På et tidspunkt havde en af mine nære venner fået den geniale idé, at vi skulle på en uges kanotur. Han havde også fået den idé, at vi skulle sove i telt og lave mad på et gasblus undervejs.
Jeg sagde ”tjek!” til det første, men tøvede en kende med det sidste. Det fik min ven til at sige: ”Nå, jeg troede ellers, du var sådan en dixie spejderpige, der var tilfreds med gud, pik og åben himmel.”
Jeg rullede selvfølgelig rundt af grin og priste mig lykkelig over, at jeg mit liv var beriget med en ven med en så god “værkstedshumor". I stedet for en eller anden kedelige dødbider af en træmand – eller træperson, som det vel hedder i dag.
Humor som toksisk problem
Man tør dog næsten ikke tænke på, hvordan sådan et udsagn kunne blive tolket, hvis det var kommet i hænderne på en fra woke-præsteskabet.
