Den efterfølgende hyldest til ugerningen i Københavns gader, hvor islamiske indvandrere og deres efterkommere kræver fortsat Jihad mod jøderne og råber slagordet fra den islamiske politiske og religiøse mytologi ’Khaybar, Khaybar, oh, jøder, Muhammeds hær vil vende tilbage,’ og den eksplosive stigning i trusler og chikane mod de danske jøder, som er blevet registreret i den seneste måned, gjorde dette års markering af krystalnatten i den grad vedkommende.
De venstreorienterede og NGO’erne havde aflyst deres krystalnat-arrangement. Formentlig i erkendelse af, at det for en stor del netop er deres proselytter der sammen med de islamiske indvandrere ikke kan skelne mellem en legitim kritik af Israels regering og antisemitisme, lukkede de ned.
Så det var det jødiske samfund, som stod som værter i år. Det klarede de godt. Et afdæmpet arrangement, et tavst fakkeloptog og efterfølgende jødisk musik i Rigsdagsgården, akkompagnerede de uddøende fakler. Vi sluttede af med at synge første vers af ’I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme’.
Det var smukt fra start til slut.
Et enkelt tilråb fra en herboende araber mod Lars Løkke Rasmussen kunne ikke ødelægge stemningen. Den efterfølgende diskussion i Rigsdagsgården mellem Løkke og araberne, hvor en kvindelig araber gav udtryk for, at hun da var ’mægtig glad for’, at Hamas havde angrebet og slagtet jøderne, opdagede kun de nærmeste omkring optrinnet, så det spolerede heller ikke den stemning, jeg var i, da vi trissede hjem ad.
Selvom det er vigtigt for mange af os at deltage i sådant et arrangement, og det er vigtigt for de danske jøder, at vi dukker op, så tror jeg ikke, det ændrer noget som helst.
At både folketingets formand, statsministeren og udenrigsministeren holder nogle fine taler og siger de rigtige ting, ændrer heller ikke noget.
Det fjerner ikke den anti-semitisme, som er indbygget i islamisk ortodoksi, og som kulturelt gennemsyrer islamiske samfund – både majoritetssamfundene i de muslimske lande og minoritetssamfundene i de vestlige demokratier – Sådan har det været siden Muhammeds tid og slaget om Khaybar i 628.
Så længe Danmarks indvandrede muslimske minoritet vælger at sætte den islamiske kultur og identitet over den vestlige og danske, vil de danske jøder skulle leve med trusler og chikane. Det går ikke væk af sig selv. Det går ikke væk af, at vi andre går i fakkeltog, står sammen og holder taler. Det er for naivt at tro.
Antisemitismen kan kun bekæmpes gennem en aktiv kulturkamp mod islamisk tradition, ideologi og dogmatik. En kulturkamp, hvor islam trænges tilbage i privaten med lovgivning, og hvor håndhævelsen af vores retsprincipper er konsekvent ved at retsforfølge, anklage og dømme dem, der tror, at deres tro er vigtigere end vores værdier om retsstat og ligeværd.
Religionsfrihed er et smukt princip, men ikke alle religioner er enige i det. Islam er ikke, så friheden for islam kan ikke være absolut i et demokrati. Den må tøjles, så vi andre kan være i fred for trusler og chikane.
Jeg havde taget min datter på tyve år med til arrangementet i går. Hun har taget billederne. Der var heldigvis mange andre yngre mennesker. Det giver håb om, at vi kan vinde kulturkampen.
