Vi diskuterer for tiden heftigt, hvor stor en krise demokratiet egentlig befinder sig i. Den politiske virkelighed bliver i flere europæiske lande udlagt som teater. Tilliden til politikerne falder. De politiske partiers medlemmer bliver færre og færre.
Til gengæld stiger både interessen og opbakningen til de kulturkonservative partier, forfattere, intellektuelle, mediepersonligheder etc. Det skyldes blandt andet, at min generation er langt mere optaget af mening og tilhørsforhold end selvudvikling og økonomisk vækst.
Vi har for længst gennemskuet, at det åndelige fundament er forudsætningen for, at rigdom og demokrati er holdbart.
