Det ser ud til, at mange vestlige analytikere fejlbedømmer regimet i Iran. En mulig forklaring er, at man ofte forventer, at autoritære regimer tænker og handler efter samme logik som vestlige demokratier. Men historien viser, at regimer med en anden politisk og ideologisk forståelse kan følge helt andre strategiske mønstre, og det gælder ikke mindst Den Islamiske Republik Iran.
Krige vindes ikke alene med våben. De vindes også med strategi, psykologi og en forståelse af modstanderens tankegang. Historien viser, at fredsforhandlinger og våbenhviler ikke altid er udtryk for et oprigtigt ønske om fred. Nogle gange kan de også bruges til at købe tid, omgruppere styrker eller opnå strategiske fordele.
Det var en erfaring, som USA gjorde sig allerede under Vietnam-krigen. Alligevel synes denne historiske lære ofte at blive glemt, når man står over for autoritære regimer, der tænker ud fra en anden logik.
