Jeg husker, da jeg begyndte min universitetskarriere. Jeg så op til de ansatte, som var de halvguder. Også selvom mange af dem slet ikke regnede mig – en undervisningsassistent – for noget som helst. Deres undervisningsmateriale måtte jeg ikke låne, når jeg underviste i deres fag. De ænsede mig nærmest ikke. Særligt beundrede jeg dem, der havde en ph.d.-grad. De tilhørte en helt anden og bedre verden. Og professorer! De syntes mig dengang at være de rene overmennesker.

Knap 30 år efter tænker jeg tilbage på min universitetskarriere, der faktisk endte med – at jeg blev professor. Efter en meget usikker karriere, hvor jeg først efter mange genvordigheder fik tildelt ph.d.-graden og efterfølgende var løst ansat i mange år. Jeg blev professor mso (med særligt område) i 2010 og fuld professor i 2014. Formelt set en vellykket karriere, som jeg er taknemmelig for. 

Glæden ved at forske
Jeg kunne fremhæve mange positive ting ved universitetslivet. Glæden ved at undervise og vejlede unge, ægte altruistiske, virkelystne mennesker. Glæden ved samværet med nogle få gode kolleger, man kan stole på. Glæden ved at forske. Selv at indsamle sine data og bidrage med noget nyt til forskningsverdenen derude og herhjemme.

Universitas på latin betyder ”det hele”, altså et internationalt miljø, ikke det kvælende snævert nationale. Nogle gange har jeg endog følt, jeg kunne bidrage til den hjemlige samfundsdebat – især ved at udgive aviskronikker. Jeg har altid haft – og har stadig – en kæmpestor respekt for dygtige, hårdtarbejdende forskere, der beskæftiger sig med vigtige emner. Og dem er der heldigvis mange af.

Med dette sagt vil jeg i det følgende – i god sociologisk-antropologisk tradition – sætte fokus på alt det problematiske. Konfliktstoffet. Alle de dirty tricks, jeg har oplevet i universitetslivet gennem årene. Jeg vil alene tale om forskerlivet, ikke undervisningen.

Min metode består i at bruge mig selv som informant, hvilket kan være en legitim metode inden for antropologien, når andre metoder ikke står til rådighed (se fx Cato Wadel). Dog har jeg diskuteret flere af hovedresultaterne med gode kolleger, hvilket alt andet lige har øget deres validitet.

Jeg har udvalgt tre hovedplager: Dårlig ledelse, egennyttige kolleger og en på mange måder syg publiceringsøkonomi.

Plage # 1: Dårlig ledelse
Det er min smertelige erfaring, at de mange, overflødige møder udspringer af svag ledelse. Jeg har i universitetsverdenen både oplevet aktive, kontante ledere; og svage, konstant smilende laissez-faire-ledere af højhellig selvgodhedstypen. Karakteristisk for dem alle er, at de godt vil have ledertitel og -løn, men de vil helst undgå at lede. 

Langt de fleste ledelsesopgaver (herunder ansættelse, kontraktforlængelse, udvikling af strategier, MUS-samtaler, arbejdsmiljø, løsning af personalekonflikter mv.) bliver derfor typisk uddelegeret til ansatte, der ikke kan sige nej til dem – fx folk, der er sårbare, fordi de ikke har en ph.d.-grad eller vil gøre alt for at få en forfremmelse.

Hvad angår den ikke-verbale del, kræves der ansigtsarbejde af høj kvalitet – typisk i en Mr. Nice Guy rolle – på gangene og til møderne. Alt efter omstændighederne indebærer det bl.a. at være livlig og meget smilende, se velvillig, forstående, klog og positiv ud, lytte seriøst, nikke bifaldende osv. Det indebærer også dygtigt beklædningsarbejde, herunder at være politisk korrekt påklædt i tråd med organisationskulturen mhp. at øge den personlige troværdighed; samt kropsarbejde, typisk at udstråle afslappethed, selvsikkerhed, forståelse, beskedenhed, positiv indstilling, skarpsindighed og tolerance.

