Titlen er lidt kryptisk. Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre.
Hermed vil forfatteren gerne udtrykke, at mennesket er som alle andre – og alligevel som ingen andre. Det er en gammel, humanistisk traver, der får nye ben at gå på, og det er udmærket at få gentaget et par gamle sandheder.
Men der er noget anæmisk og ufarligt over Svend Brinkmanns seneste udgivelse. Skriver den mand aldrig noget, som gør ondt?














