Frankrig har ikke sagt sit sidste ord, lyder titlen på den franske præsidentkandidat Éric Zemmours seneste bog: La France n’a pas dit son premier mot. Personifikationen af landet Frankrig, eller besjæling om man vil, rammer lige ind i hans nationalkonservative grundholdning. Samtidig dannes der gennem dagbogsnotater et billede af forfatterens og journalistens analyse af Frankrigs tilstand - og hans perspektiv på nationens sygdom og den nødvendige kur for at helbrede ”patienten”.
Zemmour blev skandaleberømt i 2014 med Le suicide francais, et digert værk om Frankrigs fald fra de højeste civilisatoriske tinder. Hans historiske tråde går længere tilbage end til den oplysningstid som mange franskmænd ellers betragter som det vigtigste franske bidrag til verdenshistorien og modernitetens fortræffeligheder. La France n’a pas dit son dernier mot udkom i efteråret 2021 og ligner en velkalkuleret optakt til hans annoncering af sit kandidatur til præsidentvalget i april. I december lancerede han sit nye parti, Reconquête (Generobring). Dermed er han en farlig rival til Marine Le Pen fra Rassemblement National (tidligere Front National). Men det tyder på at han også vil kunne høste stemmer fra de vælgere som traditionelt stemmer på mere moderate kandidater.
Ifølge Zemmour er Frankrig en levende og besjælet organisme, og den er under dobbelt angreb. På den ene side står den europæiske individualisme med dens rødder i italiensk renæssance og tysk lutheranisme, på den anden side står den islamiske civilisation. Ubegrænset frihed står over for absolut underkastelse. I dag udgøres de frigjorte af den globalistiske, woke elite, de autoritære af den internationale islamisme med dens diasporaer i Frankrig. De to grupper står faktisk i direkte ledtog med hinanden for at slå det gamle Frankrig ihjel. 1968 er forfaldsåret, men den belæste politolog rækker helt tilbage til den franske revolution i 1789 og skæbneåret 1793, hvor de fanatiske jakobinere tog magten med deres rædselsregimente. Lige siden har Frankrig været plaget af idealister der var blinde for virkeligheden og almindelige menneskers problemer. Så er vejen banet for en kynisk alliance der kun vil magten.
Zemmour bruger i bogen, og i sine taler, helt eksplicit den kontroversielle teori om et igangværende komplot der skal udskifte den oprindelige europæiske befolkning med en ikke-europæisk. Den er udviklet af politologen Renaud Camus og især kolporteret af den identitetspolitiske højrebevægelse Génération Identitaire, som også har tilhængere i Danmark og adskillige andre lande. Ligesom GI mener Zemmour at det er umuligt at blande kulturer der er fundamentalt forskellige. Begrebet integration er og bliver en stor misforståelse, en selvmodsigelse, men for nogle er assimilation en mulighed. Er man muslim, kan assimilation slet ikke lade sig gøre, punktum. Det er som at blande olie og eddike, det vil altid skille. Han er selv et eksempel på vellykket assimilation, da han er barn af fattige algiersk-jødiske indvandrere og opvokset i etnisk blandede kvarterer i udkanten af Paris. I interviews har han fortalt om en lykkelig barndom hvor børnene legede sammen på gaden, uden at kere sig om hinandens religion og baggrund. Som voksen ser han segregerede kvarterer hvor kriminelle og imamer har taget magten, så langt øjet rækker.
Zemmour adresserer en problemstilling der har været kendt i Frankrig i mange år, de såkaldte ”tabte territorier”, men han generaliserer og maler med den brede pensel. Desuden glemmer han at Frankrig har været et indvandrerland i over hundrede år, langt hen ad vejen en succeshistorie, trods de åbenlyse problemer i mange fattige forstæder. Mange med afrikansk eller mellemøstlig baggrund er rent faktisk blevet integreret, ligesom talrige fra andre verdensdele gennem historien. Frankrig er etnisk set et meget sammensat land. Den store fare ligger snarere i en farlig cocktail af fattigdom og islamiske værdier på den ene side og den fremstormende, internationale islamistiske vækkelse på den anden. Terrortruslen består. Efter henrettelsen af skolelæreren Samuel Paty i oktober 2020 kaldte Emmanuel Macron til kamp mod den såkaldte islamo-gauchisme, en uhellig alliance af islamister og venstreorienterede meningsdannere og forskere, der ser brune ofre for racisme overalt. Er det for lidt og for sent? Det vil tiden vise.
