Første gang jeg læste om ægte racisme internt blandt etniske minoriteter var i forfatteren Morten Papes debutroman Planen fra 2015. Her fortæller han, at de somaliske og afro minoriteter stod nederst i det interne hierarki i Urbanplanen i København. Ja, hele området var præget af sociale og etniske skel.
Det blev så heller ikke sidste gang, jeg læste om især araberes racisme imod afrominoriteter.
Det er vist ellers de arabiske muslimer, der råber allerhøjst op om racisme og diskrimination fra de etnisk danske borgere. Vi ved godt, det er noget sludder. Alligevel udlægges enhver religionskritik og lødig kritik af den islamiske kultur som islamofobi.
Måske skal vi for fremtiden svare, at de bør se sig selv i spejlet, da de måske netop selv er de mest racistiske.
Min nye veninde
For et års tid siden fik jeg en ny veninde. Hun hedder Siyoo og er en fri somalisk kvinde, der ikke er bange for at sige sin mening.
Hun er en skøn, enlig mor i sin bedste alder og har totalt assimileret sig i det danske samfund. Arbejder hårdt for at give sine børn en god fremtid i Danmark. Og så er hun dejlig bramfri og bidrager også med vigtig viden om den somaliske historie, før områderne blev islamiseret.
Bestyrtet læste jeg den 22. juni om en afrikansk kvinde fra Congo, der blev udsat for ægte racisme på en Sosu-skole i Østjylland. Hverken lærere eller ledelse kom hende til undsætning, og til sidst blev det hende selv, der måtte forlade skolen.
Vi ved i skrivende stund, at racisterne var af ikke-etnisk dansk herkomst, bortset fra én. Skolen tør ikke sige hvilken etnicitet, eller også tør journalisten ikke spørge. Jeg besluttede at skrive et opslag på Facebook om denne fortsatte berøringsangst overfor “hellig” muslimsk mobning og racisme imod afro og somaliske minoriteter.
Det opslag affødte, at veninden Siyoo skrev om det, hun havde oplevet på sin Sosu-skole. Andre har også bidraget med erfaringer om ægte racisme fra arabiske muslimer. Det er virkelig tankevækkende historier, der kommer frem.
Jeg bad Siyoo om at skrive om sine oplevelser på Sosu-skolen, så de kommer frem. For hvis der er noget, der er berøringsangst overfor, så er det arabiske muslimske mindretal, der lader deres racisme gå ud over folk fra Afrika.
Siyoos fortælling
Da jeg gik på SOSU-skolen, blev jeg udsat for racisme gennem længere tid, og det kom primært fra arabiske kvinder på skolen.
Jeg blev kaldt ting som abe, neger, aswad, hemar, kalb og sharamota. Jeg forstod godt, hvad ordene betød, og det var ikke noget, jeg misforstod. Det var ting, der blev sagt til mig og om mig.
Jeg klagede igen og igen til lærerne og til skolen, men der blev aldrig gjort noget ved det.
Tværtimod følte jeg, at jeg selv blev gjort til problemet, hver gang jeg sagde fra. En episode står særligt stærkt for mig. Vi havde farmakologi, og nogle af kvinderne sad og talte arabisk. Jeg kunne høre, hvad der blev sagt, og på et tidspunkt blev jeg kaldt aswad.
Jeg sagde til dem, at hvis de ville kalde mig noget, så skulle de gøre det på dansk, så læreren også kunne høre det. Jeg sagde det netop for, at læreren skulle høre, hvad der foregik.
Men i stedet for at reagere på dem, blev læreren sur på mig. Jeg blev kaldt op på kontoret og fik at vide, at jeg skabte uro, at jeg var hidsig, og at jeg altid skabte konflikter.
Da jeg sagde til læreren, at jeg kunne oversætte, hvad der blev sagt, så hun kunne forstå det, blev det heller ikke taget alvorligt.
Jeg græd flere gange over det, jeg blev udsat for, men mine følelser betød ingenting. Der blev ikke gjort noget ved dem, der kom med kommentarerne. Fokus var altid på min reaktion.
Der var også meget social kontrol på skolen. Der blev spurgt til, hvorfor man ikke gik med tørklæde, hvorfor man ikke fastede under ramadanen, og hvorfor man ikke levede på en bestemt måde. Der blev holdt øje med, hvad folk gjorde, og om de var religiøse nok.
Hele miljøet var ubehageligt, men skolen valgte, som jeg oplevede det, at holde hånden over dem, der stod for det.
Jeg klagede så mange gange, at jeg til sidst sagde direkte til både lærere og skole, at jeg mente, de var racister hele bundtet, fordi de lod det her foregå uden at gribe ind.
Så kom corona.
Jeg ville ikke vaccineres, og jeg ville ikke fremvise mine sundhedsoplysninger. Jeg mente ikke, at skolen havde ret til at kræve indsigt i mit helbred. Det betød ikke, at jeg var ligeglad med andre mennesker.
Når jeg var i praktik hos de ældre, gik jeg med mundbind, selvom jeg hadede det, fordi jeg ville beskytte de ældre.
Men da corona kom, følte jeg, at skolen endelig havde fået den undskyldning, de manglede. Efter alle mine klager over racisme, mobning og den behandling, jeg havde været udsat for, blev corona det, der endte med at få mig smidt ud.
Det her er ikke noget, jeg har hørt fra andre. Det er ting, jeg selv oplevede, selv hørte og selv klagede over.