Logikken på både institut- og dekanatniveau synes nærmest at være at bruge så lidt tid som overhovedet muligt på at sætte sig ind i uddannelser, forskningsområder, personaleforhold, kende de enkelte forskeres styrker og svagheder mv.

Men hvad laver lederne så? Det korte svar er: De går til møder. Ikke alle naturligvis (jeg har oplevet en enkelt leder, der også interesserede sig for forskning). Men generelt er deres job at gå til møder. Ja, og så at pep-talke naturligvis.

Plage # 2: Egennyttige kolleger
Hvad angår egennyttige kolleger, er det vigtigt indledningsvist at slå fast: Det er en meget konkurrencepræget branche. Publish or Perish, som det hedder. Enten forsker du og udgiver artikler i gode tidsskrifter eller bøger på gode forlag. Eller også er du færdig i branchen. Indtil du bliver fastansat lektor, må du derfor arbejde hårdt for at få mulighed for at søge en fast stilling. Derfor er det forståeligt, at folk let kan få spidse albuer og gå med knive i ærmerne.

De egennyttige og kyniske har en fordel her. De har nemlig ikke nogen samvittighedsomkostninger i forbindelse med at benytte beskidte tricks, som de er eksperter i at camouflere. Rationalet er her: At få så høj en gevinst som muligt for så lille en indsats som muligt. 

Jeg havde en naiv forestilling om, at det er kampen for sandhed og ønsket om at forbedre sit samfund, der spillede den største rolle for universitetsfolket – i hvert fald inden for samfundsvidenskab, hvor jeg har arbejdet (mere præcist: sociologi). Sådan er det da også inden for få kredse. Men jeg har oplevet, at det generelt er selvrepræsentationsarbejde og karrierer, der står i forgrunden. 

Jeg vil dog ikke turde påstå, at alt (altid) er kynisk kalkuleret på forhånd. Nogle er utvivlsomt hårdkogte simulanter. Andre er langt mindre egennyttige og egocentrerede, men har blot fundet ud af – bevidst eller ubevidst – at nogle strategier er mere karrierebefordrende end andre. Det er de kommet frem til gennem egen erfaring samt ved i en årrække at have iagttaget succesfulde kolleger og vejledere, hvis adfærd de imiterer.

Ikke-verbal selvpræsentation
At præsentere sig selv i et godt lys over for kolleger og ledere rummer både en ikke-verbal og en verbal del.

Hvad angår den ikke-verbale del, kræves der ansigtsarbejde af høj kvalitet – typisk i en Mr. Nice Guy-rolle – på gangene og til møderne. Alt efter omstændighederne indebærer det bl.a. at være livlig og meget smilende, se velvillig, forstående, klog og positiv ud, lytte seriøst, nikke bifaldende osv. Det indebærer også dygtigt beklædningsarbejde, herunder at være politisk korrekt påklædt i tråd med organisationskulturen mhp. at øge den personlige troværdighed; samt kropsarbejde, typisk at udstråle afslappethed, selvsikkerhed, forståelse, beskedenhed, positiv indstilling, skarpsindighed og tolerance.

Verbal selvpræsentation
Hvad angår den verbale del, ordarbejdet, har jeg bl.a. observeret: Ærbødighedsarbejde; bissearbejde; selvpromoveringsarbejde, herunder tilsløringsarbejde; omdømmearbejde; travlhedspraleri; samt mere avancerede teknikker som sort snak, tågesnak og scener.

Ærbødighedsarbejde består i at takke og (skam)rose centrale personer, samt – ofte også – gavmildt tilbyde disse folk at gøre dem tjenester. Dette sker alene for at skabe sig "kredit" hos disse mennesker formedelst en meget lille tidsinvestering. Dette forklarer også, hvorfor mange – her ikke mindst ledere – takker og skamroser endog lavere rangerende personer, ja, nærmest alt og alle.

Generelt bliver der overtakket, overlovet og underleveret i en fake-crazy positiv atmosfære. Det er ofte et rent signalspil. Man kunne sammenfatte det som skamrosningens kunst.

