Det tog Danmark mindst fire årtier at indse, at volden, som i dag opleves i Folkeskolen, hænger sammen med indvandringen og de efterfølgende kultursammenstød. Årsagen begynder vi så småt at forholde os til nu, dog med typisk skandinavisk hensyntagen til voldsudøvere. Der er taget hul på det, som det lyder på pæredansk. Det er vi tilfredse med. 

Problemerne i et multikulturelt samfund er desværre ikke kun begrænset til skolevæsenet.

Sundhedsvæsenet står midt i problemerne, vi drukner i besværligheder med ikke dansk/ ikke engelsk talende patienter og kollegaer. De kulturelle krav, som de pårørende til muslimske patienter stiller til personalet, koster tid. Især ved dødsfald af en muslimsk patient er det ret ressourcekrævende.

Muslimske pårørende kræver særbehandling
Der kan opstå urimelige beskyldninger, tidskrævende samtaler, hvor flere læger og sygeplejersker bliver involveret i gentagne forklaringer. Det tragiske er, at dette foregår på bekostning af de øvrige patienters pleje. Urimeligheder, som vi bruger mange ressourcer på, bliver desuden sjældent værdsat. Kulturel utilfredshed kan ende i skubben til personalet, højtråbende pårørende og trusler om vold. 

Det er tit nødvendigt at involvere politiet. Det tror jeg ikke folk uden for sundhedssystemet er klar over, men det vil jeg gerne oplyse danskerne om.  

På Hvidovre Hospital, som er landets største fødeafdeling, er de vant til lidt af hvert. En sygeplejerske har afsløret for mig, at utilfredse udenlandske fædre kan blive direkte utilregnelige, når deres kone føder pige nummer fem og ikke giver ham den forventede søn. 

Personalet finder sig i det
Det er ganske deprimerende, hvordan personalet responderer på de urimeligheder, de bliver mødt med. Majoriteten finder sig i det uden tøven. Mange negligerer problemerne, dækker over dem, kommer med undskyldninger på patienternes eller de pårørende vegne, eller kritiserer en utilfreds kollega, der forsøger at sige fra, med tunge anklager om racisme.

Det er måske forventeligt efter årtier med venstreorienteret og radikal ensartet anprisning af det multikulturelle samfund. De offentligt ansattes adfærd er blevet som tamme, servile væsner uden stemme. De vælger tavshed.

Ensretning og indoktrinering
I sundhedsvæsenet arbejder mange kvinder i de relativt lavt betalt jobs. Men den danske kvinde i den hvide kittel har fået indprentet, at hun er privilegeret blandt alverdens kvinder, hun er blevet fodret med, at hun har de bedste vilkår.

Hendes børn skal i institution som 1årige og socialiseres, og hun skal tilbage på arbejde. Det har hun fået at vide er det bedste. Hun bliver ved med at tro på dette fatamorgana på trods tiltagende stress og at hendes børn lider i institutionerne og mistrives på skolerne.

Sådan en kvinde holder også fast i utopien om den bidragende og kulturberigende indvandring. Jeg får det dårligt i den atmosfære mættet af forloren høflighed, kollegialitet der kræver underdanighed og socialistiske holdninger.

Et sygt arbejdsmiljø for en anti-socialist
Træder man ved siden af med en kritisk sætning om for eksempel patienternes, eller på det seneste også de udenlandske sygeplejerskernes uforståelige dansk, møder man tavshed. På bedste Greta Thunberg vis, vender de ansigtet fra mig og belønner mig og mine observationer med himmelvendte øjne. Til sidst mister jeg helt øjenkontakten med mine frelste kollegaer. Jeg bliver ignoreret.

Det danske sundhedsvæsen er et sygt arbejdsmiljø for en anti-socialistisk sygeplejerske, som hader socialistiske løgne om indvandring og den kulturelle berigelse. 

Dalende kvalitet i sygeplejen
Faglighed og omsorg er der også blevet set gennem fingrene med. Det generelle forfald i sygeplejen har flere skyldnere efter min opfattelse. Akademisering af den danske sygeplejerskeuddannelse er en af grundene. Nyuddannede sygeplejersker har hovedet fuld af teorier, men kan ikke varetage basal sygepleje og give et bad til en patient.

