Hundredtusindvis af mennesker var sidste weekend samlet til en fredelig demonstration i Londons gader med flag og sange. Arrangøren, aktivisten Tommy Robinson, bad udtrykkeligt om "ingen ballade, ingen alkohol, ingen ansigtsmasker." Men Danmarks Radio kalder det en "revolution" og spreder rygter om vold og kriminalitet.
Reaktionerne på Tommy Robinsons Unite the Kingdom-demonstration afslører i det hele taget noget fundamentalt om det system, vi i store dele af Europa lever under. Med systemet mener jeg den sammenvævede alliance mellem politikere, mainstreammedier, kulturelle institutioner og den administrative elite, der opretholder den ideologiske orden gennem koordineret informationskontrol og social disciplinering.
Lad os se, hvad en ideologikritisk analyse kan fortælle os om dette system. Tingene er nemlig ikke altid, som de ser ud. Faktisk forholder det sig ofte helt modsat.
Fredelige protester bliver til voldsprovokation
Vi tror normalt, at systemet ikke blot forsvarer fredelige protester som en demokratisk ret, men hylder det. Det er langt fra altid sandheden. Situationen er faktisk den modsatte i tilfældet med Robinsons demonstration: Det nationale samlingspunkt fordømmes som voldelig provokation.
Robinson sagde højt og tydeligt: "I svigter jeres familie, I svigter jeres land, hvis I ikke opfører jer ordentligt."Men DR's overskrift "Flag og frygt præger Storbritannien, mens Tommy Robinson taler om revolution". Selv freden bliver truende, når den kommer fra et patriotisk folk.
Medlemmer af Trykkefrihedsselskabet deltog i demonstrationen, og formanden Aia Fog har som øjenvidne dokumenteret, at demonstrationen var en folkelig fest, hvor hun blev omfavnet af fremmede og takket for at komme "helt fra Danmark". Men medier kolporterer historier om voldsparate højreradikale.
Systemets skjulte sandhed bliver synlig: Angsten for ægte folkelig mobilisering er så dyb, at selv eksplicitte fredsopfordringer fortolkes som krigserklæringer. Læs også denne tendentiøse fremstilling fra DR om en tidligere demonstration.
Ytringsfrihed bliver til tankekriminalitet
Vi går også som en selvfølge ud fra, at ”det åbne samfund” beskytter ytringsfriheden. Men heller ikke det er altid sandheden. Så langt fra. Det drejer sig ikke blot om, at ytringer undertrykkes, så kun systemets godkendte meninger accepteres. Søren Pinds forslag til en medieombudsmand er et dansk eksempel.
Situationen er faktisk endnu mere prekær: Selve forsvaret for ytringsfrihed bliver til en forbrydelse.
Tommy Robinson arrangerer en "Free Speech Festival" og præsenteres som samfundets fjende. Samtidig fængsler Starmer-regeringen årligt omkring 12.000 britiske borgere for ytringer på sociale medier. Såkaldt ”hadtale”. Det er som oftest kritik af indvandringen. Læs denne grundige gennemgang.
Systemets perverse logik bliver her tydelig: Jo mere, det taler om at beskytte ytringsfriheden, jo mere kriminaliserer det borgernes ytringer.
Patriotisme bliver til racisme
Systemets forhold til flaget – et symbol på den samlede nation – illustrerer ideologiens totale omvending af virkeligheden. Et eksempel er, hvordan Union Jack og det engelske flag forbydes af politiet og myndighederne i Birmingham, fordi det er et tegn på "mangel på diversitet".
Nationale symboler bliver altså stemplet som hadefulde. Kærligheden til landet omdannes til had mod andre. Som Aia Fog observerer, demonstrerede folk med flag, og de betonede, hvor vigtigt, det var, at det skete fredeligt. Men selve brugen af flag fortolkes af systemet altså som aggression.
Her bliver systemets strategi tydelig: Hvis nationale symboler er racistiske, kan enhver, der bruger dem, diskvalificeres fra den offentlige debat. Kriminalisér identiteten, og du eliminerer modstanden.
Beskyttelsen af demokratiet bliver til angreb
Vi antager, at systemets reaktion på folkelige protester som dem i London handler om at beskytte demokratiet mod populistiske trusler. Også her forholder det sig omvendt. Det handler ikke kun om systemets underminering af den demokratiske deltagelse; det er faktisk endnu mere radikalt: ”Demokratibeskyttelse” fungerer som eliternes våben mod folkesuveræniteten selv.
Den forhenværende konservative minister Michael Heseltines reaktion afslører den skjulte sandhed: Han kalder hundredtusindvis af fredelige demonstranters protester for "modbydelig" alene på grund af deres blotte eksistens. Udpegningen af det, der kaldes fascister, kriminelle og voldsparate tjener ikke til at beskytte demokratiet, men at beskytte eliten mod den demokratiske udfordring af deres magt.
Det var sigende, at kun udenlandske politikere talte til demonstranterne. Britiske politikere var totalt fraværende. Den afgrundsdybe kløft mellem befolkningen og den politiske elite bliver et bevis på et sundt demokrati, ifølge systemets logik. Den omvendte verden, altså.
Som Eva Selsing præcist har observeret, handler hysteriet blandt medier og politikere ikke om at informere, men om "at få DIG herhjemme til at lade være med at have de samme borgerlige/fædrelandskærlige holdninger."
Tommy Robinson bekæmpes ikke på trods af systemets demokratiske værdier, men på grund af dem. Hans fredelige mobilisering af folket repræsenterer nemlig en trussel mod det pseudodemokratiske elitestyre.
