Kritikken af den private sektors seniorpolitik har fået fornyet styrke i den offentlige debat, ikke mindst fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen. Men før man peger fingre ad virksomhederne, bør man kigge indad – nærmere bestemt mod aldersprofilen i centraladministrationen.
I Finansministeriet er det en åben hemmelighed, at nyansættelser næsten udelukkende går til unge akademikere.
Seniorer, selv med mange års erfaring og faglig ballast, er sjældent en del af ligningen. Det samme mønster ses sandsynligvis i Beskæftigelsesministeriet – ironisk nok det ministerium, der prædiker om nødvendigheden af at inkludere ældre på arbejdsmarkedet.
Så beskeden herfra er at hvis du er 50+, din CV billede uden Instragram filter, og din erfaring kunne fylde en bog? Glem det. Du bliver ikke engang shortlistet.
Hvordan harmonerer dette med idealet om meritokrati – hvor det er kvalifikationer, erfaring og evner, der skal afgøre, hvem der får jobbet? Hvis regeringen virkelig ønsker en arbejdsstyrke, der er divers og inkluderende, hvorfor afspejler centraladministrationen så ikke selv denne ambition?
Det virker, som om man har glemt, at erfaring og modenhed faktisk kan være værdifuldt – og at aldersdiversitet ikke bare er en hyggesnak, men en reel styrke.
De bliver yngre og yngre
Denne diskussion er ikke ny. Gennemsnitsalderen for de ansatte i både Statsministeriet, og Kulturministeriet er allerede konstateret faldende med henholdsvis 4 og 3 år over de sidste 4 år, som fremlagt af Altinget i 2023.
Det ville være interessant, hvis både Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet offentliggjorde aldersfordelingen for deres nyansatte de seneste fem år.
Hvor mange over 50 er blevet ansat? Hvor mange over 60? Hvordan sikrer de, at deres egen arbejdsstyrke er divers – både aldersmæssigt og erfaringsmæssigt?
Hvis regeringen ønsker at adressere aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, må den starte med sig selv. En ægte meritokratisk tilgang kræver, at staten vurderer kandidater ud fra deres kvalifikationer og potentiale – ikke deres alder, køn seksuel orientering, etnicitet og alt det andet.
Staten bør gå forrest
Det kræver også, at man anerkender værdien af en divers arbejdsstyrke, hvor forskellige perspektiver og erfaringer kan styrke organisationerne og kvaliteten af deres arbejde. Indtil videre er signalet desværre: “Gør som vi siger, ikke som vi gør.”
Regeringen har ret i, at ældre har en vigtig plads på arbejdsmarkedet, og derfor bør Staten også gå forrest som det gode eksempel. Alt andet end reel forandring af egen praksis er hykleri.
