“En kat bliver ikke til en hest, bare fordi den er født i en hestestald”, sagde Nadja Isaksen fra Borgernes Parti om De Radikales Samira Nawa, og så blev folk ellers grebet af hellig forargelse.
Som det altid sker, når etnicitet er til debat. For kan man blive dansk, når man har en anden etnisk baggrund?
Forargelsen er lidt underlig, for bemærkningen er jo ikke racistisk (skønt dyremetaforer altid er uheldige). En hest og en kat er jo lige meget værd på deres egne præmisser, og vi bliver ikke forargede, når en palæstinenser, somalier eller maori siger, at hendes etniske baggrund er central for hendes identitet – at hun føler et dybt tilhørsforhold til sit folk, sine forfædre og den biologiske linje, hun er en del af.
Forargelsen skyldes også noget andet. Den skyldes, at holdningen er forkert. Det giver jeg kritikerne ret i. Man kan godt blive dansk, selv om man har en anden etnisk baggrund, om end det er svært, og heller ikke lykkes for rigtig mange indvandrere med ikke-vestlig etnicitet.
Men lad det ligge. Kontrast har allerede skrevet om det aspekt af debatten. Jeg vil derimod fokusere på et andet aspekt af forargelsen: Modviljen mod det, vi ikke vælger frit.
