Sidste forår skabte Høegh-Dam et vist postyr, da hun fra talerstolen talte grønlandsk til de danske og færøske medlemmer og efterfølgende nægtede at oversætte talen til dansk.

Måske var Høegh-Dam af den opfattelse, at det alligevel var spildte guds ord på Balle-Lars at forhandle med Tingets medlemmer. Det var i hvert fald den holdning, hun udviste – og så vidt jeg har forstået det, har hun fortsat sin sproglige praksis siden da.

Også når hun i Snapstinget skal oplyse, om hun vil have fløde i kaffen? Jeg har forsøgt mig på nutserut.gl/hybrid og får følgende resultat for et positivt ønske om fløde: Kaffillerfigerusuppakka.

Jeg skrev dengang nogle betragtninger til Berlingske, der havde berettet om tildragelsen, men redaktionen var åbenbart af den opfattelse, at sådanne ikke lod sig publicere i en pæn, borgerlig avis.

Nu har sprogforbistringen så atter nået dagspressens forsider, og mine betragtninger lige så aktuelle – eller uaktuelle -, som de var for halvandet år siden:

Den provokerende nationalist
Det lille optrin i folketingssalen den 12. maj, hvor det grønlandske folketingsmedlem for Siumut, Aki Matilda Høegh-Dam, henvendte sig til de danske og færøske delegerede på grønlandsk og efterfølgende afviste at gengive sin tale og at besvare spørgsmål på dansk, giver selvfølgelig umiddelbart mindelser om Peter Hiort Lorentzen (1791-1845), som den 11. november 1842 talte til Den Slesvigske Stænderforsamling på dansk.

Den danske nationalist ”talte dansk og vedblev at tale dansk”, som det senere overgik i erindringskulturen. Det provokerende i Hiort-Lorenzens sprogvalg lå i, at forhandlingssproget i Slesvigs Stænderforsamling såvel som hertugdømmets administrationssprog var tysk, og den 29. marts 1844 genoprettede kongen, Christian VIII, da også ordenen med en bestemmelse om, at kun deputerede, som erklærede, at de ikke beherskede tysk, havde lov til at tale dansk.

Det står for nuværende åbent, om ”kongen” – eller hvem der nu måtte træde i hans sted (Folketingets formand, statsministeren?) – på tilsvarende vis vil træffe en afgørelse om sprogbrugen i Folketinget.

Sprogforvirring
Men ifølge en artikel af Albert Søgaard Thomsen i Berlingske den 16. maj er ”et flertal af partierne i Folketinget […] åbne over for at indføre simultantolkning i Folketingssalen, så det er muligt at holde tale på samtlige af rigsfællesskabets sprog”.

Det kan selvfølgelig blive lidt kompliceret – og personelmæssigt vanskeligt – at skulle simultanoversætte mellem tre sprog (grønlandsk, færøsk og dansk) – ikke mindst oversættelsen fra grønlandsk til færøsk og vice versa.

Og vi bør nok være glade for, at vi i tide fik solgt De Vestindiske Øer. Hvad er mon modersmålet dér? Er det et af flere akan-sprog, som blev talt på Guldkysten?

Det kommer næppe som en overraskelse for mange, at det netop er den unge Aki-Matilda Høegh Dam, der udførte den lille sproghappening i folketingssalen. Det er blandt de helt unge, at vi som oftest skal finde hedsporerne – i dette tilfælde en af de nationalistiske af slagsen -, og personer, der som Høegh-Dam har såvel en dansk som en grønlandsk baggrund, vil ofte være særligt ivrige efter at markere deres etniske tilhørsforhold.

Hvad bestiller en grønlænder i Folketinget?
Ikke desto mindre åbner Høegh-Dams optræden for flere relevante betragtninger. Umiddelbart fremkommer spørgsmålet:

Hvad bestiller en grønlandsktalende grønlænder i Folketinget? Sammensætningen af Folketinget er fastsat af Grundloven, og svaret på spørgsmålet fremgår af dennes titel: Danmarks Riges Grundlov.

Grundloven er altså gældende for Rigsfællesskabet. Det, at rigsfællesskabet siden 1953 har antaget en føderal karakter, er ikke forudset i Grundloven, og det viser i sidste ende, hvor tilbageholden man bør være med at skrive noget ind i en grundlov.

For i dag burde en grønlænder have lige så lidt at gøre i Folketinget, som en dansker har det i Grønlands lovgivende forsamling.

Et tokammersystem til Rigsfælllesskabet
Skal Rigsfællesskabet fortsat bestå, burde der skabes et tokammersystem, hvor Folketinget som et nationalt andetkammer kun varetager danske forhold. I førstekammeret vil man så af hjertens lyst kunne forhandle på alle nationalsprogene.

Jeg kender intet til grønlandsk sprog og ved ikke, om det er velegnet til de komplicerede forhandlinger mellem delene af Rigsfællesskabet. Ellers kunne man vælge et neutralt fjerdesprog som lingua franca; fransk har som bekendt en lang tradition i diplomatisk sammenhæng.

Omend der ikke er nogen direkte sammenhæng til episoden i Folketinget, så aktualiserer denne alligevel spørgsmålet: Hvordan kunne danske politikere være så uansvarlige, at de med §21 i Lov om Grønlands selvstyre af 12. juni 2009 garanterede en befolkning, der er noget mindre en den gennemsnitlige befolkning i en dansk kommune, suverænitet over et territorium, der antager karakter af et subkontinent.

Selvstyreloven burde selvfølgelig have begrænset eventuel grønlandsk selvstændighed til ”områder, der bebos af grønlændere” og nærme defineret sådanne.

Det står selvfølgelig Danmarks lovgivende forsamling frit for at ændre Selvstyreloven, men jeg ville gerne se den danske politiker, som blot kunne finde på at nævne en sådan mulighed.

I betragtning af den antagonisme, som dele af den politiske elite i Grønland udviser mod Danmark, trænger et yderligere spørgsmål sig på: Grønlændere og færinger kan gennem afstemninger udtræde af Rigsfællesskabet.

Er det ikke et udtryk for diskrimination af danskerne, at vi ikke gennem en demokratisk viljeserklæring er givet mulighed for at udtræde af rigsfællesskabet?