Da Socialdemokratiets ordfører for åndelig oprustning, Ida Auken, for nylig gæstede Joachim B. Olsen i programmet Borgerlig Tabloid, hævdede hun frisk og frejdigt (med et påstået glimt i øjet), at regeringen med afskaffelsen af Store bededag havde fuldført reformationen; den skulle ifølge hende være blevet indført, for "at afskaffe 157 katolske helligdage, så puttede man dem alle sammen på én".
Dertil – hævdede hun - havde den ingen teologi. At en uddannet teolog kan sige den slags taler for sig selv, og det kunne antyde, at Aukens idé om at ansætte en præst på Christiansborg er god, for en præst ville kunne rette op på den slags misforståelser.
En sådan præst ville ikke finde nåde for Ida Aukens blik
Men man skal nok ikke regne med at se folketingspræst, som Ida Auken ansætter ville få lov til det. Skulle en præst blive en del af institutionen Christiansborg, bliver det ingen Samuel, Nathan eller Elias, der vil kunne sige de folkevalgte et par borgerlige ord og eventuelt tage den åndeligt fattige ordfører Ida Auken i skole om Store bededag.
Store Bededag blev indført i 1686 som et konglomerat af ugentlige fastedage og ekstraordinære bededage, der var blevet indført ad flere omgange, når Danmark-Norge befandt sig i truende situationer, hvad ofte var tilfældet i 1500- og 1600tallet.
Det var den evangelisk-lutherske biskop, Hans Bagger, der indførte den ene årlige nationale bededag, Ekstraordinær Almindelig Bededag, og teologisk har den sin rod i både bibel og luthersk dogmatik, selvom Ida Auken så heftigt benægter det.
En årlig påmindelse om bod og omvendelse er vist ikke for meget
Omvendelse og bøn er faste indslag i Det Nye Testamente, og da Luther gjorde op med afladshandlen, var hans argument, at hver dag skulle være en bods- og bededag i et kristent menneskes liv. En årlig påmindelse om dette er vist ikke for meget, heller ikke for åndeligt vakte politikere, der ellers gerne indtager landets kirker til egne formål, som ofte intet har med forkyndelse at gøre.
Dertil er bededagen kulturhistorisk enestående, for der er ikke andre lande, der har bevaret en lignende helligdag. At politikerne på Christiansborg fejer historien og Ånden ud på den måde viser, at de i valget af en eventuel præst til dem selv vil gå efter en ufarlig øjentjener, der kan begå sig på de bonede gulve, en præst, der aldrig kunne finde på at udfordre magten.
Hun bryder sig ikke om folket
Det vil Auken nemlig ikke have. Hun brugte i samme udsendelse meget af sin taletid til at omtale de folkelige demonstrationer i Storbritannien som »voldelige« på baggrund af en »omstyrtende« retorik. Selv DRs Stephanie Surrugue har vurderet demonstrationerne som ret fredelige på baggrund af sit kendskab til franske demonstrationer.
Så det, man kan konkludere om ordføreren for åndelig oprustning hos socialdemokraterne, er, at hun har ringe kendskab til både teologi og kirkehistorie, og at hun dybest set ikke bryder sig om folket, når det vender sig mod institutionerne, uagtet at disse især i Storbritannien misbruger deres magt til at forfølge mennesker, der blot gør brug af deres ytringsfrihed.
Kirken skal ikke være en del af parnasset
Auken kan jo spørge sig selv, hvor Socialdemokratiet havde været, hvis ikke arbejderne i sin tid havde organiseret sig, demonstreret og ført en omstyrtende tale. Men det vil hun selvfølgelig ikke, for nu er hun selv en del af parnasset. Alene det er et stærkt argument imod at ansætte en folkekirkepræst på Christiansborg.
For folkekirken skal ikke være en del af parnasset. Folkekirkens præster skal være åndeligt fri og kunne tale regering og folketing imod, f.eks. når de indskrænker friheden som under coronaen, indfører koranlov, en rabiat abortlov eller overvejer indførelse af aktiv dødshjælp (det sidste overvejes dog ikke Ida Auken, skal det siges).
De har deres sognepræst, som de kan lytte til
Dertil er det helt unødvendigt, for folketingets medlemmer kommer fra hele landet, og de har hver især en sognepræst, de kan frekventere, så de rent faktisk har mulighed for at høre forskellige stemmer i folkekirken.
Det kan selvfølgelig indeholde en risiko for, at de kommer til kirke og hører, at de har gang i noget ukristeligt, og at de som de arme syndere, de er, bør holde bods- og bededag og omvende sig, ganske som vi andre, for folkekirkens Herre var ingen øjentjener.
Det kan hans præster derfor heller ikke være. Det skal faktisk være lidt farligt at gå i kirke, lidt farligt for sjælefreden at forkynde ordet rent og purt. Sagt med et glimt i øjet…….