For Zemmour har eliten for længst forrådt arbejderklassen og i stedet kastet sin kærlighed på den ædle fremmede, i skikkelse af fremmedarbejderen, flygtningen og migranten. Den analyse er også set i andre lande, heriblandt Danmark, men Zemmour kører den helt ud over kanten på grund af sine konspirationsteoretiske briller. Teorien om den store udskiftning gennemsyrer hele bogen når han dissekerer små og store begivenheder i bogens dagbogsnotater fra de seneste 15 år. Le suicide francais og andre bøger har gjort ham berømt, og han er selv blevet en aktør i den franske offentlighed, som journalist og polemiker. Mange af hans kritiske iagttagelser ligner dem som Alain Finkielkraut gør sig i sin seneste bog, L’Aprés littérature. Men hvor sidstnævnte analyserer ud fra en moderne, humanistisk tradition med mange litterære og filosofiske referencer, er Zemmour bagudskuende. Hans referencer er hentet i Frankrigs glorværdige fortid og et traditionelt Frankrig hvor hierarkier og kønsroller var fast defineret. Både Napoleon Bonaparte og Charles de Gaulle bliver flittigt nævnt, men også Jean Jaurès. Kendetegnet for de forgangne tiders store ledere er at de har sagt fra over for Europas andre store magter, især Tyskland. Desuden er Zemmour kritisk over for øget samarbejde med USA, hvilket de Gaulle jo også forsøgte at undgå med iværksættelsen af en selvstændig militær slagstyrke. I nyere tid har de fleste franske toppolitikere ligget på maven for USA, både kulturelt, politisk og militært. I mange af dagbogsnotaterne fortæller han om møder med forskellige politikere, venner og fjender. Især den daværende præsident Nicolas Sarkozy får tørt på.
Ud over en fascineret følgagtighed over for USA markerer han et kæmpe knæfald for Tysklands stigende magt og Angela Merkels linje og rolle som uofficiel EU-leder. Flere andre toppolitikere får med grovfilen, således også præsident Macron, der med sin baggrund i finansverdenen hævdes at være helt og aldeles i lommen på de neoliberale globalister, selvfølgelig. Til gengæld fortæller han kærligt om gamle venner, også dem der blev på den venstrefløj som han selv tilhørte i sin ungdom. Indsættelsen af præsident Obama bliver ifølge Zemmour kulminationen på USA-fascinationen i Frankrig, ligesom John. F. Kennedy og hans stilige kone i sin tid. Alle var fokuserede på Obamas hudfarve, hans ”lækkerhed” og distingverede udstråling, og sorthed blev pludselig et tema, en påmindelse om den amerikansk importerede politiske korrekthed og den identitetspolitiske bølge i dens kølvand.
Antiracisme er siden blevet et stort tema i Frankrig, men hvor for eksempel journalisten og forfatteren Caroline Fourest ser et uheldigt sammenfald mellem legitime dagsordner for respekt og ligestilling som identitetspolitikere har kapret fra især arbejder- og kvindegrupper på den ene side, og islamisters udnyttelse af diskursen til at fremme deres egen antidemokratiske dagsorden på den anden, ser Zemmour kun sammensværgelser så langt øjet rækker. Feminister, antiracister, islamister, LGBT, globalister, same same … De liberale og venstresnoede inden for politik, videnskab, kultur, medier og erhvervsliv har rottet sig sammen med de fremmede med en anden hudfarve, med det formål at ødelægge den hvide mands møjsommeligt opbyggede civilisation. Zemmour skriver blandt meget andet også om forskellige debatskabende franske spillefilm i forhold til Frankrigs massive problemer med dårlig integration, kriminalitet og parallelsamfund.
