Med stolthed har man her i sommer kunnet høre den ansvarlige for planlægningen skryde over det faktum, at Roskildefestivalen i år har flere kvindelige end mandlige musikere på plakaten. Må jeg være så fræk og sige: Det er øl, fisse og hornmusik på en helt ny måde.

Sorry! Der faldt taget sikkert ned endnu engang. Men jeg kunne altså ikke lade være. Det er nu engang sådan, mit mundtøj fungerer.

Da programchef Anders Wahrén blev spurgt ind til, hvad festivalens traditionelle præferencelodning blandt publikum viste, lød der imidlertid ganske andre toner. Det kom frem, at publikum – som publikum er flest – var temmelig bordeauxfarvede ligeglade med både køn og hudfarve på musikerne. De ville sådan set bare gerne have den bedste musik. (Ligesom man tænker, at den truede politiker givetvis helst bare gerne vil have de dygtigste sikkerhedsfolk til at passe på sig).

Men sådan noget kan man, erklærede festivalens bookingchef, opdrage sig ud af. Han mente, at det blot var et spørgsmål om at stopfodre publikum med kvindelige musikere. Så ville den tungnemme skare, der endnu ikke havde set lyset, sådan som Anders Wahrén selv havde, til sidst overgive sig.

Tvangsfodringens psykologi
Vi kender efterhånden devisen fra mange andre områder: Man stopfodrer tv-seerne med kvindefodbold – og kvindelige fodboldkommentatorer og kvindelige fodbolddommere – og så vil de til sidst nok synes, at kvindefodbold er akkurat lige så herligt som almindelig fodbold. Man plastrer det offentlige rum til med statuer af kvinder, og så vil befolkningen nok til sidst tro, at kvinder har spillet den samme rolle i historien som mænd, når det gælder om at vinde krige, bygge byer og skrive stor litteratur. Man stopfodrer det offentlige rum med regnbueflag og regnbuefarvede bænke, og så vil forældrene nok til sidst krybe til korset og kræve stop- og krydshormoner og ”kønskorrigerende kirurgi” til deres poder. (Selvom det de facto kommer til at ødelægge flere af disse børns liv for evigt).

Det er den slags planstyring, vi kender fra den tidligere østblok. Eller fra nutidens Kina. En lille selvudråbt elite ønsker med vold og magt at presse deres egne ideologiske normer ned over resten af samfundet. Sigende for tendensen var den livsstilsekspert, som på et tidspunkt var kaldt ind i Aftenshowet for at kommentere på en del af den store vælgerundersøgelse, der blev offentliggjort i foråret 24, nemlig om danskernes forhold til wokeisme og identitetspolitik. Cirka 60 procent af danskerne mente ifølge undersøgelsen, at "den politiske korrekthed har taget overhånd i Danmark", kun 13 procent var uenige. Samme tendens gik igen i en række spørgsmål. Kun 14 procent var enige i, at "det skal være lovligt for transkønnede børn at skifte juridisk køn uanset alder", 60 procent var derimod uenige.

Når den offentlige debat fik det til at se anderledes ud, skyldtes det, som undersøgelsens forfatter Rune Stubager pointerede i et interview i Kristeligt Dagblad, at nogle få "har fået plads i medierne til at fremføre deres synspunkter, og at det har fyldt meget.”

Men hvad var da livsstilsekspert Eva Steensigs reaktion? Jo, modsat Stubager tolkede hun det ikke som et nederlag for wokeismen og identitetspolitikken – for den uafladeligt talende klasse, kunne man også sige. For undersøgelsen viste jo, at vi er godt på vej, og at der bare må noget mere øvelse og adfærdsregulering og opdragelse til, så skal vi såmænd nok snart nå i mål med hjernevaskningsprojektet af det store tavse flertal, staten og kultureliten i dag har gang i – og endda på tværs af fløjene!

Mit spontane gæt er: Det kommer aldrig til at ske. Mennesker – som mennesker er flest – vil simpelthen bare helst gerne have den bedste kvalitet. Og friheden til selv at vælge. Om det er musik, fodbold eller andet, er hovedparten ret rystende ligeglade med køn, hudfarve, seksualitet, handicap – og hvilke parametre man nu ellers har fundet på at stille op i den hellige ualmindelige diversitets navn. Jeg venter stadig på, at nogen skal lancere særrettigheder til rødhårede, hvilket da for én gangs skyld ville give mig selv en smule medvind på cykelstierne.

