I evigheder var energipolitikken på tværs af nationer i hele verden præget af ønsket om at sikre udbredelse af rigelig let tilgængelig og billig energi. Det var en fordel for rig som fattig såvel som for virksomheder og industri. Det forbedrede konkurrenceevnen, det gav borgerne varme og lys, og det var et gode for de mange, ikke de få. Energipolitikken skulle understøtte stigende velstand, og det at sikre kilder til energi, hvor man kunne regne med leverandørerne, var ekstremt vigtigt.
Derfor var oliekrisen en vigtig lektie for Vesten i 70’erne. Man kunne ikke stole på OPEC’s diktaturstater, der effektivt misbrugte, at de var den primære energileverandør. Og derfor startede udviklingen af energireserverne i Nordsøen, USA’s øgning af gas og olieproduktion og udbygningen af atomkraft i Vesttyskland, Frankrig, Storbritannien, Sverige og flere andre nationer som en reaktion på den trussel mod vores forsyningssikkerhed og økonomi, som OPEC repræsenterede.