Hvor kulturoffentligheden helst vil se anklager mod den hvide mand for racisme og et forsvar for indvandrerne og deres kultur i filmene, peger Zemmour bestandig på filmenes afspejling af hans tese om den store befolkningsudskiftning. Da han på et tidspunkt nævner den internationale succes, feel good filmen De urørlige, om en hvid lammet mand der får en sort hjælper og langsomt får livsmodet tilbage, bliver fortolkningen for alvor søgt: ”Det rige men fysisk og moralsk lammede Europa finder sin frelse hvis det overgiver sig til Afrikas hænder”! Det underliggende politisk korrekte budskab er altså at den dekadente europæiske race bliver regenereret af den dynamiske afrikanske race!
Zemmour bliver i 2011 retsforfulgt og dømt for racisme i forbindelse med generaliserende udtalelser som tv-journalist, en af mange sager. I bogen iscenesætter han sig selv som et offer, hvor et sammenrend af hævnlystne kvindelige dommere og anklagere har aftalt hans skyld på forhånd (han hader feminister!), i ledtog med antiracistiske organisationer. Han mener at racismeparagraffen bliver fortolket alt for bredt. Desuden er han blevet ubelejlig for tv-stationen, men han fortsætter sin karriere som journalist og polemiker i andre medier. Hans bøger sælger godt, og på et tidspunkt er der nogen fra højrefløjen der opfordrer ham til at gå ind i politik. Til hans vælgermøder op til det snarlige præsidentvalg er der ofte tumult og håndgemæng.
Zemmours analyser og verdenssyn er som et negativ af identitetspolitikken og islamo-gauchismen. Den hvide mands bagudskuende analyse af tingenes tilstand. De to verdensbilleder er inkompatible og opererer hver især med undertrykte og undertrykkere, med ofre og bødler, med venner og fjender. Væk er nuancer og moderation, og væk er forsøget på at forstå sine politiske modstandere.
Efter endt læsning af bogen er jeg alligevel positivt overrasket over Zemmours belæsthed og analytiske skarphed i hans anekdotiske beskrivelser af møder og kontroverser gennem årene, af magtbegær, hykleri og fortrængning bag kulisserne, for han har jo fat i noget. Der er meget at være bekymret over i Frankrig. Desuden er hans historiske, litterære og filosofiske referencer interessante og giver et værdifuldt indblik i den samlede ideologi. Han mytologiserer Frankrig, og da han forfærdet ser Notre Dame stå i brand i 2019, giver det anledning til en højstemt, nærmest lyrisk hyldest til det land der for ham inkarnerer skønheden og det kvindelige, med tråde tilbage til katolicismens dyrkelse af Jomfru Maria og Middelalderens anerkendelse af kvindens status. Det hedder jo også ”La France…” i femininum. Skrevet af en mand der raser mod feminister i alle afskygninger.
Selvom man ikke køber den nationalkonservative ideologi, taler demografien i Frankrig sit tydelige sprog, sammenholdt med den stadig fremherskende politiske korrekthed der kun kan se racisme hos hvide mennesker. Jeg bliver forstemt over at han indforskriver sit intellekt og sin blandede erfaringsbaggrund til en højreradikal konspirationsteori, der jo i sig selv vil kortslutte enhver debat og forhåbning om politiske kompromiser om holdbare løsninger i et demokratisk system. I Zemmours optik er der kun deportationer – og i sidste instans borgerkrig – tilbage. Zemmour fremstår som et symptom på et splittet land i dyb krise.
Med hensyn til Vladimir Putin har Zemmour engang udtalt at Frankrig har brug for en leder af Putins kaliber. Han har hentet ideologisk inspiration hos Putin, idet han betragter ham som en patriot og imperiebygger og garant for de gamle værdier som er ved at smuldre i Frankrig. I 2014 udtalte han at Ukraine ikke eksisterede som et selvstændigt land. Efter invasionen af Ukraine har han haft travlt med at fordømme krigen, selvfølgelig for at tækkes vælgerne op til præsidentvalget i april. At det ikke stikker så dybt med hans fordømmelse, ses da også af at han forleden i en reportage på tv-stationen France 24 udtalte at konflikten mellem de to parter var en konflikt mellem to ”brødre” inden for den samme civilisation. Den burde altså kunne løses, og han virkede ikke mere alarmeret end som så, fordi det virkelige sammenstød mellem civilisationer stadig havde at gøre med ”problemerne i Syd” …
