Wien, Nice, Paris. Vi myrdes på vores egen jord af en fjende, vi selv har lukket ind. Det kan vi takke en mangeårig fejlslagen indvandringspolitik for.
Den islamist, der skar halsen over på tre personer i Nice, kom til Europa på en migrantbåd så sent som i september. For det kan vi både takke NGO’erne, der hjælper migranter til Europa, og EU-systemet, der efterlader Europas ydre grænser hullede som en si. Og selvfølgelig de folkevalgte politikere med ansvaret for deres borgeres sikkerhed.
For at sikre europæerne skal der ske radikale tiltag – som påpeget så ofte før. Og som så ofte før kommer det nok heller ikke til at ske denne gang. Men inden Vesteuropa igen synker ned i apati, er det værd at lytte til et par opsigtsvækkende udtalelser fra personer, der har siddet i højtstående stillinger.
For nogle år siden advarede Frankrigs sikkerhedschef Patrick Calvar om en kommende borgerkrig; nu kommer Frankrigs forhenværende forsvarschef Pierre de Villiers med samme advarsel.
Og i avisen Le Figaro leverer Jean-Éric-Schoettl, der er forhenværende generalsekretær for Frankrigs højeste juridiske instans, Forfatningsrådet, en meget skarp kritik af menneskerettighederne for at underminere vores sikkerhed.
Menneskerettighedsdomstolen og de juridiske og politiske institutioner i EU forhindrer en effektiv bekæmpelse af islamisme, terrorisme og indvandring. Disse instanser gør det vanskeligt at isolere farlige islamister, at kontrollere og lukke ekstremistiske og udenlandsk støttede moskéer, at regulere tilstrømningen af indvandrere, at hjemsende dem, at assimilere dem, at udvise udlændinge, at stramme asylreglerne og indføre stramninger i forhold til familiesammenføringer.
Vi hylder som regel dette rettighedsregime, fordi det sikrer borgernes frihed. Men man glemmer ofte denne elementære indsigt:
Uden orden ingen frihed.
Det er nemlig ikke forfatninger, oplysningsidealer, menneskerettigheder og liberal snak, der sikrer friheden. Du kan være fri på papiret og få sikret din ejendom, men hvis du risikerer dit liv ved at ytre dig frit om for eksempel Muhammed-tegninger, eller hvis du risikerer at blive overfaldet ved at bevæge dig ud i det offentlige rum, er friheden ikke meget værd.
Autentisk frihed er altid konkret, realiseres altid i en social praksis. Frihed er nemlig ikke noget, man har, det er noget, man bruger. Frihed afhænger derfor af de mennesker, du lever sammen med – i dit nabolag, din by, dit lokalsamfund, din nation. Din frihed afhænger af fællesskabet, og fællesskaber har altid grænser.
Åbner man de ydre grænser, etablerer man indre grænser.
Da den franske lærer Samuel Paty fik hugget hovedet af for at vise Muhammed-tegningerne i sin undervisning, brugte Birgithe Kosovic sin markante forfatterstemme, sådan som forfattere burde: ”Vil man sikre undervisningsfriheden, skal man ikke fortabe sig i detaljer om oplysningens gavnlige effekter, om vigtigheden af undervisningsfrihed og læreres pligt til at tage deres ansvar på sig og stille sig ud i forreste række. Man skal sætte staten i stand til at genvinde voldsmonopolet.”
Sikkerhed er behov nummer ét. Derfor er masseudvisninger af kriminelle udlændinge og massehjemsendelser af ikke-integrerede udlændinge samt totalt stop for indvandring fra muslimske lande, også asylindvandring, nødvendige tiltag blandt mange andre, indtil vi har genvundet vores sikkerhed og dermed frihed.
