Dette er tredje og sidste del af serien Frihed eller køn? Efter den unge mand, den borgerlige kvinde og omsorgsarbejderen ligger personen tilbage på operationsbordet. Spørgsmålet er, om kønsdebatten kan tåle et menneske, der ikke vil repræsentere andet end sig selv.
Goethe skrev, at jordens børns højeste lykke er personligheden. Det er en sætning, som ville have vanskelige vilkår i en moderne ligestillingsdebat. Personligheden er nemlig politisk upraktisk. Den kan ikke uden videre tælles. Den passer dårligt ind i kategorier. Den træffer valg, der ikke følger teorien. Den nægter sommetider at repræsentere sit køn.
Personligheden er ikke det samme som identiteten. Identiteten fortæller, hvilken gruppe mennesket tilhører. Personligheden fortæller, hvem det er blevet. Det første kan sættes ind i et regneark. Det andet kræver at man lærer mennesket at kende.
Alle taler om grupper, ingen om personligheden
Den moderne kønsdebat foretrækker identiteten. Ikke kun på venstrefløjen. Den nye højrefløj er mindst lige så identitetspolitisk, blot med andre identiteter. Den dyrker manden, nationen, familien og det kulturelle flertal. Dens unge mænd gør oprør mod at blive reduceret til køn og fremstiller straks sig selv som repræsentanter for en genfødt maskulinitet.
