Pelikanen hakker sig hårdt i brystet for at fodre sine unger med eget blod. Det er derfor et kristent klassisk symbol: et billede på Jesu selvopofrelse.
Kristus gav sit blod for at tilføre menneskeheden liv, og selvom det så afgjort ikke er mit ærinde at sammenligne Isam B. med hverken Jesus eller en pelikan, så er der alligevel en drejning her, der leder tanken hen på den forkætrede musiker.
Surt show
Jeg vil ikke ligge søvnløs om natten, hvis han får fjernet sin sang fra Højskolesangbogen. Han har været i særklasse utålelig at høre på i årevis. Højskolesangbogen er et kristent manifest, og der er ikke meget kristent at spore i Isam B.´s svimlende urdyb.
Efter sin ganske utilslørede kærlighedserklæring til en ellers ret så tilsløret beklædning over kvinder, har en kulturcafé i Sorø akut aflyst en koncert med manden. Jeg kan forestille mig, at det gør ondt. Ja, surt show. Det står enhver frit at benytte sig af vores grundlovssikrede ytringsret. Men sætter man ulvene løs, har det en konsekvens. Det er spillestedets indlysende ret at sige fra, når nu det på ingen måde kan se sig sig selv i Isam B.
Party-stopper
Jeg har selv mærket konsekvenser af mit forsvar for Israel. Svovl på mine sociale platforme flyder igennem kommentarfelterne som kemisk affald. Jeg skriver om Israels nødvendighed, og det er ikke ligefrem et frikort til medierne.
Støtte til Israel er langtfra V.I.P-adgang til primetime på fjernsyn. Redaktionerne vil kun høre fra mig, hvis jeg decideret er truet på livet. Men stemmer, der skriger på zionismens fald bliver modtaget med gyldne laurbær og æresrunder.
Jeg skal ikke kunne sige, om mit virke for Israel har skadet karrieren. ”Det forudsætter, at du har én karriere”, som en tilhører sjovt sagde til mig, da jeg forklarede risikoen ved at dele sine standpunkter med alle verdenshjørner.
At sætte en argumentation i omdrejninger sætter skibe i brand. Det er en del af ligningen. Der er ingen nåde. Det undrer mig således, at aspekter i debatten omkring Isam B. går på, at det ikke er kristent, hvis vi ekskluderer den grimme melding.
Via Dolorosa
Det er snarere et kristent elementært paradigme at ofre sig for sin overbevisning. At stå ved sin tro indebærer tab. Det antikke græske ord doulos betyder slave. Det er igennem tiderne blevet latiniseret og nået til oldfransk, hvor det dannede ordet la douleur, smerte.
Den latinske variant af ordet indgår i en spændende sammenhæng, nemlig i den rute den svært torterede Jesus tilbagelagde med krucifikset på skulderen, ”Via Dolorosa”, ”Lidelsernes Vej”.
Her fletter det græske udspring fra ”doulos” sig ganske tydeligt ind i det latinske adjektiv ”dolorosa”. Det åbner et filosofisk perspektiv på katastrofen. Vejen til Golgata og Jesus smelter sammen. Romerne har lagt Jesus i lænker. De har sat sig i tronstolene over ham.
Han er slaven på Via Dolorosa. Det hele er i sproget bag sproget. I lyset bag lyset.
Sandhedens pris
Semantik og historie beretter om sandhedens pris. Den er afsenderen ret beset slave af. Det er det, Luther kalder ”den trælbundne vilje”. Det er ikke omkostningsfrit at stå på vagt for sin mission, sit ideal. Vi er evigt trælbundet af det vidnesbyrd, vi bringer til torvs. Luther vidste i den grad, hvad han talte om her.
I den romerske digters Vergils udgave af Odysséen ser vi angrebet på Troja fra trojanernes synspunkt. Vergil vender eposset rundt. Da grækernes hest af jern står enigmatisk foran Trojas porte, advarer trojaneren Laokoon på borgmuren sine landsmænd om ikke at lukke mysteriet ind.
Han siger: ”Frygt grækerne, når de giver gaver!” Min latinlærer i gymnasiet, Claus Nielsen, havde en mesterlig oversættelse, der hed; ”Frygt grækerne, især når de giver gaver!”
Vergil har altså ladet en trojaner gennemskue den mytologiske list. En bevidst litterær provokation. Den latinske version havde et absolut tiltænkt element af bedrevidenhed i forhold til det græske forlæg.
Men i det sekund, Lakoon på sin vagt udråber sin advarsel, rejser en tohovedet slange sig fra havet, og i et drabeligt hug sluger uhyret whistlebloweren og hele hans familie.
Sandheden har altid være ilde hørt. Det har en pris at være budbringer. Lær at leve med den. Lær at overleve med den.
