Debat

01.03.22

Wokeness i knæ? Jeg ser frem til amerikanernes dom over Biden

Jørgen Dalsgaard: Udbredelsen af woke teorier truer hele den europæiske tradition for oplysning og demokrati. Derfor må vi håbe, at Demokraterne modtager en syngende lussing ved midtvejsvalget – og at sandheden vinder i sidste ende.
Foto: Gage Skidmore via Flickr
Foto: Gage Skidmore via Flickr

Mens Joe Biden bøvler med at slukke den brand i Ukraine, som han sandsynligvis selv lagde grunden til med sin hovedløse flugt fra Afghanistan, er hans politiske parti ved at løbe panden imod en mur. Muren er det amerikanske midtvejsvalg den 8. november. Og dramaet drejer sig om et truende, totalt sammenbrud for den woke agenda, som Biden mere eller mindre frivilligt har gjort sig til repræsentant for – blandt andet ved på sin allerførste dag som præsident at udstede dekreter for transseksuelle atleters rettigheder samt for lovliggørelsen af kurser i kritisk raceteori for statsligt ansatte. 

Efterhånden som historierne er væltet frem om, hvordan kvindelige atleter bliver overmatchet af tidligere mænd, og forældre i hele USA er i oprør over, hvordan deres børn i skolen bliver indoktrineret med kritisk raceteori, er Joe Bidens knæfald for partiets venstrefløj for længst blevet et problem for ham. Og som politifolk i øjeblikket bliver skudt og begravet i rekordfart, mens kriminaliteten i USA's storbyer er på vej tilbage til 70’er-niveauer, kører det heller ikke rigtig for Black Lives Matter og deres ”defund the police”-mantra. Alle fornemmer, at Demokraterne er ved at tabe en slags kulturkrig, og at en ”rød” (republikansk) bølge kan være på vej ved midtvejsvalget.

Fornuftige mennesker forudså umiddelbart konsekvenserne af ”defund the police”-ideen, og det bør retfærdigvis bemærkes, at Joe Biden under tumulten i sommeren 2020 forsøgte at holde afstand til den. Men efterhånden som demokratiske borgmestre alligevel iværksatte besparelser på politibudgetterne, og partiets politikere i almindelighed tog del i Black Lives Matters bagvaskelse af politifolk, begyndte drabsraterne ganske følgerigtigt at stige. Det kunne det demokratiske partis håndlangere på CNN i første omgang bare sidde og fnise over (Lemon og Cuomo, 8/7 2020). Men efterhånden som ligene kom på bordet – i parentes bemærket disproportionalt mange sorte ofre såvel som gerningsmænd – blev Det Hvide Hus’ talskvinde nødt til at adressere problemet. 

Dette gjorde Jen Psaki først ved at henvise til skydevåben og covid-19 som årsagerne (2/12 2021). Men senere indrømmede hun, at det måske også kunne have noget at gøre med politiets ressourcer (24/1 2022), og på det lokale plan er maskerne faldet fuldstændig. Den ene demokratiske borgmester efter den anden bebuder nu en styrkelse af politiindsatsen i deres kriminalitetsplagede storbyer (New York, Oakland, Portland, Seattle, San Francisco). Og da skuespilleren Susan Sarandon for nylig udsendte en hånlig tweet om begravelsesceremonien for en dræbt politibetjent i New York, rejste der sig en shitstorm så voldsom, at hun omgående måtte trække i land. Hollywood-millionøser, der sidder og peger fingre ad hverdagens lavtlønnede helte, virker tilsyneladende ikke længere helt så trendy som i 2020.

Mindst lige så dystert tegner fremtidsudsigterne sig for Demokraternes alliance med de modediller fra universitetsverdenen, der er forbundet med ”kritisk raceteori”. På det institutionelle plan har disse tankebaner ensrettet det meste af USA’s undervisningssektor, hvilket blandt andet er blevet understøttet af en omsiggribende bureaukratiseringsproces. Siden Obama-æraen har man således ansat tonsvis af diversitetskonsulenter og inklusionsspecialister til overvågning af de omgangsformer, der relaterer sig til race- og kønsspørgsmål – ”diversokrater”, som den knivskarpe Heather Mac Donald har kaldt dem.

