Jeg synes, man skal sige tingene, som de er. Og det, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og den danske regering oplever i denne tid, er hellig krig – jihad – ført af den muslimske verden mod vores frie samfund.
At brænde koraner af på gaden er en protest fra mennesker uden magt. Det løser ingen problemer at forbyde mennesker uden magt at protestere. Tværtimod vil danske myndigheder ved et forbud lade sig misbruge som islams sværd, hvor vi ellers som frie borgere skulle være beskyttet mod islams trusler og vold.
Det er et fatalt svigt af en regering over for det folk og land, den er valgt til at beskytte.
Der er fire former for jihad. Jihad i hjertet, i munden, med hånden og med sværdet. Det er den tredje jihad – jihad bil yad – som vi møder her i kravet om at forbyde danskere at brænde deres egne bøger.
Jihad bil yad er pligten til at bruge sine penge, sin indflydelse, sin tid og energi på at bekæmpe uretfærdighed mod islam og mod muslimer. Virker det ikke, står sværdet – jihad bis saif – parat.
Det er formentlig ikke rart og kan give anledning til uro og bekymring i regeringen, når 57 lande, der tilsammen repræsenterer mere end en milliard muslimer, sætter deres religiøse kraft i aktiv opposition til et lille liberalt demokrati med knap seks millioner indbyggere, hvoraf en væsentlig andel er muslimer, der er muslimer, før de er demokrater.
Trangen til at give efter og søge beskyttelse i ydmyg underkastelse er stor, for når alt kommer til alt, er Danmark for lille et land til at vælge sin egen vej i en voldsom verden, hvor kun den stærke har ret.
Men underkastelse kommer altid med en pris. I denne sammenhæng vil vi komme til at betale med vores selvværd som nation. Vores kollektive overbevisning om, at det nationale fællesskabs værdier er stærke nok til at sikre vores overlevelse som et frit folk i et selvstændigt land, vil blive alvorligt svækket.
Svækkelsen bliver tydeligere
Sætninger, som vi er vokset op med, som ’Jyden, han er stærk og sej’, ’kæmp for alt, hvad du har kært’ og hvad der ellers er skrevet ind i den danske nationsopbygning siden 1830’erne, vil miste i værdi og i stigende grad fremstå golde og tomme for de opvoksende generationer.
Af hensyn til nogle relativt kortsigtede diplomatiske målsætninger i Udenrigsministeriet og af angst for sværdet – jihad bis saif – lader vi nedbrydningen af den nationale modstandskraft fortsætte.
Regeringens vankelmodighed i denne sag kan også ses som et udtryk for, hvor svækkede vi reelt set allerede er som nation. En svækkelse, som mange danskere allerede fornemmer, og som er understrømmen til den værdipolitiske kampplads, som udlændingepolitikken har udgjort de seneste 30-40 år.
De borgerlige partiledere i oppositionen greb allerede i går et populistisk strå at støtte sig på og meldte sig imod regeringens planlagte lovindgreb. Der hoppes dog over det laveste gærde, når der blot lidt primitivt henvises til “og hvad bliver så det næste” og “voldsmanden må ikke få veto”.
Jeg savner især fra den konservative formand Søren Pape Poulsen en dybere refleksion over, hvilke konsekvenser det vil få at give efter, og hvilken kurs han vil udstikke ved at stå fast.
Det burde han kunne levere, hvis han vil anses som en konservativ beskytter af det nationale – af fædrelandet, arven, kulturen, sproget og folket. Det er det, der adskiller en konservativ værdipolitiker fra liberale kræmmere a la Løkke, Støjberg og Ellemann-Jensen.
Det stopper ikke
Bertel Haarder sagde som integrationsminister, at han ikke ville være minister for “tørklæder og badeforhæng”. Det burde han ikke have sagt. Det var pladderliberalt vrøvlesnak.
For selv om badeforhæng nok ikke revolutionerede det danske samfund, så var både krav om tørklæder og badeforhæng eksempler på jihad. De er eksempler på den stræben, som religiøse muslimer har overalt i verden efter at kunne leve et “rent” muslimsk liv.
En minister med Bertel Haarders forankring i Grundtvig, højskole og alt, hvad der er dansk, burde have evnet at skue længere end til den næste halal-madpakke i børnehaven. Det kunne han ikke. Og det har venstrefolk i alle deres afskygninger siden heller ikke kunnet. Hverken Fogh eller Løkke og heller ikke deres skødehund i form af terrieren Støjberg forstod det.
Siden Bertel Haarders fatale 22 år gamle misfortolkning har vi oplevet, at bykvarterer er blevet islamiserede. Flere skoler er blevet islamiske, det offentlige rum er i områder af byerne restriktivt adfærdsreguleret, og politisk er særstatus og særrettigheder ved at blive normen. Jihad bil yad gør fremskridt overalt i den frie verden.
Det stoppede ikke ved badeforhænget. Naturligvis ikke. Det stopper aldrig. Islam fortsætter sin jihad bil yad og udvider islams frirum, indtil den møder tilstrækkelig modstand. Med regeringens knæfald må man bekymret spørge: Hvor skal modstanden komme fra? Det fjerner heller ikke presset fra islam mod vores samfund at brænde koraner.
Kun ved at styrke vores eget nationale og kulturelle selvværd kan vi håbe på at kunne abortere jihaden. Islams værdier er ikke vores, for islam tager vores frihed, binder vores hånd og besegler vores mund.
