Så begynder selv det politiske Danmark så småt at kravle ud ad sommerdøsen, og mens vi venter på at få afsløret, hvem der skal være ny EU-kommissær (plejer man ikke bare at sende den, man er mest træt af at møde på Christiansborg?), så er første heat i den efterhånden OL-værdige disciplin "Partihopperi For Taburetryttere" netop afviklet.

Det Radikale Venstres Christian Friis Bach er tilsyneladende så træt af ikke at have fået en ministerpost efter sidste valg, at han nu i desperation vælger at skifte til Venstre, der trods alt stadig klamrer sig til en lille flig af magten.

Venstre - et parti, der ligger til venstre
I den forbindelse tjekkede jeg af nysgerrighed partiets hjemmeside for at orientere mig i, hvilket slogan de for tiden benytter sig af, men måtte gå forgæves; for i Venstre har desillusionen taget over og man er simpelthen er gået væk fra den slags. Det er måske meget klogt, for hverken ”Danmarks liberale parti”, ”Os kan du stole på” eller ”Så ved du, det bliver til noget” endte med at være særligt overbevisende, da det kom til stykket. Så hellere bare hedde Venstre og lade folk drage deres egne konklusioner.

En række medier og kolleger i Folketinget trækker let på smilebåndet over skiftet, og spekulerer skælmsk på, hvorvidt Friis Bach mon kan aflægge sig sin noget spelt-agtige politiske observans, for sådan at blive medlem af et solidt, liberalt landbrugsparti. Men her kan vi berolige med, at det behøver han slet ikke, for Venstres Ungdom er gået så all-in på woke og ideologisk forvirring, at man på sigt kunne forestille sig en sammensmeltning af de to partier.

De unge politiker-aspiranter har nemlig taget en reel venstredrejning og vil i mobiliseringens navn tillade hijab i det danske forsvar. Alt andet ville være anakronistisk nationalromantik, forlyder det. Det kan selvfølgelig ikke afvises, at de har fat i noget af det rigtige. Selvom vi i tilfælde af ørkenkrig (og måske også i en tildækket hverdag) ville have lidt sværere ved at kende ven fra fjende.

Mere venstredrejning
Det er ikke den eneste drejning, vi har været vidner til den seneste uge. Nu havde vi ellers lige vænnet os til, at vi skulle dø af varme og se helvedes flammer feje hen over kloden, udelukkede udløst af, at vi spiser for mange entrecôtes og kører for meget i firhjulstrækkere.

Men helt uden for nummer fik Jyllands-Posten (jysk avis, grundlagt i 1871, red.) skævvredet trusselbilledet og med et pennestrøg sendt os alle tilbage til vores barndoms bevidsthed om, at den næste istid venter lige rundt om hjørnet. Det lader nemlig til, at avisen har glemt at briefe alle ansatte om det med den globale opvarmning, og man bragte dermed et helt forvirrende indslag, der mente, at en nordatlantisk havstrøm ser ud til at kollapse i 2037, så Danmark om føje år har klima som Alaska.

Dog kunne man berolige klimaaktivisterne med, at den kommende kulde også skyldes menneskehedens hedonisme, og så var vi tilbage på sporet igen, tungt assisteret af B.T., der bragte en beroligende overskrift, som vi kender den; nemlig at 175.000 europæere iflg. WHO lige nu ligger og dør af varme.

Det lyder bestemt ikke rart, men alligevel overvejer jeg ofte, om nogen burde sende dem en kopi af den Bjørn Lomborg-rapport, der viser, at der hvert år stadig er langt flere, der dør af kulde end af varme. Jeg er bare ikke sikker på, den falder i god jord, hvis nu man hører til dem, der har investeret heftigt i opretholdelse af klimaangsten. Der er jo ingen penge i et vejrfænomen, hvor man bare kan strikke en ekstra trøje.

Hårdt Labour i England og bær i Sverige
I UK er der maskefald i den fine, nye venstreorienterede regering, der allerede efter en god måneds tid bekender kulør. Senest har premierminister Keir Starmers nådesløse korstog mod egen befolkning ført til indsættelsen af militære specialstyrker, så fredselskende, muslimske grupper lige kan få ro i gaderne til at demonstrere mod den post-koloniale undertrykkelse, de har rejst så langt for at være ofre for. At enkelte demonstranter medbringer kniv og machete i fredsmarchen, er jo blot en kulturforskel, som vi med vores hvide privilegium må lære at assimilere os i. 

