“Vi bliver nødt til at gå endnu videre,” skrev EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen i går på Twitter og fortsatte: “Jeg har altid talt for, at enstemmighed ikke længere giver mening på nogle nøgleområder, hvis vi ønsker at agere hurtigere”.
Som om det ikke var slemt nok for tilhængerne af afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold, satte hun et bittert kirsebær på toppen ved at understrege, at særlig i forhold til forsvar og sundhed burde EU bestemme mere.
Timiningen kunne ikke være mere elendig for ja-siden i Danmark. Den har konstant manet til ro og forklaret, at vetoet skam var Danmarks garanti for, at man altid havde snor i forsvarssamarbejdet. Derfor er det særligt uheldigt, at EU-Kommissionens formand erklærer, at den vil man da gerne af med snarest.
Ikke fordi det er overraskende, da temmelig mange højtstående repræsentanter for EU har ytret noget tilsvarende. Senest var det Guy Verhofstadt, den tidligere leder af den liberale gruppe ALDE i Europa-Parlamentet (hvor Venstre og Radikale Venstre er med), og en perlerække af andre med ham.
Her vil tilhængere af et ja naturligvis sige, at det skam er yyyyderst teoretisk, eftersom 13 lande, inklusive Danmark, straks erklærede, at de var modstandere af den traktatændring, som en afskaffelse af vetoretten forudsætter. Og det er da bedre end alternativet. Men udmeldingen illustrerer tydeligt, at hvis Danmark stemmer ja, bliver man en del af et samarbejde, hvor en række medlemslande og toneangivende ledere i EU formodentlig vil gøre deres yderste for at fjerne den vetoret, som er forbeholdsmodstandernes figenblad for dansk deltagelse. Hvorfor skulle man dog melde sig ind i det projekt?
Dertil har krigen i Ukraine med pinlig tydelighed udstillet de centrale EU-landes rystende inkompetence stillet over for den mest alvorlige sikkerhedstrussel i efterkrigstiden. I Berlin havde man op til krigen langt mere travlt med at samarbejde med Putin end at distancere sig fra ham, mens ukrainerne frabad sig tysk besøg på grund af deres manglende støtte.
Og Frankrig? Under krigens første fase forsøgte Macron på let komisk facon at positionere sig som en statsmand af internationalt format, der kunne “mægle” mellem voldsmand og offer. Det fik Macron naturligvis ikke andet ud af end et par enetaler af Putin, som han så også kunne få til at fremstå lidt mindre isoleret. Hvis krigen i Ukraine har vist noget, er det ikke, at vi har brug for mere EU, men derimod at Europas sikkerhed er alt for vigtig til at blive overladt til tyskere og franskmænd.
Dette er pinligt tydeligt uden for det tragikomiske ekkokammer, der er den naivt jublende danske EU-debat, hvor man eksempelvis kan læse sikkerhedsforsker Eoin Dreas ætsende indlæg i Politico, der pædagogisk forklarer, hvordan EU har travlt med at redde sig selv, mens USA og Storbritannien har haft travlt med at redde Ukraine:
“... the sad reality is that beneath all the rhetoric, the photo ops and recycled pledges, the EU continues to prevaricate while it is the Anglosphere that’s busy helping Ukraine save itself.
In fact, if Ukrainians were relying on the EU alone, the war might already be over. And we’d be looking at a weak, dismembered and Russia-controlled Ukraine. [...]
Remarkably, while the U.S. and U.K. are busy helping to arm Ukraine and protect European democracy, the EU’s only nuclear force — France — remains largely unforthcoming on military aid. And support from Europe’s largest economy continues to be dragged out of Berlin like one of those half empty Bundeswehr supply depots, while Italy, as always, remains visible but hopelessly irrelevant.“
Drømmen om det europæiske forsvarssamarbejde er med andre ord en joke, når det gælder andet end begrænsede og risikofri eksotiske ekspeditioner i fjerne egne, der intet har med forsvar af Europa eller Danmark at gøre. Men det er en farlig joke, der i praksis kan presse Danmark til at bruge sine ekstremt få militære ressourcer på mere eller mindre overflødige aktioner.
At Danmark kan ende med at blive presset til noget sådant, behøver man ikke tage mit ord for. Det har den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister såmænd gang på gang understreget er den reelt eksisterende virkelighed (i hvert fald indtil afstemningen blev annonceret, og regeringen skiftede mening):
“Der er jo også krav om, at hvis man er med helt inde i kernen af det europæiske forsvarssamarbejde, så skal man jo stille med soldater til de europæiske missioner,” sagde Trine Bramsen i 2020.
At det forholder sig sådan, ved alle naturligvis udmærket. Hvis danske soldater skal på eventyr med franskmændene i Afrika, kan de samme soldater ikke bruges på NATO-missioner eller til andet. Det siger sig selv.
Og alle ved naturligvis også, at Danmark formodentlig aldrig kommer til at nedlægge veto mod en militæraktion, og vi kommer sandsynligvis også som den notoriske EU-duks formodentlig til at deltage i både Frankrigs postkoloniale Afrika-eventyr forklædt som EU-aktioner og andre assorterede feelgood-projekter i fjerne lande med soldater og/eller penge, der kunne være brugt på et nærmest ikke-eksisterende dansk forsvar.
Der er intet, der tilsiger, at Danmark skulle stemme om dette forbehold nu. Tværtimod er fremtiden for EU’s forsvarssamarbejde særdeles usikkert og fremstår kun endnu mere som sådan, efter Ukraine-krigen har udstillet Frankrig og Tysklands forsvarspolitiske uansvarlighed og inkompetence. Men det har opportunistiske, splittende og uansvarlige politikere altså valgt at gøre, hvorfor det naturligvis er op til dig og mig at stemme nej 1. juni.
Og tro mig: Skulle EU’s forsvarssamarbejde mod forventning blive en succes, skal Danmark nok få en chance for at stemme ja senere. Men har danskerne først stemt ja, får de ingen fortrydelsesafstemning.
Derfor: Stem ansvarligt. Stem sikkert. Stem nej.
