En 20-årig mand stikker en kniv i halsen på en kvinde på sandwichrestauranten Subway. To mænd bestiller en 17-årig til at dræbe en ung kvinde. Flere personer afgiver skud mod en lejlighed i Bispeparken.
Uskyldige overfaldes ved S-togstationer i København og Køge og udsættes for grusom vold, mishandling og ydmygelse. Den 33-årige Chaudhry Jazab Zia Akhtar fastholdt og voldtog en kvinde, der kæmpede imod og råbte og skreg.
Sådan kunne jeg blive ved med. Dette er bare i skrivende stund nogle af det seneste døgns overskrifter.
Voldspsykopater
Igen og igen udsættes uskyldige danskere for grov vold, men intet effektivt sker. Absolut intet! For konventionerne står i vejen. De tilbedes som hellige og urørlige lovtaler hugget ud i sten og forhindrer dermed, at vi kan smide alle disse voldspsykopater ud.
Havde jeg mere hår tilbage på min isse, ville jeg for længst have revet det ud af ren frustration.
Grunden til, at konventionerne efterlader et blodigt spor efter sig, er, at de er blevet en moderne myte. Myter forklarer jo, hvorfor forestillinger har så stor magt over menneskers sind. Så lad os se på konventionerne som en myte.
Det nye regeringsgrundlag nævner ordet "udlændinge" to gange på 77 sider. Til gengæld loves der "bedre balance" i fortolkningen af konventionerne. Balance er det rituelle ord, der bekræfter det hellige uden at navngive det. Reelt står der, at regeringen freder konventionerne.
Rettighedernes tomme tegn
I afmytologiseret forstand er konventionerne blot internationale retslige forpligtelser, der bygger på universelle menneskerettigheder.
Men menneskerettigheder er i dag et tomt tegn i den forstand, at det kan fyldes med næsten hvad som helst. Tegnet er tømt for sit historiske indhold og fyldt med ideologisk betydning: civilisation, oplysning, beskyttelse mod barbariet. Det er efterkrigstidens frelseshistorie, Nürnbergproces, og ”aldrig mere” nazisme.
Denne ideologiske opladning slører, at konventionerne blot er vedtaget af bestemte mennesker i en bestemt historisk situation med bestemte politiske interesser. De er et historisk produkt. Men myten forvandler dem til en naturgiven orden. Som med Lovens tavler på Sinajbjerget må man ikke røre dem. Det ville være blasfemi.
Det rituelle sprog afspejler dette. Politikerne og deres tjenere, juristerne, vil ikke "udfordre" konventionerne. Enhver burde kunne høre, at det er en helt gal sprogbrug, for man udfordrer ikke love, man ændrer dem. Men konventionerne må kun "balanceres", som der står i regeringsgrundlaget.
Sprogbrugen bekræfter det hellige: Vi nærmer os det sakrosankte med bøjet nakke og i det rette rituelle toneleje. Konventionerne er juristernes katedral; man træder ind i dem med ærefrygt og taler dæmpet derinde.
Inversionen
Konventionerne udgiver sig for at beskytte de svage. Det er deres erklærede formål og den humanistiske aura, der omgiver dem. Men det er nøjagtig det modsatte af, hvad de gør i praksis. Det er mytens arbejde at tilsløre denne inversion.
De svage er ikke de kriminelle, der har asyllovens ret til at komme til landet og ikke kan udvises. De svage er ofrene for den grove kriminalitet. Kvinder, der voldtages, unge mænd, der overfaldes, ældre, der svindles.
Det humanistiske sprog vender beskyttelsen på hovedet. De mest udsatte borgere beskyttes mindst, mens den juridisk-politiske elite bevarer sin definitionsmagt og sit moralske selvbillede intakt. I det omfang konventionerne beskytter flygtninge – dem er der reelt meget få af – må man undre sig over, at de ikke får beskyttelse i deres nærområde i stedet for at rejse gennem utallige sikre lande for at nå til paradiset i nord.
Inversionen er total. Konventionernes eliter bærer ikke omkostningerne. Alligevel er de dem, der definerer, hvad humanisme er. Det er mytens funktion. Den giver politikerne mulighed for dels at tale om problemet uden at handle og dels at præsentere stilstanden som ansvarlighed.
Civiliseret magtesløshed
Det, der fremstilles som universelt og tidløst, er i virkeligheden en partikulær ideologi med en konkret tilblivelseshistorie båret af konkrete interesser. Konventionerne er ikke naturgivne. De er historisk konstruerede, og de kan revideres i en ny historisk situation.
Ordene fra DF’s Malte Larsen rammer lige i midten af regeringens bløde bug: "Regeringen har kapituleret." Bødskov bøjer nakken med kapitulationens høflige mine og civiliseret magtesløshed.
Demokratisk selvbestemmelse og nationalt fællesskab er forudsætninger for, at rettigheder giver mening. Et samfund, der ikke kan beskytte sine borgere mod grov kriminalitet, fordi juridiske konstruktioner fra 1950 forhindrer det, er et afmægtigt samfund, der har kastet civilisationens fernis bort.
Mytens egentlige triumf er, at den ikke behøver nogen vogtere. Den er nemlig internaliseret. At røre ved konventionerne er ikke et politisk valg, der kan diskuteres. Det er at vise, hvem man er, og man – vores politiske og juridiske elite – vil i hvert fald ikke placere sig på den ”forkerte side af historien” i ”barbarernes” selskab.
Og så sker der ingenting. Igen og igen, kunne man sige. De 77 sider i regeringsgrundlaget er en gravsten over den politiske vilje.