Symbolske bidrag
Alliancer skal skabes med mindst mulige omkostninger. Med så minimal en indsats som overhovedet muligt. Og med så maksimal en gevinst som muligt. Og så pynter man i samme ombæring på sit skønne selvbillede, indadtil såvel som udadtil. En Mr. Nice Guy-selvfølelse indadtil. Et Mr. Nice Guy-omdømme udadtil. En dobbeltgevinst – udover lønindtægter. 

I det hele taget er symbolske gaver og symbolske bidrag udbredte i universitetsverdenen.

Et godt eksempel er forskningsprojekter, hvor en forsker simulerer at ville bidrage med en hel masse. Men når vedkommende så har fået så og så mange måneders arbejdstid i projektet, defekter han eller hun og i stedet må de øvrige projektdeltagere klare alle opgaverne. Især de unge, løstansatte og evt. idealistiske forskere i gruppen risikerer at blive trækdyrene. En vigtig tommelfingerregel er i det hele taget: Hæderlighed og uegennytte koster dig noget i universitetsverdenen.

Professionel camouflage
Den øvede easy-rider, der professionelt skulker (fx i et forskningsprojekt), camouflerer typisk dette ved at simulere at bidrage. Det sker ved løbende at yde symbolske bidrag – fx i form nogle stikord, eller brokker, til en litteraturgennemgang; sende lange, mere eller mindre indholdsløse mails til projektgruppen; gøre de andre projektdeltagere diverse (overflødige) "tjenester", som de ikke har bedt om, osv.

En sådan strategi virker naturligvis bedst i kombination med de øvrige performance elementer (tilsløringsarbejde, dygtigt ansigtsarbejde, Mr. Nice Guy-strategier osv.) Og igen: Kun fantasien sætter grænser for, hvad skulkeren kan finde frem fra værktøjskassen.

Bissearbejde indbefatter dog meget mere, fx – som det gængse udtryk er – ”at trykke en underordnet kollega på maven” for at få vedkommende til at arbejde for sig. Som oftest foregår denne type arbejde meget skjult. Det er en hverdagens "skygge-skyggeøkonomi" så at sige. Som sådan vil bissearbejde aldrig finde sted offentligt, fx til et møde, men typisk på tomandshånd. En undtagelse er dog kollektivt bissearbejde.

Det sker, når kolleger rotter sig sammen om en kollega, der truer dem (fagligt, karrieremæssigt mv.), fx i sagen mod lektor ved Københavns Professionshøjskole, Sofie Danneskiold-Samsøe, der kom for skade at udtrykke skepsis over for islamisk æreskultur. 

Tilsløringsarbejde: Fortielser og røgslør
Verbalt selvpromoveringsarbejde vil nødvendigvis rumme tilsløringsarbejde, dvs. at manipulere med sandheden til egen fordel ved enten at kaste røgslør og/eller fortie vigtige ting. Det, man siger, har altså en tydelig bias, forstået som en skævvridning af sandheden. 

Et eksempel, jeg umiddelbart kommer i tanker om, er en forsker, der ikke formår at publicere i anonymt fagfællebedømte, internationale tidsskrifter og derfor nedtaler disse tidsskrifter på diverse møder. Denne forsker allierer sig så med yngre forskere (ph.d.-studerende og forskningsassistenter), hvilket muliggør udgivelsen af flere artikler. Herefter fremhæver forskeren sine mange publikationer i gode tidsskrifter på møde efter møde; og omtaler nu pludselig anonymt fagfællebedømte, internationale tidsskrifter i særdeles positive vendinger. Folk, der ikke publicerer i sådanne toptidsskrifter er ”nulforskere”, hedder det nu. Desuden udelader forskeren i denne sammenhæng vigtige oplysninger, fx at vedkommende stort set ikke har bidraget til disse artikler med andet end et par kommaer.

Det kræver både dygtighed og arbejde at lægge de rigtige ’røgslør’ ud – samt lade visse ting forblive usagte – for max at kunne promovere sig selv, og profitere, jf. easy-rider-reglen om at bidrage minimalt for at opnå en maksimal gevinst. Som regel er det for risikabelt at fremture med deciderede løgne. Derfor bliver der sagt ting, der ikke er helt korrekte, men i de fleste tilfælde heller ikke helt usande.

