Debat

04.04.22

Premium

Vesten lærte intet af oliekrisen

Steffen Larsen: EU kunne være uafhængig af energi fra slyngelstater, hvis politikerne havde prioriteret det. Men de glemte, at energipolitik også er sikkerhedspolitik, og stirrede sig blinde på sol og vind. Vi endte med at finansiere vores egne fjender.
Tegning: Emanuele Del Rosso
Tegning: Emanuele Del Rosso

I evigheder var energipolitikken på tværs af nationer i hele verden præget af ønsket om at sikre udbredelse af rigelig let tilgængelig og billig energi. Det var en fordel for rig som fattig såvel som for virksomheder og industri. Det forbedrede konkurrenceevnen, det gav borgerne varme og lys, og det var et gode for de mange, ikke de få. Energipolitikken skulle understøtte stigende velstand, og det at sikre kilder til energi, hvor man kunne regne med leverandørerne, var ekstremt vigtigt. 

Derfor var oliekrisen en vigtig lektie for Vesten i 70’erne. Man kunne ikke stole på OPEC’s diktaturstater, der effektivt misbrugte, at de var den primære energileverandør. Og derfor startede udviklingen af energireserverne i Nordsøen, USA’s øgning af gas og olieproduktion og udbygningen af atomkraft i Vesttyskland, Frankrig, Storbritannien, Sverige og flere andre nationer som en reaktion på den trussel mod vores forsyningssikkerhed og økonomi, som OPEC repræsenterede.

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

99

Afmeld når som helst

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Oplæste artikler: Få alt indhold læst op af redaktionen, så du kan høre det hele på vejen