Der var engang, hvor man knap kunne åbne en yoghurt uden at blive mindet om systemisk kollaps. Klimaet var en slags altomsluttende forklaringsramme, hvor selv dårlig samvittighed over at have glemt sin indkøbspose kunne forbindes til civilisationens CO₂-regnskab.
Dommedagen kom ikke længere i form af ild og svovl, men i form af infografikker, der alle pegede nedad. Overalt blev vi informeret om, at vi stod på tærsklen til noget tragisk og irreversibelt. Politikere talte med den slags alvor, der normalt er forbeholdt økonomiske krak eller dødsannoncer for folkekære kendisser.