Omdømmearbejde og fleksibel humanisme
Omdømmearbejde foregår ved, at du udbreder et narrativ om dig selv som venlig, hæderlig, hårdtarbejdende, selvopofrende og uegennyttig, dvs. et godt menneske, der ikke er "farlig" for nogen. Her har jeg erfaret, at hvis du (som jeg) er et borgerligt orienteret menneske, skal du tie hermed. Og du skal under ingen omstændigheder fremture med dine politiske synspunkter, om de er nok så velargumenterede. For så bliver der ubehagelig tavshed.

Bare frygten for at få et rygte som nationalist, racist, neoliberalist, reaktionær mv. skal nok få dig til at stikke piben ind. Du ved af erfaring, at der kan komme konsekvenser på et tidspunkt. På universitet – i særdeleshed inden for samfundsvidenskab – hersker der nemlig en blød, venstreorienteret ligheds- og konsensusideologi, hvor hverken klassekamp eller clash of civilizations eksisterer.

Jeg kalder den for fleksibel humanisme, fordi den består i, at folk iklæder sig en ideologisk godhedsdragt, der kan ændres nærmest fra dag til dag. Jeg generaliserer igen, men som jeg har oplevet det: Kun ganske få har et urokkeligt, moralsk kompas, som de er rede til at argumentere for og forsvare offentligt. Sandheden kan bøjes i dén retning. Eller i dén retning.

Universitære flokdyr
Sandheden er en menneskelig konstruktion. Et retorisk anliggende så at sige. Noget, vi bliver enige om, indtil vi bliver enige om noget andet. Derfor afholder mange forskere sig også fra at blande sig i samfundsdebatten – af frygt for at røbe sig. Det gælder i særdeleshed borgerligt orienterede forskere, som frygter at få ondt menneske stemplet og den sociale fordømmelse og isolation, der heraf følger. Som jeg har oplevet det, er der på universitetet en uskreven regel om, at de ansatte opfører sig som flokdyr. Individer, der skiller sig ud fra mængden, er suspekte.

I tråd med fleksibel humanisme ideologien er der en overrepræsentation af "gode", højhellige og meget meningsfleksible folk på universitetet. Det er typisk mennesker med sympatiske, venstresnoede sympatier, som har en stor trang til at performe foran publikummer, der forventes at hylde dem (eller i det mindste anerkende dem). Ja, de insisterer endog på at optræde (politisk korrekt, naturligvis) i alle de arenaer, der er til rådighed, hvilket er meget tids- og energikrævende for deres publikummer, der skal lægge ansigterne i rette folder og sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter.

Særlige emner hævet over diskussion
Emnerne har typisk noget at gøre med ulighed (som er forkert) og lighed (som skal opnås for enhver pris) – alle sammen lutter gode sager i de flestes øjne. (Og noget, der ivrigt ydes forskningsbevillinger til at undersøge). Gennem sådanne performances er de højhellige i stand til bestandigt at score godhedspoints: Deres skønne selvbilleder bekræftes til stadighed af kolleger, studerende og andre. Det giver dem tydeligvis et ekstra dopamin-kick, dvs. en ekstra, psykisk belønning, ud over karrierebefordrende profitter.

Et stigende problem for højhellige universitetsfolk er dog, at de sikre "gode sager", de vælger at kæmpe for (sårbare gruppers rettigheder, miljø, fred, kønslighed og andre ligheder) i stigende grad bliver udfordret. De har klart fået sværere ved at score billige godheds-points, fordi det i stigende grad pålægger andre folk omkostninger – og disse folk erkender dette og reagerer på det.

Et godt eksempel er Israel-Palæstina konflikten, hvor fx Mosab Hassan Yousef – en af de største kritikere af den Hamas-bevægelse, han selv er født ind i – kalder pro-palæstinensiske ansatte på vestlige universiteter for kriminelle, der skal stilles til ansvar for deres løgne.

Travlhedspraleri
Meget udbredt inden for omdømmearbejde er travlhedspraleri (busy-bragging), hvor du over for alt og alle overdriver dine arbejdsopgavers antal og den tid, du bruger på disse opgaver. Formålet er at booste dit omdømme og herigennem opnå forskellige profitter.