For flertallet af mennesker er det nu engang kvaliteten, der tæller. At nogen – hvem pokker de så end er – kan deres kram. Kokke, sikkerhedsfolk, musikere, you name it.

Back to basics
Så nej: Tvangsfodring af publikum med politisk korrekthed kommer ikke til at ”adfærdsændre” dem. Folk kommer i stedet til at søge andre steder hen – steder, hvor det stadig er kvalitet og højeste fællesnævner, der udgør målestokken.

Det kan vise sig at skabe kronede dage for traditionelle meritokrater. Lav en ny festival, hvor det kun er musikkens kvalitet, der tæller. Og publikum vil strømme til. Lav en ny fodboldorganisation, hvor det kun er boldkunsten, der tæller. Publikum vil strømme til – og UEFA vil ende med at spille alle deres turneringer for tomme stolesæder. Mens Helle Thorning vrider og vender sig på en skærm med sit intersektionelle pinkfarvede feminismetøj, mens hun taler og taler. Til sig selv. Opret skoler, hvor børnene bliver undervist i læsning, regning og skrivning og ikke i FN’s 17 verdensmål og LGBT+’ 117 kønsidentiteter. (Medmindre undervisningsminister Mattias Tesfaye da når at redde den del af samfundsinstitutionerne fra undergang inden).

Lav nye medier, hvor det er de skarpeste hjerner og de bedste penne, der huserer. Med garanti: læserne og seerne og lytterne vil efterhånden vælte ind ad døren. Ja, lav et nyt EU, et nyt FN, et nyt hvad som helst. Start forfra simpelthen. Sådan som Nigel Farage gør med det borgerlige projekt i England. Og sådan som den nyudnævnte vicepræsidentkandidat J.D. Vance har gjort med sin republikanske proklamation af en ”ny vej” for USA. For vores institutioner og organisationer i Vesten er efterhånden som helhed så ødelagte, så molestererede, så diffamerede, så hensygnende dekadente, at det er nødvendigt. Med andre ord: Gør lige som Luther gjorde, da han genstartede kristendommen i 1500-tallet ved at finde ”back to basics”.

Størst, bedst, stærkest, hurtigst
Lige nu kan det virke, som om vi small goverment-meritokrater og -demokrater i ikke mindst pressen er i undertal. Og som om alt omkring os er domineret af supertotalitære supernarcissister. For man kan jo også se dette hersens kvotehysteri, skjult eller ikke-skjult, som manglende sans for noget, der er større end lille mig. Det være sig kunsten, naturen, videnskaben, kærligheden, nationen – eller Gud. Jeg er lillebitte. Ergo skal alt andet også være diminutivt. Ellers slår jeg flikflak og brænder alt ned.

Men det tror jeg faktisk ikke er tilfældet. Mit indtryk er, at flere og flere flygter væk fra de ødelagte mainstreammedier og deres slatne venstrepopulistiske dagsordner og berøringsangst over for alle ikke-politisk korrekte emner. Det samme kommer sikkert til at ske med Roskildefestivalen. Når den efterhånden kun består af – for manges vedkommende – halvdårlige kvindelige musikere, vil størstedelen af publikum automatisk søge mod nye festivaler, hvor det stadigvæk er musikkens kvalitet, der ene og alene bestemmer, hvem der står på scenen og trykker den af.

Det samme vil som sagt givetvis ske med medierne. Jo flere gode og stærke skribenter, der kommer med på holdet – senest Naser Khader og Bjørn Lomborg her på Kontrast – jo mere vil folk søge væk fra de etablerede medier. Alene af den grund, at kvalitetsniveauet styrtdykker der. Læs f.eks. Rosa Lunds nylige kronik i Weekendavisen om samtykkeloven. Den har et niveau som en skolestil fra 9. klasse. Sjældent har man da læst noget, der var så langt væk fra virkeligheden, og som var så elendigt tænkt, argumenteret og skrevet. Men trykt det bliver det immervæk. I selveste Weekendavisen.

Såh … øl, fisse og hornmusik? Ja vist, men den bedste øl, den bedste fisse og den bedste hornmusik – tak!