De nåede at blive mand og kone, men fik ikke lov til at mødes som mand og kone, før regimet tog Alirezas liv.

Det var advokaten, der ringede til Mahshads far for at få hans accept til vielsen. Måske håbede Alireza og Mahshad, at vielsen ville give dem mulighed for at se hinanden én sidste gang, inden dødsdommen blev fuldbyrdet. Familien ventede på tilladelsen til det sidste møde.

Men den kom aldrig. Kærligheden fik ikke lov til at krydse fængslets mure. Alireza blev hængt få timer efter vielsen.

Alirezas historie er ikke blot fortællingen om en ung mand, der blev henrettet. Den handler også om et regime, der med fængsler, dødsdomme og frygt griber ind i menneskers liv helt frem til deres sidste øjeblikke.

Fra hospitalet til henrettelsen
Alireza skulle allerede den 28. juli have været offentligt henrettet sammen med sin fætter Abolfazl Sepahi og Amir H. Safari i Isfahan. Men kort før henrettelsen fik han et hjerteanfald og blev overført til hospitalet. Henrettelsen blev udsat, og efter de indledende medicinske procedurer blev han sendt tilbage til fængslet.

Aftenen før henrettelsen ringede Alireza for sidste gang til sin familie. Han talte med sin mor og sine søstre og bad dem om ikke at græde, men at passe på sig selv. "Vær ikke bekymrede. Selv hvis jeg går over til den anden verden, vil jeg dér få en retfærdig retssag," sagde han.

Efter samtalen blev han overført til en isolationscelle.

Ordene om en retfærdig retssag rummer en bitter ironi. For netop retfærdigheden er blevet sat under spørgsmål i sager om politiske fanger i Iran, hvor der rapporteres om manglende gennemsigtighed, begrænset adgang til uafhængige advokater, tvungne tilståelser under tortur og hurtige retssager uden tilstrækkelig mulighed for at forsvare sig.

Henrettelsen er ikke altid afslutningen
Men presset på familien slutter ikke nødvendigvis med henrettelsen. Ifølge Iran Wire blev Alireza begravet i Kashan, mere end 200 kilometer fra familiens hjem i Isfahan, under omstændigheder, hvor sikkerhedsstyrkerne lagde pres på familien.

Også efter døden forsøger myndighederne således at kontrollere de efterladtes mulighed for at sørge og tage afsked.

Noget lignende var sket med Alirezas fætter Abolfazl, som blev begravet langt fra den landsby, hvor han boede, på et sted, som sikkerhedsstyrkerne havde udpeget, og familien har været udsat for et betydeligt pres for overhovedet at kunne være til stede ved hans grav.

Mahshad, der er 22 år og studerende i Isfahan, blev også arresteret under protesterne i januar og idømt fem års fængsel. Hun sidder fængslet i Isfahan. Nu skal hun leve videre uden den mand, hun netop var blevet gift med, og uden at have fået mulighed for at tage afsked med ham.

En henrettelsesmaskine, der skal bringes til ophør
Alirezas skæbne må ses i lyset af den bredere udvikling i Iran, hvor rapporter om henrettelser og krænkelser af politiske fangers rettigheder vækker alvorlig bekymring. Når retssager foregår uden tilstrækkelig gennemsigtighed, og anklagede ikke får en reel mulighed for at forsvare sig, undergraves selve grundlaget for retfærdighed.

For et regime, der bygger sin magt på frygt, kan henrettelser fungere som et middel til at skræmme befolkningen til tavshed. Men menneskeliv er ikke tal i en statistik, og familiernes sorg kan ikke reduceres til endnu en sag i et juridisk system.

Det internationale samfund og menneskerettighedsorganisationerne må derfor reagere med større konsekvens. Tavshed og passivitet risikerer at efterlade de fængslede og deres familier endnu mere alene over for et system, der kontrollerer både deres liv og deres sidste farvel.

Når tanken er fri
Men Irans unge generation synes ikke villig til blot at overtage regimets fortælling om landet og dets identitet. Mange søger tilbage til Irans historie og kulturelle rødder og tager afstand fra den religiøse ideologi, som præger styret.

De ønsker at genvinde retten til selv at bestemme, hvilket samfund de vil leve i.

Under den tyske besættelse skrev Poul Henningsen om frihedens betydning. Hans ord om, at ingen er fangne, når tanken er fri, og at den, der holder sjælen rank, aldrig kan blive træl, rummer også en tanke, der rækker ud over Danmarks historie.

Kærligheden overgav sig ikke
For magt kan fængsle mennesker, kontrollere deres bevægelser og endda tage deres liv. Men den kan ikke uden videre bestemme, hvad de skal håbe på, eller hvilken fremtid de skal ønske for deres land.

Alireza og Mahshad nåede at blive gift. De fik ikke lov til at begynde deres liv sammen, og de blev nægtet det sidste møde, de håbede på.

Kærligheden overgav sig ikke til henrettelsen, og måske er det netop dét, regimet aldrig helt kan henrette; menneskets håb om frihed og retfærdighed.