Stine Bosse stiller op til Europa-Parlamentet for Moderaterne og er blevet centrum for mediernes interesse, fordi hun har ytret, at Danmark fint kan tage i størrelsesordenen 5.000 til 7.000 flygtninge om året.
Bosse forklarede efterfølgende, at hun fik sagt noget forkert, fordi hun var træt, og videre, at hun ikke udtrykte sig “tydeligt nok”. Men jeg tror på, at hun mente det, da hun sagde, at Danmark skal tage 5.000 til 7.000 ekstra indvandrere om året. Det er nemlig sådan noget, Bosse altid har ment.
Fx da syrere begyndte at indvandre til Danmark i 2015, mente Bosse meget optimistisk at: “Det er de bedre kvalificerede, der kommer nu. Det er dem, der har nogle penge eller en uddannelse eller har en hjerne, et socialt instinkt, der siger: Jeg skal fandeme nok nå frem”. Men da Rockwool Fonden senere undersøgte den påstand, var den selvfølgelig forkert.
Det er et kendetegn ved samfundsdebatten om indvandring, at almindelige regler for argumentation ikke gælder. Vi er tvunget til at lytte på evigt emotionelle antinationalister, der altid kræver mere indvandring, herunder flygtninge, selvom erfaringen viser, at den kurs har været katastrofal for Europa. Det har gjort samfundsdebatten uudholdelig for de, der har en rationel præference.
Følelsesladet støjsender
Et er, at antinationalisterne vil have, at europæiske arbejdere skal betale for indvandrernes velfærd. Noget andet er, at der er kraftige følgevirkninger ved indvandringen som fx kulturel friktion, ændret demografi og en øget terrortrussel, mens de emotionelle antinationalister slipper for at tage ansvaret for det.
Faktum er, at der ikke kan etableres et rationelt beslutningsdygtigt rum i samfundsdebatten, hvor de ting kan belyses sobert. Stine Bosse og hendes ligesindede agerer emotionelle støjsendere i debatten. Og mens de påstår, at vi sagtens kan mødes med mennesker fra væsensforskellige kulturer, vil de ikke tage en ærlig debat med de danskere, der ønsker en rationel stillingtagen til indvandring herunder flygtninge.
En ansvarlig samfundsdebat måtte belyse de mest oplagte spørgsmål: Hvad koster det? Hvad betyder det for vores kultur? Hvad får vi egentlig ud af det? Giver det vores børn bedre muligheder i fremtiden? Bliver vi klogere af det? Ønsker danskerne, at etniske danskere på sigt skal være i mindretal i Danmark? Er der en plan? Alle disse spørgsmål efterlades ubesvarede.
Jeg forstår godt, at unge, afrikanske og mellemøstlige mænd hellere vil bo i Danmark end i deres egne lande. I Danmark kan de fx få sociale ydelser, uddannelse, og komme på hospitalet, hvis de bliver syge. Men jeg forstår ikke, at Bosse og andre velbjærgede danske kvinder gerne vil forære velfærdsgoder for milliarder væk på andres regning.
Da vi ikke kan tage en ærlig rationel værdidebat af de nævnte forhold, kan et kompromis måske være, at vi tager en debat om, hvem som betaler. I dag er det de svagest stillede danskere, som betaler prisen. Kunne en løsning være at indføre en afgift på indvandrere og flygtninge?
Stine Bosse må selv til lommerne
Med en afgiftsmodel kan vi koble adfærd og meninger sammen med handling. Hvis Stine Bosse gerne vil have unge mænd fra Afrika og Mellemøsten til Danmark, så må hun selv betale for det. Der er allerede i dag sådan, at enhver dansker, som ønsker en person til Danmark, skal stille økonomisk sikkerhed. Det kan alle de dansk-thailandske eller dansk-filippinske par tale med om.
Vi skal huske på, at Moderaternes politik stadig er, at vi skal opgive vores EU-forbehold, hvilket indbefatter, at vi opgiver vores EU-retsforbehold og indtræder i EU’s fælles politik på udlændingeområdet. Hvis det vinder tilslutning, vil det blandt andet betyde mange tusinde nye indvandrere til Danmark hvert eneste år. Den pointe gik desværre tabt, da Bosse sagde, at hun var træt.
Mit ideologiske udgangspunkt er selvsagt nationalistisk, fordi jeg er dansker og sætter etniske danskerne først i det danske samfund. Vi har simpelthen ikke råd til flere indvandrere, som ikke kan klare sig selv. Og vi har slet ikke løst de store problemer, vi allerede har fået. Problemer der allerede betyder, at vi ikke længere kan tilbyde en værdig pleje til vores ældre, ligesom vi fx må indføre forringelser af børn og unges uddannelse.
