I dagene omkring 80 året for befrielsen af Danmark i 1945 har det klassiske dilemma meldt sig; ”Hvem af os ville deltage i sabotage mod værnemagten?” Vi bør i højere grad spørge os selv, hvad vi kan gøre i dag.
Cancel culture med institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld i spidsen afmonterer i 2020 en buste af Kong Frederik den 5. fra Kunstakademiet. Hun og hendes medsammensvorne lister ud med regenten og smider ham i havnen for at have medvirket til slaveri. Et hult anslag mod fortidens tyranni.
Provoerne bør snarere vende sig imod nutidens monstre. Det indebærer en væsentlig større risiko. Styr hellere vreden mod de skarprettere, der huserer nu og ikke ret langt fra os i Europa.
At tyre Frederik den 5. i Øresund er på alle måder dumt. Det visker Danmarkshistorie ud. Det sletter den vigtige erindring. I øvrigt var det Frederik den 5., der grundlagde det akademi, Katrine selv er skabt af. Men hendes protest var politisk. Den skulle ramme de magtfaktorer i Danmark, der holder hånden over udtryk, der hylder enevælde og despoti.
Den rigtige modstand var livsfarlig
Men så må partisanerne bare vide, at de dengang gjorde Christiansborg en tjeneste. I 2020 var socialdemokraten Joy Mogensen, kulturminister. Hun sørgede selv for at afvikle kunst. Hun var mest interesseret i håndbold og udtalte, at hendes foretrukne musik var Absolute Music Volume 2.
At deltage aktive i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig var behæftet med en fare og risiko, der var ikke så lidt større end at bortføre en gipsafstøbning. At blæse en togskinne af led var en aktion, der krævede ufatteligt mod. Det var teenagere, der trods den overhængende dødsdom, de befandt sig midt i, bevarede fatningen.
De unge mennesker arbejdede fingerfærdigt med detonerende lunter, de såkaldte tidsblyanter. Disse komplekse foranstaltninger eksploderede i præcist koordineret planlægning, så sans for finmekanik var essentiel. En nervøs trækning kunne sprænge hele gruppen i luften. Vi skylder dem uforbeholden respekt.
Kødklister til veganere
Ytringsfrihed er hellig, men når veganere stiller sig foran en delikatessebutik på Amager og skriger skingert, at bøf med løg er mord, så får jeg lyst til at lime deres læber sammen med kødklister. Ret hellere skytset mod den titaniske slagter fra Kreml, der lige nu fører øksen mod børn og helt forsvarsløse civile i Kyiv.
Han er ikke modig. Han tør ikke engang mødes med Zelenskyj til tyrkisk peber over et skrivebord. Putin sender i stedet sine duksedrenge. Kujon. Det er da ham, vi skal bekæmpe. Her er en sag at slå til lyd for.
Alle har ansvar for at sætte sig til modværge, når vi er truet på demokrati og grundlov. Når solsorte forstummer, når solen sortner, så fordrer det mere end at mumle med brunsvir i munden. At hoste en klage frem i kantinen, når der er frokostpause på kontoret er en stakket frist. Du får ikke en halvårlig påmindelse som den, der tikker ind fra tandlægen. ”Nu er det tid til oprør”.
Orientér dig for helvede
Den strid er langtfra et korrespondancekursus. Flammen blafrer indefra. Jeg husker stadig det ubønhørlige opråb fra min lærer dengang, jeg som 36-årig alt for sent tog kørekort; ”ORIENTÉR DIG FOR HELVEDE!” Han havde helt ret! På flere niveauer. Det er en borgerpligt at være på bølgelængde med tidens tilstand.
Vi må lytte aktivt. Men at lægge øre til kloden er ikke kun at forholde sig til Peter Tanevs advarsler om pollental. Frihedskamp er et kald. Det kræver dirrende nærvær. Sitrende fokus. Som et glødende nu fra en brigade med bomber ved en jernbane.
