Ofte undrer jeg mig over, hvordan det kan være, at vores politikere slipper afsted med alle deres groteske og dybt menneskefjendtlige tiltag. Hvordan de hen over hovedet på landets befolkning kan indføre lockdowns, skatteforhøjelser og serviceforringelser, uden nogen reagerer og går i gaderne med fakler og høtyve.

En lille – og ganske uforudset – rejse ned i folkedybet i den forgangne uge, gav mig imidlertid en del af svaret. Helt uden at vide det, smed jeg nemlig en samfundsdebatterende håndgranat af en sådan størrelse, at den virkelig fik folk op af lænestolen.

Når man nu gennem en årrække har haft en slags beskæftigelsesterapi med at udbrede sig om egne, mere eller mindre kontroversielle politiske holdninger, så er man jo vant til, at nogen er uenige. Ofte endda så uenige, at de synes, man er en kæmpe idiot, og ikke er bange for at sige det højt. Den slags tager vi med, men for det meste går det nu ganske fredsommeligt; de mest utilpasse finder som regel selv ud.

Pas på hunden
Men nogle gange må man se sig slået af folkedomstolen på helt uventede fronter. Et indlæg om glæden ved et liv med kæledyr, der undervejs nævnte noget om det hyggelige i at have en hund sovende i dobbeltsengens fodende, blev den vigtigste lektie, jeg længe har fået om mekanismerne på sociale medier.

Her har man i flæng skrevet om corona-politik, klimavanvid, Zelenskyj-skepsis, spirituel krigsførelse og Trump-begejstring - blot for at møde sit Waterloo i hundepsykologi og noget om hygiejne og skovflåter.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at min tro på menneskeheden overordnet set stadig er intakt. Flertallet delte kærligheden til de firbenede, men ihærdigheden hos det forargede mindretal af primært ældre herrer var bemærkelsesværdigt. Jeg var nemlig helt afsporet, måtte jeg prøve at forstå, når jeg ikke henviste kræet til kurven i bryggerset.

En enkelt, selvbestaltet hundeekspert blev i sin afsky overfor tanken om pelsdyr i sengen endog overordentligt anstrengt i sin retorik, og selv da jeg forsøgte at berolige ham med, at et hurtigt blik på hans profilbillede var en sikker garanti for at befinde sig langt ude af risikozonen for nogensinde at ende i en sådan situation hos mig, var han slet ikke glad. Utak er som altid verdens løn.

Til gengæld blev syvtommersømmene hamret gennem et løjerligt, men ubestrideligt faktum: De store, geopolitiske makro-emner kan man udbrede sig nogenlunde uforstyrret om, for de er simpelthen så uoverskuelige, at kun et fåtal tør byde ind. Men så snart man går ind bag ligusterhækken og blander sig i emner, der som regel debatteres hjemme i hjørnesofaen over citronmåne fra Netto, så kan man ende i en hulens ballade.

Holisme a la Trump
Imens går livet sin gang i Lidenlund, og da vi trods ihærdige forsøg endnu ikke har knækket koden til jordens undergang, så vi må vel skrumle videre lidt endnu, mens vi på daglig basis bombarderes af mere eller mindre fordøjelige nyheder.

I USA pønser præsident Trump på en lancering af sit måske mest effektive integrations- og oprydningsværktøj til dato: “Deportér dig selv”. Nu skal illegale immigranter, der jo dybest set godt ved, at de ikke er synderligt velkomne, kunne gå hen i en hvilken som helst amerikansk lufthavn og få en enkeltbillet til deres vemodige hjemland.

Her ser vi noget så sjældent som en ærkekonservativ politik med et indbygget holistisk element: se indad, pak tasken og udvis dig selv. Det er der en vis skønhed over. Denne type manøvre kræver selvindsigt, og da det praktisk nok også eliminerer det fordyrende, bureaukratiske mellemled, når folk således finder deres egne grænser og krydser dem, er der gevinst på flere fronter.

Repressiv tolerance
Et sådant selvudviklingstiltag burde jo vække positiv genklang rundt omkring i verden, men ak. Uanset hvad herren i Det Hvide Hus foretager sig, så er det galt. Nu har også Rebildfesten – denne åbenhjertighedens fejring af de venskabelige forbindelser mellem Danmark og USA, hvor danskere i cowboyhatte føler sig som texanere, fordi deres onkel fra Hobro engang købte en Chevrolet – valgt side.

Vel at mærke mod de ca. 70.000.000 amerikanere, der på demokratisk vis stemte på den siddende præsident. Ved årets fest har man nemlig forbudt den famøse MAGA-kasket, som var den en form for blasfemisk rekvisit.

Det arrangement, der engang var en hyldest til friheden, lader nu til at være blevet en temafest, hvor du kun må være amerikansksindet, hvis du er det på en socialt acceptabel måde. Og her i verdens mest Trump-skeptiske land, hvor den bløde tyranni som altid råder, må man altså ikke vise sin opbakning til manden, som vi alle sammen har lært at hade, selvom vi ikke helt ved hvorfor.

Gør Pjerrot tolerant igen
Denne nyhed kommer i kølvandet på en artikel i BT, der fortæller, at selv Bakkens Pjerrot nu er blevet politisk. Denne evigtgyldige pantomime-karakter, der om nogen burde være spydspids for retten til det frie udtryk, har ellers gennem tiden lagt ryg og ansigt til lidt af hvert i humorens navn. Men den moderne, bevidste version trækker altså en skarp grænse ved nogen form for glorificering af Donald Trump!

Den slags bulderbasse ønskede manden bag masken bestemt ikke at stå på mål for, da en ung københavner-knægt iført MAGA-kasket ønskede sig en selfie med det store, hvide hoved ude i Dyrehavens folkelighed, og drengen måtte gå forgæves.

Luk de riges skoler
Herhjemme sker der nu ellers ikke det store. Så i mangel af bedre har medierne med TV 2 i spidsen iværksat endnu en runde af den smædekampagne, der tilsyneladende sigter efter endegyldigt at tage livet af Herlufsholm kostskole. Mens verden måske burde tumle med spørgsmål af mere presserende art, så er skolen atter på forsiderne, og junglekrigen raser mod dem, der tjener mere end vi andre gør.

Den slags er jo altid steroider for masserne. En slags jantelovens Melodi Grand Prix, hvor man kan udgyde holdninger og karakterer til noget, man dybest set ikke aner noget om, men som alligevel giver det lille, perfide adrenalin-sus, fordi ens egne ungers leverpostejsfarvede, kommunale folkeskole pludselig står i et bedre lys end overklassens højborg.

Til gengæld er der ingen, der har spurgt sig selv, hvor grænsen går for mobning; også når man mobber opad.

Hvad så med pensionsalderen?
Og så slutter vi af med en nyhed, som jeg endnu ikke helt har bestemt mig for, hvad jeg skal mene om. Ifølge Berlingske har videnskaben talt: Fremover kan vi blive op til 3.000 år gamle.

Ja. Det er jo alligevel en del. Tanken kan virke trættende. Det er lige godt mange runder af X-Factor, nytårstaler og spørgetimer med statsministeren, man sådan skulle kæmpe sig igennem.

Og på en måde opstår der i denne stræben efter så lang levetid et misforhold mellem mulighed og nødvendighed. Hvor kønt et syn ville det være, og hvor længe har man i grunden brug for os ad gangen? Den lille kunstpause, hvor både man selv og resten af verden lige kan puste ud mellem inkarnationerne, er måske ikke helt dum. 

Og har nogen tænkt på at spørge Mette Frederiksen, hvad det i givet fald ville betyde for pensionsalderen?