Anledningen til en klumme om udlændingepolitik burde være ganske klar. Man kan allerede fornemme i det danske debatlandskab, at muligheden for en øget strøm af flygtninge fra Afghanistan er ved at genpolitisere udlændingedebatten, og argumenter og tonelejer skærpes og forhøjes.

I den anledning er denne klummes mål ikke at debattere klassikere som beskæftigelsesfrekvenser, ghettoproblematikker, kriminalitetshyppighed eller andet fra udlændingepolitikkens standardkatalog. I stedet vil jeg prøve at finde de mest grundlæggende spørgsmål, vi som samfund kan stille os selv i udlændingedebatten – ikke hvorvidt børnehaver bør servere frikadeller, men i stedet hvordan indvandringen fra fremmedartede kulturer rokker ved det danske samfunds grundlæggende piller.

Sagt mere polemisk, er det min ambition at prøve at skrælle noget af alt det støj og larm af udlændingedebatten, sådan at det kan stå klart, hvorfor og hvad det præcist er vi diskuterer.

Det handler om Danmark
Når man prøver at ihukomme de senere års debat på området, så er det meget nemt en strøm af nærmest latterligt små og i sig selv ubetydelige sager, der presser sig på: Inger Støjberg i en biograf, en dreng der fortalte sin klasse om Islam i skolen, badeforhæng i idræt, en lov mod guldsmykker ved asylsøgning og meget andet i den dur. Også mere alvorligere og tunge billeder trænger sig dog ind på nethinden: flygtninge i store tal på motorvejen, bandekrig mellem mænd, der stort set alle stammer fra Stormellemøsten, danske politikere beskyttet af PET. 

Stadig er det dog som om man aldrig rigtig har fat i roden af det problem, som mange anser for helt afgørende for det danske samfunds videre udvikling.

I min optik er der to helt grundlæggende og vitale spørgsmål, udlændingepolitikken burde dreje sig om at besvare. Inden vi når så langt, er vi dog nødt til at etablere en nødvendig præmis for debatten, nemlig at det samfund, hvis fremtid og tilstand vi så intensivt diskuterer i denne debat, er et af de mest succesfulde og harmoniske samfund i verdenshistorien, og at det netop er denne status, der står på spil i debatten om indvandring i storskala.

Danmark er på stort set alle tænkelige parametre for velstand, lykke og livsmuligheder helt i toppen af poppen. På FN’s rangliste over det såkaldte Human Development Index ligger vi nummer 10, ganske få decimaler fra den øvrige top ti. På Heritages opgørelse over økonomisk frihed er vi ligeledes i top ti. På velstand målt per indbygger ligger vi nummer 12, og endelig er den vigtige sociale tillid og tilliden til myndighederne også rekordhøj.

To centrale spørgsmål
Med Danmarks position slået fast kan vi altså stille de to spørgsmål, som burde være omdrejningspunktet for udlændingedebatten: 1) Under hvilke betingelser er det lykkedes os i Danmark at fremmane så godt og succesfuldt et samfund? Og 2) Under hvilke forudsætninger kan det danske samfund fortsætte med at eksistere i den form, som de fleste danskere ønsker det?

Hvis vi tager det første spørgsmål først, så er det reelle svar, at det ved vi faktisk ikke helt. Vi kender selvfølgelig mange forskellige faktorer fra Danmarks historie, som kan være med til at svare på spørgsmålet, men hvad der præcist har betydet hvad, kan man vanskeligt svare præcist på. Vi er et lille land med en meget homogen befolkning, en stor kyststrækning med nem adgang til hav og fjord, en del frugtbar jord, vi havde en fredelig overgang til folkestyre og en tidlig og fornuftig grundlov, vi havde Grundtvig og landbobevægelsen, en reformorienteret arbejderbevægelse, velfærdsstaten, meget stor økonomisk frihed, høj tillid mellem mennesker og så videre.