Jeg husker i den forbindelse tydeligt den første gang, jeg befandt mig på et universitet som universitetsansat, en formiddag kort efter nytår. Jeg var lige kommet ind ad hoveddøren. Og straks undrede det mig, at så mange af de ansatte stod og snakkede henne ved kaffemaskinen. Hvad talte de om? Indviklede, ophøjede emner? Forskning? Interviewpersoner? Spørgeskemaundersøgelser? Deres yndlingsmetoder? Fantastiske begreber?

Nej, de travlhedspralede såmænd. Den ene havde mere travlt end den anden. De vedblev at fortælle alle, der gad høre på dem, om, hvor travlt de havde med dit og dat. Dengang forstod jeg ikke, der var tale om en højt udviklet hverdagsøkonomi blandt universitetsansatte.

Sortsnakkerne
Endelig bør jeg for en god ordens skyld nævne nogle af de mere avancerede strategier inden for ordarbejde, nemlig sort snak, tågesnak og scener.

Med sort snak mener jeg at tale utydeligt, mumlende og nærmest usammenhængende, men på en måde, så selv de største banaliteter lyder klogt. Ofte er der dog ikke hoved eller hale i det, der bliver sagt, og skrev man det ud på et stykke papir, ville ingen forstå, hvad det drejede sig om.

Sort snak er desuden karakteriseret ved at rumme mange selvmodsigelser; øh’er og rømmen; pauser; pointer, der aldrig kommer eller er uendeligt banale, når det kommer til stykket; rodet, "søgende" struktur; uforståelige eller udeladte ord. Jeg har lagt mærke til, at dette ofte ledsages af et undskyldende smil og mange forbehold med simuleret beskedenhed til at tage brodden af eventuel kritik. Også dette vidner om, at den vigtigste regel for "legitim" sort snak er, at det, der siges, ikke kan fornærme nogen. Ikke kan true nogen.

Eksempler er "klogesnak" til møder eller i en forelæsning. Ingen aner, hvad vedkommende mener – og hvad pointerne egentlig er. Men tricket er, at alle typisk er for (falsk) høflige til at sige det, alternativt at de selv har valgt denne strategi og ej selv ønsker at blive afsløret. Der er kort sagt tale om Kejserens nye klæder.

Tågesnakkerne
Tågesnak er også en art fordækt "klogesnak". Men det er alligevel en lidt anden disciplin end sort snak. Til forskel fra sort snak udtaler tågesnakkeren nemlig ordene i almindeligt tempo, klart og hørligt og med tryk på betydningsbærende ord. Og typisk bilder hun eller han sig selv ind, at vedkommende har noget meget vigtigt at sige. Til forskel fra sortsnakkeren er der ofte tale om selvsuggestion og selvindbildskhed. Derfor er tågesnakkeren selvhøjtidelig – det er sortsnakkeren ikke.

Tågesnakkeren bruger en masse fremmedord og fine vendinger, som nok danner en eller anden form for sammenhæng. Men dybest set er det hele kun noget vrøvl og/eller de rene banaliteter, som alene bliver brugt retorisk af denne performer for at imponere et – som oftest – ukritisk publikum, der går ind for princippet om, at "tvivlen altid kommer den mistænkte til gode". Der er naturligvis kun tale om en gradsforskel mellem sortsnakkeren og tågesnakkeren, men generelt kan man sige, at tågesnak kræver mere seriøsitet og – generelt – en langt bedre performance end sort snak.

Hvis alt andet fejler: Lav en scene
Til sidst vil jeg nævne brugen af scener som eksempel på en meget effektiv, emotionel strategi, der kan bruges af nogle få, særligt dygtige og veltrænede performere.

Disse scener indbefatter: raseriudbrud, sårethed/sårbarhed, græde/være grådkvalt, give andre dårlig samvittighed, grine/spille dum, simulere stort heltemod/offermod (med rørt stemme), mv. Dette får kolleger og ledere til at reagere instinktivt og hermed – i løbet af blot et øjeblik – glemme sagens rette (rationelle) sammenhæng. Og ultimativt give efter for performeren.

FORTSÆTTES I MORGEN...