I lang tid har analysen været, at eftersom de unge trives dårligt, så bør kravene til dem sættes ned. Det er så sket i rigt mål. Resultatet har været, at de unge nu trives endnu dårligere. Hvad gør vi så? Sætter kravene (endnu) længere ned? Eller skulle vi måske i stedet prøve rent faktisk at opstille nogle rammer og stille nogle krav?
Da jeg begyndte at læse statskundskab på SDU, skete det en gang imellem, at vi skulle give vores medstuderende feedback. Sikkert en fin og brugbar metode. Men: Jeg oplevede at få tekster, hvor der dårligt var sat et punktum, og hvor kommateringsregler var en by i Rusland. Jeg leverede feedback, men det handlede egentlig ikke om det faglige i statskundskab. Det drejede sig om det sproglige. Og jeg vil gerne indrømme, at jeg nåede at tænke: Hvad skal jeg bruge feedback fra denne person til? Hvordan gør det mig bedre, når vedkommende tydeligvis ikke kan skrive en helt almindelig tekst som ønsket i 9. klasse?
Min pointe er: Jeg vil gerne vædde en makrelmad på, at denne person er en af dem, der har svaret, at han ikke trives. Jeg kan umuligt forestille mig, at det er en fed oplevelse for en ung person at komme ind på et studie, hvor vedkommende tydeligvis ikke hører til. Og løsningen er altså ikke, at vi bare sætter kvalitetskravene endnu længere ned. Vi vil trods alt gerne have, at læger ved, hvor nyrerne sidder, og tilsvarende at en studerende ud i statskundskab kan formulere sig hensigtsmæssigt på skrift.
Universiteterne er gået fra at være noget for de få til at være noget for de mange. Ja, nærmest for alle. Tjek selv de helt vilde tal for udviklingen de seneste 50 år. Det har den indlysende negative konsekvens, at der kommer alt for mange ind på universitetet.
Uanset hvor nemt det er at komme ind, og uanset hvor nemt det er at komme videre i begyndelsen, så vil de på et eller andet tidspunkt opdage, at sådan et universitets krav med timevis af læsning i (jævnligt) ret kedelige bøger og timevis af fordybelse i (jævnligt) ret kedelige teorier simpelthen bare hører med. Og hvis du ikke kan finde ud af det, eller hvis du ikke vil det, eller hvis du ikke orker det – ja, så trives du jo ikke på et universitet.
En ung borgerlig vision for det danske uddannelsessystem kunne derfor indebære, at adgangskravene til universitetet blev hævet, og at kravene til undervisningen blev sat op, og at prøverne blev endnu sværere. Det vil sikre, at vi får nogle bedre universiteter med nogle bedre studerende, og det vil igen give bedre forskning og bedre medarbejdere til erhvervslivet. Og det vil bidrage til noget endnu vigtigere: Det vil gøre alle mere lykkelige.
Vi vil ikke bilde gud og hver mand ind, at han kan komme på universitetet, hvor han så finder ud af, at han slet ikke dur til det, som han troede. Han vil opdage, at mange omkring ham er bedre til det meste, fordi han er landet på en forkert hylde. Og derfor vil vi kunne sikre mere glade unge mennesker, som hurtigere lander på deres rette hylde.
Den borgerlige vision om højere adgangskrav til universiteterne kan med fordel gennemføres på ungdomsuddannelserne også. Jeg er 22 år, så det er ikke længe siden, at jeg gik på gymnasiet. Her mødte jeg nogle vidunderlige mennesker. Og nogle af dem var slet ikke på nogen måde skabt til gymnasieskolen. Nogle af dem stoppede heldigvis hurtigt. Andre fortsatte alt for længe.
Hvorfor tillader vi unge at blive uddannelsestrætte og gennemført triste ved at lade dem komme ind på et gymnasium, når de har fornærmende ringe boglige evner? Og hvorfor vælger vi at give dem, der lige præcis kan sætte mere end to ord sammen, et 10-tal, så de tror, at de skal på universitetet? Sæt kravene op! Det skal være sværere at komme ind på gymnasiet, og det skal være sværere at gå på gymnasiet. Så vil vi sørge for, at unge trives bedre, fordi de hurtigere vil komme derhen, hvor de rent faktisk trives.
Eftersom jeg har skrevet dette på Kontrast, som har landets klogeste læsere, behøver jeg forhåbentlig ikke at understrege, at jeg naturligvis ikke taler om, at det er ”bedre” at gå på universitetet eller gymnasiet end andet. Nej, det er tværtimod ”bedre” at gå der, hvor du har evner og talent og passion. Jeg taler naturligvis heller ikke om ordblinde eller andre med konkrete handicaps eller udfordringer.
Jeg taler om helt almindelige unge mennesker, som vil trives meget bedre, hvis der rent faktisk blev stillet (større) krav til dem i skolen og igennem hele uddannelsessystemet. Så de hurtigt fik en fornemmelse af at være gode til noget – i stedet for at jagte at blive middelmådige til noget, de ikke har flair for.
Kan det ramme mig selv i røven? Ja! En ting er, at jeg i min gymnasietid undrede jeg mig over, at jeg kunne have et gigantisk fravær og alligevel få gode karakterer. Noget helt andet er, at jeg har undret mig over, at jeg har kunne have to jobs (og spille lidt håndbold) og stadig bestå en bachelor i statskundskab med et 10-tal.
Noget tredje er, at jeg da er sikker på, at hvis kravene virkelig blev sat voldsomt op, så ville jeg sikkert også på et eller andet tidspunkt løbe ind i grænserne for mine evner inden for et konkret område. Og det ville være både sundt og godt for mig. Jeg ville uden tvivl trives endnu bedre, når jeg oplevede, at jeg havde arbejdet så hårdt, at jeg havde nået grænserne for min formåen lige her.
Det er sådan, vi sørger for, at unge trives bedre. Så dét er min unge borgerlige vision for uddannelsesvæsenet i fremtiden: Stil krav – så de unge trives.
