Debat

14.11.22

Støvring rabler i sit forsvar for russofil underviser

Uffe Gardel svarer igen: Kasper Støvring er gået graverende galt i byen angående Jens Jørgen Nielsen, der blev droppet som underviser på Folkeuniversitetet.
Uffe Gardel er journalist med et særligt fokus på østeuropæiske forhold. (Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix)
Uffe Gardel er journalist med et særligt fokus på østeuropæiske forhold. (Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix)

Affæren om den russofile underviser på Folkeuniversitetet ser ud til at have skabt panik på højrefløjen. Jeg er selv en af dem, der har kritiseret brugen af underviseren, og det har nu fået den konservative kolumnist Kasper Støvring til – hos Kontrast – at anklage mig for at være både liberal, totalitær, tilhænger af cancelkultur og venstreradikalismens medkæmper. Og alt det på én gang.

Det er jo helt ude i hampen, men rableriet må vel forstås som en angstreaktion; Støvring er bange for, at man nu ikke længere må kritisere den vestlige Ukraine-politik, eller Ukraine selv, for den sags skyld. 

Angsten skyldes vist, at han tror, at underviseren, Jens Jørgen Nielsen, er blevet fjernet, fordi han mener noget forkert. Det er han ikke. Han er blevet fjernet, fordi han i bøger, artikler og interviews igen og igen har sagt ting, som simpelt hen er forkerte. 

Jens Jørgen Nielsen har således hævdet, at det er USA, som har lokket Rusland til at overfalde Ukraine. Han har også hævdet, at det i virkeligheden var Ukraine, som begyndte krigen – ved at optrappe beskydningen af ”separatisterne” i Donbas. Begge dele er forkerte, og i øvrigt – som så mange andre russiskinspirerede påstande – indbyrdes modstridende.

Nielsen har også hævdet, at det kun kan være USA, som har sprængt Nord Stream i luften. Det er et synspunkt, han står ret alene med uden for Rusland.

I sin bog om Ukraine fra 2016 hævdede Nielsen, at Maidan-oprøret var bestilt af USA: ”Man bestiller en folkelig opstand, som man bestiller en vare på nettet,” skrev han, og også dét er bare forkert. Det er heller ikke rigtigt, at Maidan var et kup – parlamentet fungerede jo videre, og den afsatte præsidents parti blev ikke forbudt. 

I sin bog om Rusland fra 2021 skrev han, at Putins politik er overvejende defensiv, mens Vesten er aggressiv og ekspansionistisk. Han afviste, at der findes en russisk troldefabrik, og han afviste, at russerne har blandet sig i  det amerikanske præsidentvalg i 2016. Nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH17 over Østukraine mente Nielsen mindst lige så godt kunne være den ukrainske hærs værk, og diverse attentater på Putin-modstandere behøvede ifølge Nielsen ikke at have noget med Putin at gøre.

Alt dette er også forkert. Russerne har reelt indrømmet det meste af dette her, og hvad MH17 angår, har en international undersøgelse for længst placeret ansvaret hos russerne og deres såkaldte ”separatister”. Tre russere og en ukrainer er tiltalt in absentia i Holland, og der falder faktisk dom i sagen om få dage. At Støvring kalder ruslandsbogen for ”lødig og gennemarbejdet” tjener vel kun til at illustrere, at han er fuldkommen blank på viden om emnet, og heller ikke synes at have gjort noget for at sætte sig ind i det, men blot forlader sig på en fusentast, han betragter som en slags meningsfælle.

Det er ikke klogt, for Nielsen er jo altså fuld af vrøvl. Det har man lov at være, men man kan ikke strø om sig med åbenlyst forkerte påstande og samtidig forvente, at man kan forestå statsstøttet undervisning under folkeoplysningsloven. Folkeoplysning er ikke forskningsbaseret undervisning som på universiteterne, men folkeoplysning skal formidle forskning; ikke stride mod den.

Det stiller nogle faglige krav til underviserne. Hvis man offentligt påstår, at Jorden er flad, eller skriver en bog om, at 9/11 var et inside job, så duer man ikke som foredragsholder i astronomi eller samtidshistorie på et folkeuniversitet. 

At det er sådan, har ikke en pind med cancelkultur eller berufsverbot at gøre; det handler om, at der faktisk findes udsagn som er sande, og udsagn som er falske; det er ikke alle ”sandheder”, som er relative og socialt konstruerede. Det burde i øvrigt ikke være nødvendigt at forklare en konservativ som Støvring. Vi kan fint diskutere både Ukraines egen politik og Vestens Ukraine-politik, men vi er nødt til at gøre det på grundlag af fakta, ikke ”alternative fakta”.

Jens Jørgen Nielsen fremstilles gerne som ”historiker”. Han har da også en kandidatgrad i historie. Men han har aldrig haft en universitetsansættelse. Han har heller aldrig udgivet fagfællebedømt forskning i videnskabelige tidsskrifter. Og nu vi er ved det, er Nielsen heller ikke ”ansat” på Folkeuniversitetet i København, og kan således heller ikke blive fyret”; som alle andre undervisere hyres han freelance fra kursus til kursus.

Allerede af den grund er Støvrings sammenligning med universitetsverdenen og Marianne Stidsen-sagen meningsløs, og der er blandt rigtige forskere i ruslandsstudier ingen opbakning til Jens Jørgen Nielsen; tværtimod har flere af dem protesteret mod hans tilknytning til Folkeuniversitet.

Der er så også et moralsk element i sagen. Ligesom der findes sandt og falskt, findes der også moralsk rigtigt og forkert. Og Jens Jørgen Nielsen har valgt at stille sig på den moralsk forkerte side: Han lod sig nemlig for et par måneder siden interviewe på russisk stats-tv hos den fremtrædende propagandist Vladimir Solovjov. 

Solovjovs tv-programmer er det tætteste, vi kommer på en moderne udgave af nazisternes Der Stürmer; en kloak af løgne, had og krigstrusler. Men Nielsen valgte at optræde her med sin påstand om, at det må være amerikanerne, der har ødelagt Nord Stream.

Ville man i Danmark have plejet omgang med folk, der gav interviews til Der Stürmer – i 1939, under krigen, efter overfaldet på Polen? Det tvivler jeg på. Den slags personager ville være blevet lukket inde i et imaginært giftskab, og dér hører Jens Jørgen Nielsen også hjemme.

Hvis Støvring er klog, lader han Jens Jørgen Nielsen sidde dér. Så kan vi ude i det fri have en fornuftig diskussion om krigen mod Ukraine, og hvad vi skal gøre ved den. Gør Støvring derimod Jens Jørgen Nielsen til sin rejsefælle, standser diskussionen også med ham.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter