Engang roede de over åbent hav i både, som i dag ville være blevet standset af Arbeidstilsynet, Likestillingsombudet, Klimautvalget og en kommunal konfliktmægler med specialkursus i toksisk maskulinitet.
De roede ud, fordi verden fandtes. Fordi horisonten kaldte. Fordi risiko, ære, handel, vold, eventyr, slægt og Gud endnu ikke var blevet erstattet af HR, værdigrundlag og en obligatorisk workshop om ubevidste fordomme.
Vikingerne nåede Amerika uden visum, uden projektbeskrivelse, uden kommunikationsstrategi og uden en presseansvarlig, der først havde godkendt ordet “opdagelse”. De risikerede alt. De sejlede mod det ukendte i skibe, hvor én storm kunne gøre ende på både ekspeditionen, familienavnet og den mundtlige overlevering.
I dag ror vi også. Men nu sker det på tribunen.
Afhængig, men "fri"
Synkroniseret, filmet, delt, liket og forklaret af en kulturjournalist. Det er ikke længere havet, der skal overvindes, men følelsen af at være pinligt nordisk i et land, man samtidig har brug for og foragter. Amerika er stadig nødvendigt. Det leverer sikkerheden, teknologien, markedet, kulturen, våbnene, alliancen og scenen.
Men det gør ondt at indrømme. Derfor må man være “kritisk over for USA”. Ikke kritisk som en allieret, der tænker strategisk. Kritisk som en mellemleder i fleecevest, der har lært, at moralsk afstand er en form for personlig hygiejne.
Så kom kristendommen
Vikingerne blev siden kristnet. Det vil sige: De blev indhentet af en jøde fra Judæa. Det lille kors sejrede over hammeren. Ikke ved at udslette Norden, men ved at gøre de nordiske lande til noget andet end stammer, hævn og plyndring. Det gjorde dem til nationer, kirker, retsordener, kongeriger, familier, pligter og folk.
Det er muligvis denne historie, den moderne nordiske bevidsthed har vanskeligst ved at bære. For den kan ikke både hævde, at kristendommen var undertrykkelse, og samtidig leve af de institutioner, den skabte. Den kan ikke både posere som arving til vikingerne og ryste af ubehag ved alt, hvad vikingerne faktisk repræsenterede: mænd, fædre, våben, fare, loyalitet, blod, grænser, tro, ære og viljen til at forsvare sit eget.
Mytologisk pynt
Den moderne nordiske borger elsker vikingen som logo. Som ølmotiv. Som turistfigur. Som NFL-hjelm. Som mytologisk pynt på en ellers fuldt administreret tilværelse.
Men vikingen selv? Ham ville man have bortvist.
Han ville være blevet beskrevet som radikaliseret, patriarkalsk, grænseoverskridende, klimabelastende og stærkt problematisk. Hans maskulinitet ville ikke være blevet romantiseret, men risikovurderet. Hans båd ville være blevet tilbageholdt i havnen. Hans sønner ville være kommet i trivselssamtale. Hans kone ville være blevet tilbudt et exitforløb. Hans guder ville være blevet kaldt højreekstreme symboler, og hans senere kristendom endnu værre.
Sikker afstand
Så vi ror videre. Godt nok ikke mod Amerika, men på sikker afstand.
Ikke for at opdage verden, men for at vise hinanden, at vi stadig har rytme. Vi skælder ud på vores vigtigste allierede, mens vi lever under dens paraply. Vi mistænkeliggør kristendommen, mens vi bruger dens moralske kapital. Vi kalder mænd farlige, mens vi savner handlekraft. Vi støtter enhver bevægelse, der kan anklage Vesten, og undrer os derefter over, at kræfter forbundet med Rusland, islamisme og autoritær anti-vestlighed pludselig står og klapper med.
Det er moderne nordisk mytologi.
Ikke Odin på Sleipner.
Ikke Leif Eriksson ved Vinland.
Men den konforme borger, der ror på kommando, hader Trump af pligt, er kritisk mod USA af vane, frygter kristendommen som dannelse, mistænker maskuliniteten af refleks — og stadig tror, at han er fri, fordi han har lært at sige de rigtige ting i kor.