Hvordan det heraf resulterende sammenkog af pseudovidenskab, institutionel magt og pubertært hysteri kan pervertere en social sammenhæng, fik man et illustrativt forvarsel om på Evergreen State College i 2017. På denne i forvejen venstreorienterede læreanstalt skete der dengang det, at en raceaktivistisk rektor i alliance med de fastansatte ”diversokrater” samt fanatiske (og i mange tilfælde åbenlyst personlighedsforstyrrede) studerende fik presset en slags kulturrevolution igennem. Biologilæreren Bret Weinstein, der som en af de eneste havde turdet tale ledelsen imod, måtte nærmest se sig jaget væk fra Evergreen og er siden blevet kendt som youtuber. Det samme er den daværende elev Benjamin Boyce, hvis enorme videodokumentation af hændelsesforløbet skal være varmt anbefalet. 

Drabet på George Floyd i maj 2020 syntes at udløse en slags Evergreen på stort lærred. Pludselig kunne hele verden mærke suset af ensretningen og et spirende ideologisk vanvid. Som for eksempel da det afroamerikanske museum i Washington kom til at offentliggøre en pjece, der forbandt ”hvidhed” med sådan noget som at komme til tiden og tænke rationelt (!). Eller da Coca-Cola sendte sine hvide medarbejdere på et inklusionskursus, for at de kunne lære at ”be less white” (!). Lignende tankebaner har i det offentlige skolesystem ført til, at hvide børn dæmoniseres, mens sorte børn påduttes ressentiment og offermentalitet. Ideologien har sat børn op imod hinanden, ødelagt venskaber på tværs af raceskellet og i nogle tilfælde ført til direkte fysisk opdeling af hvide og sorte – præcis som i de gode gamle dage. 

Dette er der flere og flere forældre, der ikke vil finde sig i. Forældreprotesterne imod de lokale skolebestyrelser har nået et omfang og en intensitet, der har fået Bidens justitsminister til at imødegå en påstået risiko for vold. Men hverken trusler om FBI eller den tidligere præsident Obamas forsøg på at bagatellisere problematikken har kunnet dæmpe gemytterne. Ved efterårets guvernørvalg i Virginia førte konflikten imellem skolebestyrelser og forældre til et sensationelt nederlag for Demokraterne. Seneste nyt er, at forældre i det ellers stærkt venstreorienterede San Francisco ved et skolebestyrelsesvalg har stemt deres woke repræsentanter ud med knusende majoriteter – at omdøbe skoler i politisk korrekt retning er åbenbart heller ikke så hipt, som det har været.

Jeg håber inderligt, at Demokraterne modtager en syngende lussing ved midtvejsvalget. Og det gør jeg, på trods af at jeg hverken er tryg ved Republikanernes abort-, miljø- eller socialpolitik. Men sagen er, at udbredelsen af woke teorier i mine øjne udgør en trussel imod hele den europæiske tradition for oplysning og demokrati. Woke-religionen er med sine færdigstøbte forståelsesrammer, sin flokmentalitet og sit gruppepres, sin selvcensur og sin formidable evne til at fordumme og ensrette enhver institution, den kommer i nærheden af, et fuldtonet intellektuelt mareridt. Og det er lige så bydende nødvendigt, at de intellektuelle vågner af deres nuværende beherskelsesdrømme, som det i sin tid var, at de vågnede op af kommunismens vildelse.

Jeg deler den grundopfattelse med islamkritikeren Robert Spencer, at sandheden nok skal vinde i sidste ende – også selvom ”løgnen kan nå halvvejs rundt om jorden, før sandheden får snøret sine sko”. Men i tvivl kan man jo altid komme, og jeg må indrømme, at jeg gruer, når jeg betragter de seneste 5-6 års udvikling inden for informationsstyring og censur. Jeg spørger mig, om der måske alligevel skulle findes en grænse, et kritisk omslagspunkt, hvor man i sin lomme bærer så mange mainstream-journalister og internetcensorer, så mange behagesyge kunstnere og universitære eftersnakkere, så mange institutionspampere og influencere, at det kan være fløjtende ligegyldigt, hvad man beslutter sig for at sætte som ”sandt”: Magt bliver ret. 

Så jeg leder efter tegn i sol og måde på, om det skal være min tro eller min tvivl, der løber af med sejren. Det er i det lys, jeg nu ser frem til amerikanernes dom over Joe Biden.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter