Unge mennesker drikker for meget, for ofte og kommer galt afsted som følge deraf. Det har, i et historisk perspektiv, ganske vist aldrig været mere forkert, men er ikke desto mindre regeringens ræsonnement i forhold til at foreslå, at Polle på 16 år ikke længere må købe en Grøn Tuborg, men pænt må vente med den fornøjelse, til han fylder 18 år. 

Tanken udspringer af et nobelt ønske om at forbedre folkesundheden og undgå de negative konsekvenser, som alkohol kan have, men den planlagte eksekvering fejler på flere fronter. Dels kan man stille kritiske spørgsmål ved de sundhedsmæssige gevinster, dels til den bagvedliggende tilgang til at hjælpe mennesker. Det sidste er det største problem, men lad os lige tage den med sundheden først. 

For unge mennesker er der ikke meget at hente på den fysiske sundhed ved at drikke alkohol. Jeg kender godt argumenterne om næringsstoffer i øl eller muligt gavnlige effekter ved rødvin i visse begrænsede mængder, men det er ikke rigtig der, vi er. Den side kommer jeg ikke til at klandre forslaget for. Men, som det er blevet stadig mere tydeligt i de senere år, ser regeringen stort på de unge menneskers sociale og mentale sundhed, og det til trods for at det faktisk er lige så vigtigt som fysisk sundhed i den officielt anerkendte definition på sundhed. 

Men akkurat som under corona-epidemien hvor regeringen anlagde et frontalangreb på de unges sociale og mentale sundhed med isolation for at undgå selv den mindste form for fysisk sygdom, så retter også forslaget her et angreb på den del af de unge menneskers sundhed. Den løftede pegefinger, i forhold til at du er forkert, hvis du som 16-årig gerne vil drikke øl, er ikke godt for de unges mentale helbred. Jeg ved godt, at der ikke er foreslået et forbud imod indtag af alkohol, men der er et tydeligt og udskammende signal i forslaget. Et signal, som ikke gavner den mentale sundhed. 

I forhold til den sociale sundhed kommer vi ikke uden om, at en stor del af det sociale liv i Danmark indebærer alkohol. Det mener visse personer med et puritansk livssyn er forkert. Men det er nu engang sådan, at landet ligger. Og så længe dét er tilfældet, så bliver det sådan, at hvis regeringen hæver grænsen for, hvornår Polle selv kan bestemme om han vil deltage i denne del af det sociale liv i Danmark, så lukker regeringen døren til disse arenaer for Polle, hvis han ikke har sociale relationer, der kan skaffe ham de øl, der skal til for at være med. På den måde rammer forslaget altså ekstra hårdt, hvis man i forvejen er socialt udfordret.

Så er der det bagved, som er et endnu større problem. Det er hele den udvikling, der er i måden, hvorpå forældre, samfund og systemer forsøger at hjælpe unge mennesker med at undgå at slå sig på livet. For den bagvedliggende intention i forslaget, at unge mennesker ikke skal få problemer med alkohol, er jo sådan set god nok. Men tilgangen er forkert. 

Hvis vi ønsker, at vores børn skal vokse op og kunne håndtere de ting, de støder på i livet, og tage ansvar, så bliver vi nødt til at lade dem prøve kræfter med livet. Også selvom det, at vi lader de unge mennesker prøve selv, indebærer risikoen for at de begår fejl og må lide deraf afledte bitre eller trælse konsekvenser. Så hvis Polle skal lære at håndtere alkohol, så må vi acceptere, at han måske får kysset på den forkerte pige, eller at han kommer til at opføre sig dumt. 

Hvis disse scener først skal udspille sig, når Polles parforhold er lidt mere seriøst, eller de steder, han kommer til at drikke, er lidt mere offentlige og med nogle lidt større gutter på sidelinjen, så kommer konsekvenserne til at være så meget større for Polle. Og så har vi ikke gjort ham en tjeneste, tværtimod. 

Som sagt er det ikke kun forslaget her, der er en del af den problematiske tilgang. Det er en samfundstendens, som går på, at det er vigtigt at skærme børn og unge fra potentielle nederlag. Vi ser det i venstrefløjens angreb på enhver form for test eller vurdering af børn og unge mennesker, fordi nogen kan få et nederlag, men som dermed gør dem ude af stand til at acceptere eller forstå det, når de en dag bliver målt og vejet til en eksamen eller på en arbejdsplads. 

Vi ser det i stigende krav til sikker indretning af legepladser og daginstitutioner, fordi børn ikke må falde, få buler i hovedet eller sår på knæene, men vi ender så med miljøer, der er så lidt udfordrende, at voksne mennesker i fremtiden vil snuble over kantsten og pinde på vejen, da de ingen motorik besidder. Vi ser det med indførslen af AULA, for tænk nu hvis børnene glemte en turmadpakke eller stod uden idrætstøj, men er nu endt med en situation, hvor børnene ikke føler samme ansvar for deres skolegang og derfor ikke selv kan huske at få pakket tasken rigtigt.

Vi bliver nødt til at vende tænkningen. For modstand og udfordringer er en uomgængelig del af tilværelsen, og vi hverken kan eller skal skærme børnene og de unge fra de små potentielle nederlag, men derimod ruste dem til at håndtere livets udfordringer, så de netop ikke slår sig på nederlagene, men rejser sig og børster støvet af. Alle mennesker ved godt, at små børn falder, når de er ved at lære at gå, og alle raske mennesker ved godt at det ikke er noget problem, fordi det er så meget vigtigere at kunne gå selv end det er at undgå at falde et par gange. 

Den tilgang til vores børns udvikling skal vi holde fast i, når det gælder sundhedspolitik – og livet i øvrigt.