Så har feminismen igen fundet på noget nyt. Som med iPhones må der løbende lanceres nye modeller og numre for at holde sig relevant. I en artikel i Berlingske beskrives det som "decentrering af mænd". Projektet går i sin enkelthed ud på, at kvinder skal fjerne mænd fra den piedestal, de angiveligt er sat op på.
Men som vi ved, fortæller ethvert beskrevet objekt noget om beskueren. Og hvad fortæller projektet så egentlig her?
Det fortæller måske mest om en gruppe mennesker, som grundlæggende tror, at lykken er noget, man finder snarere end noget, man skaber. Som guldgravere vader de gennem tilværelsens landskab og håber på at grave den skinnende klump frem.
Men gør det manden til problemet?
Løsningen skal åbenbart findes i udelukkelsen af den anden, frem for at kigge lidt på tilgangen. Logikken synes at være: alt jeg mangler, er de andres ansvar; alt jeg opnår, er min egen fortjeneste. Der er ikke noget at sige til, at kærligheden har svære vilkår i denne muld.
Tag ansvar for dig selv
Og dog er ikke alt i projektet tåbeligt.
Projektets andet trin er ganske fornuftigt. Det lyder: kvinde, tag ansvar for din egen lykke.
Ja, selvfølgelig! Hvad skulle kærlighedens hus ellers bygges op af? Det gælder da så sandelig også manden: Hvad kan du bidrage med til verden, så den bliver mere beboelig for alle?
Lige her opstår den indlysende modsigelse: Hvordan bygges dette ansvar for ”os”, hvis blikket udelukkende ser, hvad verden kan bidrage med til mig?
Selvcentrering som princip er en fælde, der lukker sig om den, der tror, hun eller han er ved at åbne sig.
Idealet om det gnidningsløse liv
Ifølge trendforsker Julia Lahme er mange kvinder kulturelt formede til at tro, lykken afhænger af en mand. Det kan sagtens være.
Men et hurtigt blik ud over det bredere debatlandskab peger også på en ganske anden og parallel tendens: forestillingen om det gnidningsfrie liv. Udebliver det, må det nødvendigvis være mandens skyld.
Det er en let løsning. Et spil kvinden altid vinder. Lykkes det, er det kvindens egen fortjeneste; mislykkes det, er det mandens skyld.
Feminismens tredobbelte mission
Den franske filosof Alain Finkielkraut skrev følgende:
"Man har altid vidst, at der var dårlige tabere. Nu er den besynderlige tid kommet med dårlige kvindelige vindere, som fuldstændigt nægter at indrømme, at deres mål - nemlig nedbrydningen af patriarkatet i de vestlige samfund – er blevet opfyldt. At nyde frugten af denne sejr og samtidig bevare ofrets stråleglans og uophørligt gøre krav gældende: Dette er deres tredobbelte ambition."
Meget kunne tyde på, at han har ret. Sejren nægtes, fordi den ikke længere gavner. Det egentlige mål skjules bag ligestillingsparolen, men sproget er ikke neutralt og derved afslørende. For den feministiske trylledrik manipulerer endnu engang med ordene. For som Lahme forklarer, handler det i lige så høj grad om et individualiseringsprojekt.
Projekt Mig
Og her må man spørge: hvis projektet reelt er kønsneutralt, hvis det i grunden handler om at sætte selvet i centrum uanset køn – hvorfor hedder det så "decentrering af mænd"? Hvorfor ikke "decentrering af den anden"; eller blot "Projekt selvkærlighed"?
Igen taler feminismen med to tunger.
Kærlighedsforsker Poul Poder udtaler, at tendensen kan ses som en frustration og en modreaktion på den løst forpligtende datingkultur, der præger vores tid. Det er en forståelig analyse. Men der er noget sørgmodigt over billedet af det moderne bitterindivid, hvis rettighedstænkning ikke går op.
Det er i det hele taget sørgelig læsning om en gruppe moderne selvtegnede mennesker, som tror, at fordi de er blevet overvægtige af at trøstespise efter umiddelbare behov, er løsningen at stoppe med at indtage mad. Måske var det opskriften, den var galt med?
Sundt at finde mening
Men lad os holde fast i det, der faktisk er rigtigt i projektet. Det er sundt at finde mening i sig selv, at kende sig selv godt nok til at have noget at byde ind med.
For kærligheden bærer ikke sig selv. Den skal bygges op af mennesker, der møder hinanden åbne. Og netop derfor kan ingen i længden slæbe rundt på andres sårede følelser, ikke hvis man fra første dag har mødt verden med halvt fokus og millimetermål, konstant på vagt mod at blive snydt frem for at blive overrasket.