Selv hvis man reducerer spørgsmålets kompleksitet og nøjes med at undersøge, hvordan vi blev rige, er der stadig masser af tvivl. Et eksempel på det er den langstrakte debat om, hvilken rolle velfærdsstaten spillede for velstandsfremgangen efter ’45, og om danske kulturelle træk spillede en vigtigere og tidligere rolle end den socialdemokratiske samfundsbygning. Et andet eksempel er den nyere debat i kølvandet på Per Bojes bog Vejen til velstand, og om landbruget egentlig spillede så afgørende en rolle, eller det mon snarere var industri og byerne, der trak læsset.

Et mere penibelt spørgsmål er i den forbindelse, hvilken rolle den forholdsvist store homogenitet i den danske befolkning har spillet? Samfundsvidenskaben er ikke specielt klar på dette punkt, men der har været forskning, der pegede på et misforhold mellem social tillid og en heterogen befolkning. Hvis det faktisk forholder sig sådan, at det har været en væsentlig medskaber af det succesfulde og harmoniske danske samfund, er der jo alvorlige dilemmaer foran os, i forhold til om vi skal tillade yderligere kulturfremmed indvandring.

Overordnet må vi sige, at vores evne til at besvare det første spørgsmål er begrænset af historie- og samfundsvidenskabernes uegnethed til at svare præcist på den slags årsagsspørgsmål. Det giver derfor mening at bygge vores svar på spørgsmål 2) på netop denne indsigt.

Usikkerheden er pointen
Spørgsmålet om, hvordan vi fortsat kan bevare Danmark som et succesfuldt land, må derfor indoptage den visdom, at vi ikke helt ved, hvorfor vi endte, hvor vi gjorde. Politik i al almindelighed burde derfor føres antirevolutionært og inkrementelt; små skridt frem mod det, vi opfatter som goder. Ingen vilde eksperimenter eller uigennemtænkte revolutioner med læssevis af uforudsete konsekvenser. 

I modsætning til den indsigt står den faktisk eksisterende udlændingepolitik, som den har været ført i Danmark siden begyndelsen af 1980’erne. Den politik har været revolutionær. Den er gået alt for stærkt, og ingen af de ansvarlige politikere gennem årene var i nærheden af at kunne forudsige, hvad deres egen politik medførte 5 eller ti år længere fremme.

Per juli 2021 har 526.692 personer i Danmark oprindelse i ikke-vestlige lande, heraf 286.695 personer med oprindelse i Stormellemøsten. Det svarer nu til cirka 9 procent af Danmarks befolkning. Det kan man jo på den ene side sige er begrænset. På den anden side kan man spørge: Hvis en ikkevestlig indvandring i den størrelsesorden kan generere så meget samfundsmæssig konflikt og disharmoni, som vi har set siden 1980’erne, hvor meget kan 12 eller 15 procent så generere? Eller 20?

Jeg er ikke tilhænger af teorier om den store udskiftning eller andre konspirationsteoretiske tilgange til udlændingepolitikken. Jeg tror generelt heller ikke på, at flertallet af de indvandringskritiske danskere skulle være eksponenter for en eller anden form for fremmedhad. Det har altid været et mindretal.

Jeg tror til gengæld, at rigtig mange egentlig og måske uformuleret har haft mit spørgsmål 2) i baghovedet: ”Under hvilke forudsætninger kan det danske samfund fortsætte med at eksistere i den form, som de fleste danskere ønsker det?”

Med det, vi ved nu, efter så mange års udlændingedebat, er der ikke nogen tvivl om, at svaret ikke inkluderer en øget tilstrømning af flygtninge fra Afghanistan. Et land, der ifølge PEW Researchs værdimålinger er nærmest parodisk kulturfremmed for Danmark. Det ville i stedet være en yderligere undergravning af ambitionen om at bevare og videregive et fortsat harmonisk og genkendeligt Danmark til dem, der kommer efter os.