Jeg har boet i flere storbyer verden over. Fra Europa til Asien hen over Mellemøsten har jeg oplevet storbyernes tumultariske kaos.
Efter talrige mere end uvante hændelser og oplevelser lærer man at gro hård hud overfor den gobelin af skæbner og begivenheder, der flintrer forbi ens sanser i en storby, og jeg anser ikke mig selv for tyndhudet eller nem at forarge.
Derfor undrede det mig, da jeg blev opmærksom på, at mit humør i en rum tid siden efteråret har haft en kant, der nager mig. Som en splint i hjernen, kunne jeg dog ikke sætte præcis finger på, hvad der nagede mig.
Det nådesløse krav om forandring
Indtil forleden. Igen måtte jeg ufrivilligt lægge sanser til noget, der skulle forestille demonstrationer, men mere minder om milits-angreb på universiteter og fakulteter. Så gik der en prås op for mig og Baader-Meinhof indfandt sig i min bevidsthed.
