Når islams missionærer går i gang med afprøvede metoder gennem 1400 år, så har den gennemsnitlige dansker ikke en chance. Charmeoffensiven kan være så overvældende, at den sekulære dansker efterlades tør for argumenter, målløs, og "besejret".
Jeg er tit i rollen som en flue på væggen på de forskellige sengeafsnit, hvor jeg arbejder som sygeplejerskevikar. Med mine 32 års erfaring fra de danske sygehuse, har jeg mødt eksempler, som jeg finder ganske foruroligende for udviklingen i det danske sundhedsvæsen.
Kollegaerne tager muslimernes religiøsitet alvorligt
Islam manifesterer sig overalt på de danske sygehuse, og har store fordele fremfor andre religioner, fordi den er så synlig. Det muslimske personale iklædt deres muslimske symboler med tørklæde og hijab har det meget nemmere med at indlede en samtale om religiøse krav i dagligdagen og forventninger til arbejdspladsen med kollegaerne.
Deres religiøsitet bliver taget dødalvorligt af de danske kollegaer. For nylig overhørte jeg en brændende fortale for flerkoneri fra en somalisk sygeplejerske. En enkelt usikker stemme fra en ung dansk sygeplejerske blev tiet ihjel. Hun blev ved med at spørge naivt: “ Er det ikke ulovligt i Danmark?”
Den søde somaliske sygeplejerske fortsatte med sit forsvar af flerkoneri. Mænd har større sexbehov end kvinder, derfor har Allah tilladt flere koner til dem. For at forebygge sexrelaterede sygdomme og skåne kvinder, der allerede er i ægteskabet fra svigt og bedrag, derfor er det mere menneskeligt at gifte sig med den anden hustru.
Argumentation for flerkoneri blev af mine danske sygeplejerskekollegaer varmt modtaget. Alle smilede og nikkede anerkendende og brugte anledningen til at udleve deres tolerance og interkulturelle forståelse. Den enlige stemmen i baggrunden, som havde utrykt en smule skepsis, blev stille.
Det er selvfølgelig svært at dyrke flerkoneri i Danmark, indrømmede den somaliske sygeplejerske. Derfor vælger vores somaliske mænd at rejse til Somalia, hvor de nemt kan finde en passende hustru. Samtalen afsluttes med smil og fordragelighed, med overflod af forståelse for de stakkels somaliske mænd.
Den skjulte mission for islam
Tidligere var den offentlige sektor i Danmark og også sundhedsvæsenet præget af sekulære normer. Vi har nu i mødet med den muslimske indvandring og i bestræbelserne på at få de mange muslimer ud på arbejdsmarkedet tilladt, at de sekulære normer i det offentlige rum inklusive sundhedsvæsenet er blevet brudt ned.
Det er en kæmpe fejltagelse. Muslimer udgør den eneste religiøse trosretning, som adskiller sig fra resten af det uniformerede personale i sundhedsvæsenet med ekstra uniformering. Denne ekstra uniformering er meget synlig. Man ser straks, når tørklædet viser sig som det første i mødet med personalet, at her kommer der en muslim.
Fagpersonen ser man ikke umiddelbart. Dertil er signalementet af det religiøse for kraftigt understreget, så stillingsbetegnelsen og fagpersonen kommer i anden række. Mange danskere føler sig provokerede og fremmedgjorte af denne religiøse uniformering, men det er svært at give udtryk for, fordi fordømmelsen som ’racist’ ligger parat til at blive udspyet over alle, der vover at løfte stemmen.
De få rebeller
Nogle få nægter at blive behandlet af fagpersoner i “sharia uniform". Men den protest vender samfundet det døve øre til, eller straffer de “utilpassede” danskere med anklager og racistiske fordomme. Vi skal bare acceptere religiøse forskrifter for en fremmed religion. Det er forkert, for det er jo tvang. Det er islam der tiltvinger sig en plads, hvor religion ikke har noget at skulle gøre.
Der findes mennesker i Danmark, som regel belæste med solid viden om islam, der nægter at bøje sig for den uniform, der vifter foran dem med budskabet om religiøs overlegenhed, diskrimination af ikke- muslimer, accept af børneægteskaber og utilsløret antisemitisme. Men hvad er samfundets holdning til disse rebeller?
Udover den helt almindelige strudseleg, som er udtryk for en udtalt berøringsangst, leger samfundet legen: ”Der er ikke noget problem”. De enkeltpersoner, der ytrer deres utilfredshed, bliver udskammet og straffet.
De fleste gemmer deres tøven og undren væk
Almindelige dansker som på deres arbejde kommer tæt på islam, er sjældent rebeller. De fleste danskere forsøger at virke tolerante, søde, lyttende, åbne for fremmede kulturer. Og de fleste kommer på arbejde opdraget til at mene, at kritik af islam og islams måde at presse sig frem på, er en slags racisme.
Det er de velopdragne danskere, alle dem, der gennem mange år har været udsatte for den samme socialistiske kulturrelativistiske fortælling fra de ledende politikere, fra pinger i kulturlivet og i de danske medier. De forventes at acceptere uden tøven, uden at stille kritiske spørgsmål, uden mulighed for undren. Jeg bliver altid forarget over at være vidne til naivisme af den kaliber.
Her kommer jeg til kernen af min bekymring. Jeg havde selvfølgelig lyst til at spørge den stortalende somaliske sygeplejerske, for hvem det religiøse flerkoneri var så vigtigt, om muslimernes profet Muhammed og hans sexlyst. Hvor stor den måtte være, da vi ved at han var gift med 11 kvinder. Eller hvordan kan en flygtning fra Somalia rejse frit til hjemlandet og tage ekstra kone med tilbage til Danmark.
Jeg må bare oplyse mine danske landsmænd, at de to spørgsmål ville have koste mig min stilling som vikarsygeplejerske på denne afdeling. Det er så sikkert som amen i kirken. Så jeg holdt tand for tunge – en gang til.
