Kommentar

28.09.24

Hizbollahs superterrorist Nasrallah er død – et skridt tættere på fred

Jeg tror på fred. Jeg tror, at normaliseringsaftalerne mellem Israel og de arabiske lande, der blev iværksat af præsident Donald Trump, er vejen frem. Men en normalisering og fred forudsætter, at terrororganisationer som Hizbollah og Hamas elimineres. Så længe de eksisterer, vil Mellemøsten aldrig forandre sig.

Israel er i gang med at gøre sig selv, Syrien, Libanon og resten af Mellemøsten en stor tjeneste ved at bekæmpe den shiamuslimske og iransk dirigerede terrororganisation Hizbollah. Lørdag meldte det israelske militær, at den paranoide og medicinafhængige Hizbollah-leder Nasrallah blev dræbt i et angreb i det sydlige Beirut fredag aften. Og her lørdag eftermiddag bekræfter Hizbollah, at deres øverste leder er død.

De seneste uger har israelske styrker målrettet angrebet og elimineret flere højtstående Hizbollah-ledere, som var i gang med at planlægge angreb mod det nordlige Israel, hvortil titusinder af israelerne venter på at kunne vende hjem - i fred for Hizbollahs bombardementer.

Selv om Hamas og Hizbollah arbejder med forskellige former for terrorisme, kunne Hizbollahs angreb meget vel have lignet Hamas' brutale massakre på de unge festivalgæster i Negevørkenen i Israel den 7. oktober sidste år. Det er en uacceptabel trussel, som Israel er nødt til at tage seriøst.

Det er vigtigt at huske, at mens verdens øjne har været rettet mod Gaza og krigshandlingerne dér, har Hizbollah dagligt sendt missiler ind over det nordlige Israel. Det er blevet til tusindvis af missiler. Når de danske mellemøstkorrespondenter fortæller, at Hizbollah har været tilbageholdende siden massakren den 7. oktober, er det simpelthen ikke sandt.

For nylig forsøgte gruppen endda at ramme storbyen Tel Aviv. Heldigvis formåede Israels luftforsvar, The Iron Dome eller Jernkuplen, at afværge katastrofen. Denne konstante trussel fra Hizbollah mod Israel har store konsekvenser for hele regionen, men den påvirker også libaneserne selv. Libaneserne er blevet gidsler i deres eget land.

Israel er godt i gang med at befri Libanon fra Hizbollahs og Irans de facto-besættelse. Hizbollah har kontrolleret store dele af Libanon gennem årtier og undermineret landets suverænitet. Da jeg besøgte Beirut sidste år, var det ikke det libanesiske politi eller militær, der kontrollerede lufthavnen. Det var Hizbollah, der bød mig velkommen. Jeg er glad for, at de ikke vidste, hvem jeg var. Ellers kunne jeg næppe have skrevet disse ord.

Hussain Abdul-Hussain, en analytiker fra Chatham House, der ligesom jeg selv har været Visiting Fellow hos tænketanken Hudson Institute i Washington, D.C., beskriver i sin artikel "A State Within a State", hvordan Hizbollah siden 1982 har udviklet sig fra at være en terrororganisation til at blive en stat i staten. Hizbollah har etableret en politisk og religiøs platform med stærke bånd til Iran. Ifølge Abdul-Hussain søger Hizbollah at skabe en islamisk stat i Libanon baseret på Irans revolutionære ideologi, og det er denne vision, der fortsat truer hele regionens stabilitet.

Hizbollah har med Irans støtte ageret som en revolutionær bevægelse, der systematisk har undermineret ikke kun Libanon, men også andre lande i regionen, især Syrien.

Sammen med Iran har gruppen kæmpet side om side med Syriens diktator, Bashar al-Assad, i den brutale borgerkrig i Syrien, der har kostet hundredtusinder af liv og drevet millioner af syrere på flugt. Mange af de syriske flygtninge, der har forladt deres hjem siden 2011, kan takke Hizbollah og deres iranske sponsorer for deres lidelser. Det er derfor paradoksalt, at Hizbollah hævder at beskytte regionens befolkning, når de i virkeligheden har været med til at skabe kaos og ødelæggelse - og samtidig undskyldes af de danske mellemøstkorrespondenter.

Skal jeg være positiv, er der god grund til at gætte på, at de lande, der opfordrede til en våbenhvile sammen med USA og andre frie, vestlige lande i denne uge, vil være blandt de lande, der efter Israels eliminering af Hamas og Hizbollah vil være at finde blandt de næste lande, der indgår en normaliseringsaftale med Israel.

Jeg tror på fred. Jeg tror, at normaliseringsaftalerne, der blev iværksat af præsident Donald Trump, udenrigsminister Mike Pompeo og Trumps mellemøstrådgiver Jared Kushner, og stadig lever under præsident Joe Biden og udenrigsminister Antony Blinken, er vejen frem. Men en normalisering og fred forudsætter, at terrororganisationer som Hizbollah og Hamas elimineres. De lever af vold, terror og konflikt, og så længe de eksisterer, vil Mellemøsten aldrig forandre sig. Derfor gør Israel os alle en tjeneste ved at bekæmpe Hizbollah og Hamas.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter