En kulturforræder er ikke en person, der blot kritiserer Danmark eller ønsker forandring af dansk kultur. Kritik, oplysning, satire og fri debat er en del af dansk kultur, og alle levende kulturer udvikler sig.
Begrebet betegner en person, der forsætligt svækker sit eget folks kultur, normer og historiske kontinuitet, samtidig med at vedkommende beskytter eller fremmer konkurrerende kulturer uden at stille de samme kritiske krav til dem.
Det er påfaldende, at vi stadig mangler begreber for denne type adfærd. Hvad kalder vi personer, der konsekvent nedvurderer deres egen kultur, men aldrig den kultur, der udfordrer den?
Venstrefløjen har gennem årtier været dygtig til at skabe politiske begreber. De, der ønskede en strammere udlændingepolitik, blev i samfundsdebatten stemplet som “racister”, “fremmedfjendske” eller “islamofober”.
Samtidig blev de problemer, som indvandringen skabte, forklaret med ord som marginalisering, socioøkonomiske forhold eller manglende integration. Begreberne fungerede både som misvisende beskrivelser og som politiske redskaber, der hurtigt gjorde bestemte synspunkter socialt uacceptable i samfundsdebatten.
Det er på tide, at vi andre tager den politiske begrebsdannelse mere alvorligt. Og vi kan passende starte med at kalde kulturforræderne for det, de er, så deres adfærd bliver tydeligere for alle, også for os selv.
De statsansatte akademikere
Den mest indflydelsesrige gruppe i forhold til begrebsdannelse i Danmark findes blandt de statsansatte akademikere. Universiteterne uddanner lærere, journalister, embedsmænd og eksperter, som former samfundsdebatten.
Men selv om vi finansierer dem med skattekroner, har de ikke hjulpet os med at forstå konsekvenserne af MENAPT-indvandring. Det gør de stadig ikke. Måske fordi de ikke må eller vil, for det ender altid med bortforklaringer snarere end nøgterne beskrivelser af fænomener og mønstre.
I årtier har mange af dem været mere optaget af at analysere dansk kultur kritisk end af at undersøge kvaliteten af den kultur, som fulgte med den indvandring, som de venstreorienterede snedigt nok betragter som en kilde til nye stemmer.
Dansk historie, national identitet og kolonitid granskes minutiøst, mens kritiske spørgsmål om islam, klankultur, parallelsamfund og kulturel kompatibilitet adresseres med en karakteristisk forsigtighed.
Selektiv ligestilling
Den islamiske kvindeundertrykkelse i Danmark er et tydeligt eksempel på kulturforræderi. Personer, der præger debatten om køn og ligestilling, accepterer samtidig, at kvinder undertrykkes af en patriarkalsk lovreligion.
I Danmark diskuteres kønskvoter, bestyrelsesposter og uønskede tilnærmelser indgående, mens den systematiske kvindeundertrykkelse i islamiske miljøer får langt mindre opmærksomhed.
Små piger forventes at tildække håret, kvinder kontrolleres socialt og adskilles fra mænd, og religiøse normer begrænser deres frihed. Alligevel accepteres disse forhold i vid udstrækning.
Pointen er, at kritikken af manglende ligestilling ofte forstummer, når undertrykkelsen udspringer af en fremmed kultur. Hvis tilsvarende krav blev stillet af danske mænd til danske kvinder og piger, ville reaktionen være en helt anden. Men de danske feminister er påfaldende stille.
Tror præsterne på Gud?
Folkekirken har historisk været en vigtig bærer af dansk kultur. Men i dag virker mange kirkelige stemmer mere optagede af at kritisere deres egen tradition end af at forholde sig til islams voksende betydning i Danmark.
Folkekirkens kristendom synes i dag reduceret til en vag, spirituel humanisme, der giver plads til alle religioner uden at forholde sig kritisk til deres konsekvenser.
Kulturel selvhævdelse og nationalisme fremstilles let som en form for snæversyn eller endda racisme, mens selvkritik ophøjes til en moralsk pligt. Således er kirken selv med til at svække den kulturelle selvtillid, som den tidligere var med til at opbygge.
Henover sommeren har Folketingets faste præst skabt stor debat. Kritikken står i kontrast til, at ordninger med fængselsimamer tidligere har mødt betydelig mindre modstand i dele af den samme offentlige debat.
Faktum er, at islam vinder frem, uden at folkekirken tilsyneladende opfatter sig selv som en del af en religiøs og kulturel konkurrence. Kirken vil heller ikke officielt tage stilling til, om islams voksende tilstedeværelse er en fordel for Danmark.
Nogle præster inviterer endda islam ind i kirken, selv om kristne andre steder i verden undertrykkes og dræbes i islams navn. Er det virkelig Guds vilje?
Kulturforræderne eroderer samfundets fundament
Kulturforræderiet har udviklet sig over lang tid. Dets aktører optræder ikke som revolutionære, men som eksperter, forskere, præster og embedsmænd. De taler fx om mangfoldighed, inklusion og åbenhed, som om indvandring blot var et spørgsmål om smag.
Ordene lyder humane, men konsekvensen er, at danskerne mister tilliden til deres historie, normer og ret til kulturel kontinuitet. Ingen kultur kan bestå, hvis dens egne eliter lærer befolkningen, at national identitet og selvhævdelse grundlæggende er uetiske.
Det afgørende er asymmetrien. Dansk kultur mødes med mistanke og problematisering, mens fremmede kulturer behandles med en næsten grænseløs og konfliktsky overbærenhed. Negative forhold blandt indvandrere og efterkommere relativiseres eller bortforklares, mens danskernes værdier granskes kritisk.
Kulturforræderne bruger deres indflydelse til at svække dansk kultur, mens konkurrerende kulturer skånes for den samme kritik. Skal vi forstå og imødegå denne asymmetri, må vi også have et præcist ord for den. Det ord er kulturforræder.
