Jeg husker, da jeg begyndte min universitetskarriere. Jeg så op til de ansatte, som var de halvguder. Også selvom mange af dem slet ikke regnede mig – en undervisningsassistent – for noget som helst. Deres undervisningsmateriale måtte jeg ikke låne, når jeg underviste i deres fag. De ænsede mig nærmest ikke. Særligt beundrede jeg dem, der havde en ph.d.-grad. De tilhørte en helt anden og bedre verden. Og professorer! De syntes mig dengang at være de rene overmennesker.
Knap 30 år efter tænker jeg tilbage på min universitetskarriere, der faktisk endte med – at jeg blev professor. Efter en meget usikker karriere, hvor jeg først efter mange genvordigheder fik tildelt ph.d.-graden og efterfølgende var løst ansat i mange år. Jeg blev professor mso (med særligt område) i 2010 og fuld professor i 2014. Formelt set en vellykket karriere, som jeg er taknemmelig for.
