Kommentar

29/10/2026

Den opportune danskhed

Det er forunderligt, at mennesker i anden, tredje og måske fjerde generation stadig definerer sig som irakere, marokkanere, pakistanere og palæstinensere. Den overordnede fællesnævner for dem er imidlertid ikke deres etniske ophav. Det er deres religiøse fællesnævner: islam.

I forbindelse med mit engagement i foreningslivet kommer jeg i kontakt med mange forskellige mennesker i alle aldre med vidt forskellige sociale og kulturelle baggrunde. Både i min egen forening og på diverse institutioner, klubber og skoler, når vi er ude at reklamere for vores idræt, brydning.

Som etiketten byder starter jeg altid med at introducere mig selv ved navn, når jeg møder nye mennesker. Og nu er det, det for alvor bliver sjovt.  

Er du muslim?
For når jeg oplyser mit navn, mødes jeg 9 og af 10 gange af det samme spørgsmål fra såvel børn, unge og voksne, heraf mange med muslimsk baggrund: Hvor kommer du fra?

Det er umiddelbart et nemt spørgsmål at svare på, da jeg jo er født og opvokset i Hvidovre. Men det er bare sjældent, at svaret tages for gode varer. I hvert fald følges det altid følges op med: Hvor kommer du rigtigt fra? Og så: Er du muslim?

Blandt muslimer kan det være svært at definere sig som dansk. Og så undrer vi os over, at danskheden blandt etniske minoriteter fortsat er til debat.

Islamisk tilhørsforhold
For det er faktisk forunderligt, grænsende til det skræmmende, at mennesker, der er anden, tredje og måske fjerde generation stadig definerer sig selv som irakere, marokkanere, pakistanere og palæstinensere. Vi taler om personer, der omtaler deres nationale tilhørsforhold i lande, mange af dem aldrig har besøgt.

Den overordnede fællesnævner for disse mange personer er imidlertid ikke deres etniske ophav, men deres religiøse fællesnævner: islam. Det synes at være disse mennesker særdeles magtpåliggende, at man er muslim, hvis ens navn har rødder i for eksempel den arabiske verden. Det skaber en relation. En fælles identitetsmarkør.

Men hvorfor egentlig, fristes man til at spørge.

Danskhedens tynde fernis
Efter at have fulgt debatten om danskhed tæt, skulle man da ellers tro, at det var det danske demokrati og retsstaten, der binder os sammen under grundlovens beskyttende vinger. Men nej. Sådan virkeligheden desværre ikke, når man kradser lidt i danskhedens tynde fernis.

For den altovervejende fællesmarkør blandt danskere med anden identitet er de dybe MENAPT-rødder i almindelighed og islam i særdeleshed.

Hvorfor er det ellers så vigtigt for unge helt ned til 6-års-alderen straks at få oplyst oprindelse og religiøst ståsted hos en instruktør, der blot skal undervise dem en times tid i brydning?

Dette leder mig frem til min pointe. Danskhed er et begreb, mange muslimer trækker frem, når det er socialt eller politisk opportunt. Dvs. når der skal høstes hurtige, billige point.

På trods af statsborgerskab er danskhed sjældent en følelse, der for alvor for lov til at forplante sig i hoved og hjerte på de kommende generationer af unge. Hertil er den konkurrerende islamiske identitet for stærk.

En identitet, der løbende reproduceres i levevis og adfærd, hvor man i realiteten ikke går på kompromis med Koranens vers i sociale sammenhænge samt i ægteskabsmønstre, hvor det religiøse, kulturelle fællesskab under Islams halvmåde har forrang for kærlighed.

Hvad Højskolen kunne have lært os
I den forbindelse var det meget afslørende i TV 2-programmet Højskolen, at én af de muslimske deltagere valgte at segregere sig selv fra fællesskabet, da fællesskabets normer stred imod hans religiøse overbevisning.

At han endte med at løbe med så meget opmærksomhed ærgrer mig, da det skyggede for en anden spændende debat. Nemlig om den meget danske radikale minister er gift med en kristen eller en muslimsk mand?

Desværre blev debatten forplumret af en debat om homoseksualitet, og vi kom aldrig ind til substansen, dvs. hvorvidt danskheden for alvor er en identitetsmarkør eller overvejende bruges, når det er opportunt. Jeg hælder til det sidste.

Og vil gøre det lige indtil den dag, jeg kan sige, at jeg kommer fra Hvidovre, uden at et barn, et ungt menneske eller forældre igen skal spørge mig om, hvor jeg rigtig kommer fra. Og ikke skal mødes af et forarget ansigtsudtryk, når jeg fortæller dem, at min far godt nok er muslim, men det er jeg ikke.

Danskhed er ikke noget, du vælger til eller fra alt efter situation, og når det er belejligt i Mediedanmark. Det er en følelse, du bærer i hjertet hele tiden - socialt og kulturelt- også når du dyrker sport eller vælge partner.