Beredskab er også noget, man dyrker i Sverige, dog på en mere pragmatisk måde. Her har den svenske regering iflg. TV 2 nemlig meddelt befolkningen, at den i tilfælde af krise bare skal gå ud i skoven og spise bær. Tænk, så enkelt kan den øgede sikkerhedsrisiko ved et NATO-medlemskab håndteres. Invasion? Spis bær! Ingen strøm? Spis bær. Missilangreb? Spis bær. Rynker i panden? Spis bær. Tomme hylder i Systembolaget? Spis… Nej, okay, der må være grænser.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på de interne forhold hinsidan, men der dæmrede noget fra min barndom, hvor min far, der handlede med svenske og finske savværker, som regel kunne holde en ekstra, ufrivillig sommerferie i august måned, fordi stort set samtlige medarbejdere oppe i de store, nordiske skove pludselig udeblev fra sav og samlebånd, når bærsæsonen gik i gang. Man vidste aldrig helt hvornår; man vidste bare, at i indeværende måned var det altid så som så med leverancerne.

Dermed må vi konkludere, hvis blot man imødeser en sensommerkrig, så er der helt ro på i de svenske spisekamre. Hvad de gør fra oktober, glæder vi os til at høre om til den tid.

Forurenet vand i Frankrig og en tyrkisk skytte
Vi, der fra 5-årsalderen har rejst i Frankrig, har i en tidlig alder lært, at man ikke skal drikke vand af hanen, og selvom der siden dengang er tilsat betragtelige mængder klor for at imødekomme turisters sarte maver, var det måske en smule letsindigt ligefrem at plumse et større antal OL-triatleter direkte i Seinens brakvand og forvente, at de kom levende op igen. Det kom de så også kun med nød, næppe og enkelte hospitalsindlæggelser grundet coli-bakterier.

I den mere levedygtige ende af skalaen var jeg ret pjattet med Tyrkiets deltager i en eller anden form for skydning, som snuppede en sølvmedalje med den ene hånd i lommen og en attitude som en serbisk lejemorder på et mellemeuropæisk gadehjørne. Her var hverken sang, dans eller totempæle; bare ren arrogance og know-how.

Krigen mod landbruget virker
Globalister og andet godtfolk kan glæde sig over, at krigen mod landbruget endelig begynder at bære frugt, for Landbrugsavisen kunne i denne uge bringe den for alle os andre sørgelige nyhed, at 1.068 bedrifter indenfor gartneri og landbrug er lukket ned gennem det seneste år.

”Gudskelov”, tænker de ovre i Alternativet og Det Radikale Venstre (hvad Friis Bach i sit nyanlagte krydsfelt tænker, venter vi spændt på) – ”så er vi da snart fri for fortsat at sætte os ind i avanceret statistik og agrokemi og kan nøjes med at pege fingre ad lettere angribelige segmenter.” At samme MF’ere også snart kan slippe for at have et fornuftigt udvalg af friske varer i deres Kartoffelrække-supermarked, er en anden snak, som der nok kommer en god løsning på i morgen.

Til sidst de positive nyheder
Ugen bragte tilmed flere gode nyheder. For eksempel kan vi her i landet pudse glorien og glæde os over ny, arkæologisk forskning, der viser, at norske vikinger var langt mere voldelige end de danske. Dét kan vi godt li’ at høre! Så kan vi fortsat opretholde et dansk image som Skandinaviens civiliserede spejderdrenge, og overlade fuldskab og frivol opførsel til vore nordiske naboer.

Studiet viser samtidig, at der i vikingetidens Danmark har været flere systematiske henrettelser, mens nordmændene lader til mere improviseret at have taget livet af hinanden. Det underbygger så fint vores selvopfattelse som mere ædruelige og mindre anarkistiske, og kunne tænkes at have direkte sammenhæng med vores nutidige valg af statsminister, der også gerne benytter sig af systemets magt til at fælde sine modstandere, men som chokeres dybt over den mere direkte konfrontation, som når f.eks. en fuld polak kommer til at ramle ind i hende på Kultorvet.

I mit eget - og for en gangs skyld ikke-ironiske univers - har jeg glædet mig over nyhedsbrevet fra Københavns Domkirke, der sammen med DR melder om et så stærkt ønske om at skrue op for antallet af tv-gudstjenester, at der nu sendes live fra en række højmesser sommeren over.

Bravo! Vi har brug for noget at tro på, noget at lytte til, noget at fordybe os i og noget at reflektere over i denne tiltagende bedrageriske og latterlige verden.

Og så, jeg havde nær glemt det, har vi brug for bobler. God tirsdag!