Mangel på sygeplejersker forsøger man at løse med ansættelser fra udlandet, fra lande som Iran, Indien, Nepal. Lige netop om denne gruppe ved man i offentligheden ikke så meget. Mange af de nyansatte iranske sygeplejersker taler med en tung persisk accent og en uforståelig udtale.

Konversation med disse kolleger rækker kun til super korte sætninger. De færreste kan svare på mine uddybende spørgsmål under rapportering, og de kan hellere ikke deltage i en kollegial småsnak.

Kritik belønnet med afskedigelse
I enkelte tilfælde giver den sproglige svaghed sig udslag i direkte løgne. Den sprogligt usikre sygeplejerske ønsker sig en hurtigt overstået samtale i stedet for at få belyst patienternes behov grundigt. I stedet stikker hun en løgn. Det går ud over patienterne.

Da jeg åbnede munden med min undren over denne generelle accept af så stor sproglig inkompetence, blev jeg belønnet med afsked fra den pågældende afdeling. Ja, derfor forbliver de fleste tavse. 

Fravær af dansk sprog og dansk kultur fører til forfald
I mit job som vikar-sygeplejerske har jeg oplevet fatale fejl på en mave/tarmafdeling, som varetager ansvar overfor alvorligt syge kræftpatienter. Mange af patienterne er i deres sidste sygdomsfase, hvor de får “kærlig pleje", da aktiv behandling er indstillet. Kort sagt sygdommen har vundet over patienten. Det er kun et spørgsmål om tid. 

Jeg er vant til plejen af denne type af patienter, min erfaring tæller 32 år i sygeplejegerningen. Disse kræftsyge patienter er afkræftede, psykisk og fysisk trætte efter lange sygdomsforløb, meget stille, triste og meget tynde.

Mange kan ikke holde maden i sig, andre har kvalme og opkast, eller problemet kan være madens konsistens. Sygeplejersken kan ikke nøjes med at tilbyde dem almindelig mad. Tilbuddet om mad bør tilpasses den enkelte patient. Virkeligheden, som jeg oplevede, var sjusk, svigt og undskyldninger. 

Sygeplejen på den afdeling var i totalt forfald under ledelse af en indisk uddannet afdelingssygeplejerske, der taler så dårligt dansk, at man næsten ikke kan kommunikere med hende

Noget så basalt som at sørge for et måltid til patienter, der er småtspisende i forvejen, var borte på denne afdeling.

De spiser jo alligevel ikke noget
En aften manglede der mad til fire patienter, fire portioner aftensmad som nogen havde glemt at bestille. Det kan ske, travlhed og stress. Det vil jeg ikke dømme mine kolleger for.

Men den uprofessionelle indstilling til at løse problemet, var skandaløs. Den ansvarshavende sygeplejerske affejede mig med, at det ikke var hendes skyld den manglende bestilling, og at patienterne jo alligevel ikke spiste maden. Jeg skulle slappe af, fik jeg at vide.

Jeg må indrømme, at disse svar ikke beroligede mig, overhovedet ikke. 

Sproget var også problematisk, da den ansvarshavende sygeplejerske kun forstod hver anden sætning og hele tiden spurgte:” Hvad siger du?”

Jeg måtte søge hjælp hos andre. Det viste sig, at nogle patienter ikke havde fået aftensmad flere aftener i træk. 

Hvor er vi henne i Danmark?
Kan sygeplejersker med deres uddannelse fra Den Tredje Verden højne sygeplejen? Er disse eksempler enkeltstående tilfælde? Næppe. 

Jeg har lagt mærke til, at muslimske sygeplejersker bliver hurtigt “op på dupperne”, når man omtaler eller problematiserer de opståede vanskeligheder vedrørende sygeplejen af den muslimske patient.

De tiltvinger sig adgang til patienten, som for at vise, at der ingen problemer er overhovedet.

Der er nultolerancepolitik på Hvidovre Hospital hvad angår vold, diskrimination, og andre urimeligheder på baggrund af etnicitet, hudfarve eller religion. Smukt.

Jeg efterlyser rimelighed i denne flotte forudsætning på en multikulturel arbejdsplads. For slogans som disse er kun med til at sløre de virkelige problemer, som det multikulturelle samfund fører med sig.