næsten 9 ud af 10 likes og kommentarer, der kommer fra mænd. Mit politiske projekt, som helt og holdent er båret af mine egne interesser, interesserer tilsyneladende kvinder i lavere grad.
Social skævhed og borgerlige svar
Begge borgerlige ideologier rummer idéer om lighed og social retfærdighed, og hvis man i højere grad vil appellere bredere, end man har fat lige nu, virker det oplagt at kaste sig ind i debatter om social retfærdighed. Vi skal have borgerlige politiske svar på lidt flere af de problemstillinger, der oftere optager kvinder.
Hvis man ser lidt på nedenstående figur fra regeringens redegørelse om ulighed, burde det også være et tværpolitisk ønske at reducere den ulighed, som stammer fra, at man er vokset op i den forkerte familie. Hverken borgerlige eller venstreorienterede bør acceptere, at børns opvækstvilkår i høj grad præger vores muligheder. Men de svar, vi har, er næppe de samme.
For det første må enhver borgerlig politik mod negativ social arv begynde med vækst og job. En undersøgelse fra Cepos viste allerede i 2018, at børn med forældre med lavindkomstjobs klarede sig markant bedre end børn af kontanthjælpsmodtagere, selv når jobindkomsten ikke var mærkbart større end kontanthjælpen.
I sociologien kaldes børnenes indoptagelse af normer fra forældrene for primær socialisering, og den er efter alt at dømme afgørende. Når forældrene har normer, der dikterer, at man står op og tager på arbejde, klarer børnene sig bedre senere i livet. Man kan ikke rette op på forældrenes mangler i den sekundære socialisering, som sker i daginstitutioner og skoler. Velfærdsstaten kan ikke i særlig stor grad opveje arbejdende forældre.
Vi borgerlige skal altså være bedre til at tale social arv, når vi gerne vil lave økonomiske reformer, der skaber flere jobs og mere vækst – særligt hvis det kan skabe jobs til lavtuddannede eller ufaglærte.
En anden ting, man bør holde sig for øje, er, at det ikke nødvendigvis er omfordelingen, man vil ramme i opgøret med den socialdemokratiske velfærdsmodel. Den direkte omfordeling gennem overførselsindkomster, samt den indirekte gennem gratis uddannelse og sundhedsydelser, bør stå nogenlunde uberørt, så længe man opfylder målet om en væsentlig gevinst ved at tage et arbejde. Offentlige monopoler, pseudoarbejde, bureaukrati, centralisering og et alt for indviklet og væksthæmmende skattesystem, den slags vil det derimod være en gevinst for social retfærdighed at bekæmpe.
En tredje vej til større social lighed ville være at kæmpe for et mere inkluderende arbejdsmarked. For mange langtidsarbejdsløse er vejen tilbage til arbejdsmarkedet for lang og indeholder for mange incitamenter til at blive væk. Det skal helst være sådan, at selv om man er på en offentlig ydelse, kan det altid betale sig at arbejde – uanset om det er deltid eller fuldtid. I den forbindelse burde man også se på mulighederne for en lavere timeløn, sådan at mennesker bedre kan sluses ind på arbejdsmarkedet, hvis ikke man er mindstelønnen værd.
Kulturelt pres på de nederste
I 60’erne og 70’erne havde man en underklasse i Danmark, der i datiden var kendt fra Socialforskningsinstituttets inddeling som socialgruppe 5. Men den var i langt højere grad i arbejde frem for at være uden for arbejdsmarkedet. I et valg mellem to onder er det alligevel bedre, især for underklassens børn, som vi så ovenfor.
En sidste ting, man kunne kigge på i en borgerlig plan for øget social retfærdighed, kunne være uddannelsesområdet. Der har gennem mange år i Danmark været en tendens til at akademisere alle uddannelser, lige fra folkeskolen, hvor man nu skriver synopser og laver projekter, og til ungdomsuddannelserne og de mellemlange videregående uddannelser. På alle led i uddannelseskæden har man gennem politiske reformer øget kravene til den kulturelle kapital, man skal have med hjemmefra.
Kulturel kapital er sociologen Pierre Bourdieus beskrivelse af de særlige sproglige og kulturmæssige evner, børn bliver udstyret med i hjem, hvor forældrene er højtuddannede, og der står klaver i stuen og masser af bøger på reolen. Hvis man kommer fra føromtalte socialgruppe 5, er uddannelsessystemet altså blevet langt sværere at afkode og navigere, end det var tidligere, fordi akademiseringen har medført mere komplicerede belønningssystemer, mere komplicerede opgaver og et højere lixtal i beskrivelsen af opgaver og emner.
Der er i høj grad brug for, at man ser forskelligt på forskellige uddannelser og lægger mere vægt på mesterlære og anvendt praksis i de fag, hvor akademiseringen er helt unødvendig. Det klassiske eksempel er sygeplejerskerne, der læser Foucault, men ikke er gode nok til at sætte en nål i en arm.
Den nuancerede moral
Afslutningsvist kan vi inddrage den amerikanske psykolog Jonathan Haidt, der i sin fremragende bog The Righteous Mind fremhæver de grundlæggende moralske forskelle på højre- og venstreorienterede. Haidt finder gennem en lang række studier frem til, at mennesker der politisk er ”liberals” i amerikansk terminologi i alt overvejende grad orienterer sig efter en enkelt moralsk dimension kaldet ”harm/care”. Altså fører venstreorienteret moral i meget høj grad til politik, der er designet til at afhjælpe lidelse og i stedet levere omsorg, hvilket er som skabt til politik mod negativ social arv og ulighed.
Højreorienterede eller ”conservatives” har i Haidts undersøgelser et meget mere nuanceret moralbillede, der udgøres af fem eller seks forskellige moraldimensioner, men hvor ”harm/care”-dimensionen ikke slår nær så meget ud som hos venstreorienterede, fordi der er andre moraldimensioner, der kan være i modstrid med ”harm/care”. For eksempel når højreorienterede er optagne af at opretholde fællesskabets normer og sammenhængskraft og derfor er mindre optagne af flygtninges vilkår end venstreorienterede.
Pointen er dog, at omsorg og forhindring af lidelse også er en del af de fleste borgerliges moralske kompas, og at der er en del, der tyder på, at kvinder i højere grad vægter ”harm/care” end mænd. Også derfor er det afgørende at borgerlige husker den dimension, anvender argumenter, der appellerer til den form for moral, og generelt udviser et politisk ønske om at kæmpe for mindre lidelse og større social retfærdighed.
