Kommentar

07.10.26

Socialrådgivernes svigt

Velfærdsstatens socialrådgivere mangler ikke værktøjer til at gribe ind, men vilje til at tage dem i brug. Tænk, hvis danske socialrådgivere blot havde levet op til deres ansvar og ikke fejet islams patriarkalisme ind under de kulturelle forskelles gulvtæppe i årti efter årti.

Vi hører fra tid til anden uhyggelige fortællinger fra virkelighedens verden om børn, der udsættes for vold i hjemmet af bogstavstro muslimer. Eller om piger, som bliver sendt på genopdragelse, senest illustreret i bogen Aisha Rebel- kvinde i en klan skrevet af Birgitte Wulff.

Hvis det ikke var, fordi disse beretninger var så mange og veldokumenterede, ville man jo tro, der var tale om et eventyr, men det er desværre en virkelighed , der har eksisteret i Danmark i mange år. Lige for øjnene af de socialrådgivere, der ellers skulle sikre barnets tarv, men som gerne er de første, som tager plads ved håndvasken.

Gammel erkendelse
Den såkaldte erkendelse, som Frederik Vad kanoniseres for at have opfundet, har nemlig været realiteter i Danmark i årtier og vidner om et kæmpe myndighedssvigt overfor børn af muslimer. Muslimer, der aldrig fik samfundets støtte til at opnå den frihed, vi ellers elsker at hylde.

Der skorter ikke på søforklaringer, hver gang en ny historie kommer frem i pressen fra et menneske, hvis frihed er blevet knægtet i islams hellige navn. Det skorter heller ikke på beretninger om børn, unge piger og voksne kvinder, der har måttet lægge krop og sjæl til fysisk og mental vold fra et et mandligt familiemedlem, som i al sin visdom finder, at man skal sone sine synder i Allah, den nådige og barmhjertiges hellige navn.

Hvor mange af disse stakkels skæbner har mon ikke tænkt over, hvorfor ingen fra det demokratiske samfunds institutioner er kommet dem til undsætning? Tænkt og tænkt, mens slagene og det der er værre, et regnet nådesløst ned over deres stakkels kroppe og sjæle.

Værktøjskassen
Men kan man fortænke de magtesløse myndighedspersoner i at vende det blinde øje til. De mangler jo redskaber i værktøjskassen, lød det fra socialrådgivernes formand Signe Færch. Javel, de mangler redskaber? Man fristes til at spørge hvilke redskaber?

Dette spørgsmål aldrig bliver besvaret.

Tænk, jeg troede faktisk, man som socialrådgiver har pligt til at skride ind overfor børn, der udsættes for vold. Men lad mig gætte: Måske vejer hensyn til kulturelle forskelle tungere end barnets tarv og kvinders frihed i den håndbog, socialrådgiverne slår op i.

Faktum er nemlig, at socialrådgiverne ikke mangler værktøjer til at gribe ind, men vilje til at tage dem i brug.

Det får mig til at huske en artikel, jeg skrev i Politiken tilbage i 2007 på baggrund af de erfaringer, jeg havde gjort mig som ansat i Dansk Flygtningehjælp, under titlen “Så hjælp dog indvandrerkvinderne”.

Kulturrelativisme
Artiklen blev til på baggrund af et møde, jeg deltog i, hvor en stakkels kvinde mødte op til samtale med sin socialrådgiver i følgeskab med sin mand.

Til trods for at mødet intet havde med manden at gøre, overtog han hurtigt styringen og formåede med sin truende og intimiderende adfærd at tilsidesætte mødets dagsorden, bøje de kommunale paragrafer og trumfe sin vilje igennem på vegne af sin stakkels kone, som jo egentlig var hovedpersonen.

Jag appellerede i en pause til socialrådgiveren om, at få vagten til at fjerne dette truende individ og i yderste konsekvens kontakte politiet, men socialrådgiveren, som ikke mælede mange ord, nægtede at følge mine anbefalinger.

Hun sad underdanigt og lod sig intimidere af hendes klients mands nederdrægtigheder. Hun nægtede helt tydeligt at gribe ned i den eksisterende værktøjskasse og iværksætte en plan for den tilsidesatte kvindelige klient. Herregud, meddelte socialrådgiveren mig efterfølgende, "der er jo tale om kulturelle forskelle."

God råd til Signe Færch
Jeg var ikke klar over, at man af hensyn til kulturelle forskelle, skulle se igennem fingre med vold og trusler. Men hvis det er tilfældet, så kan jeg anbefale Signe Færch at rådgive sine rådgivende medlemmer om, at uanset hvor man kommer fra, så er man som myndighedsperson forpligtet til at skride ind, når man har mistanke om vold.

Dette enkle redskab behøver man ikke at opfinde igen og igen. For hvis man mener det, så har man i sandhed som socialrådgiver svigtet børn, unge piger og kvinder. For der er mange derude som Aisha. Det er desværre ikke dem alle, der får en stemme af en journalist eller forfatter. Men det burde jo heller ikke være nødvendigt, hvis socialråderen blot havde levet op til sit ansvar og ikke fejet det ind under de kulturelle forskelles gulvtæppe.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast.