”Jeg holder vejret!”, var den støtte, Israel fik fra Danmarks statsminister efter, at den jødiske stat i kampen for sit liv havde angrebet vitale installationer for Irans atomvåben-program og samtidig fjernet tre topgeneraler.
Alle andre atommagter bruger deres nukleare arsenal som afskrækkelse. Iran agter at anvende sin kommende atombevæbning til udslettelsen af Israel, således som ayatollah Khomeini forpligtede den nye islamiske republik til i 1979. Hvad der tog nazisterne tre år, regner præstestyret i Teheran med at klare på tre sekunder i deres planlagte holocaust.
Det er af vital sikkerhed for ikke bare Israel, men for alle vestlige demokratier, at Iran aldrig kommer i besiddelse af atomvåben, og at der sker et regimeskifte i Iran væk fra korandiktaturet.
Mette Frederiksen har naturligvis observeret det tiltagende jødehad og foragt for Israel i danske medier, blandt politikere og i ungdommen. Hun skal derfor ikke nyde noget af at støtte Israels skæbnekamp. Hun tør heller ikke fordømme Israel, som vist tidligere var en trofast ven og allieret. Så hun gør det, danske politikere gør i den slags dilemmaer. Statsministeren opfordrer begge parter til at nedtone konflikten og løse deres problemer gennem forhandling. Frederiksen holder vejret.
Dydskonkurrencen
Det shia-muslimske præstestyre militariserede den islamiske ideologi og skabte en ideologisk dydskonkurrence, også blandt de sunni-muslimske samfund om, hvem der var tættest på profetens rene, ubesmittede og brutale lære. Resultatet var al-Qaeda, Islamisk Stat, nyt liv i Det Islamiske Broderskab og en kaskade af terror og attentater også i de vestlige demokratier.
Ayatollah Khomeini forpligtede præsteskabet og sit land til hellig krig med tre klare mål: udslettelsen af Israel, nedkæmpelse af sunni-islam og etableringen af shia-islam som verdens dominerende ideologi, samfundssystem og tro. For det shia-muslimske præsteskab er der her tale om mål, der er hellige som islams tre "testamenter", Koranen, hadith og sira, som anses for enten Allahs direkte, egne ord eller udtryk for hans vilje. Her er der ikke plads til forhandling, kompromis eller imødekommenhed. Det er sejr eller død.
Israel omringet af fjender
Israel har måttet leve med denne reelle holocaust-trussel i mere end 45 år og er i dag omringet af fjender på alle sider takket være Khomeinis og hans stormtroppers utrættelige indsats siden 1979.
Det er naturligvis ikke muligt for en demokratisk og højteknologisk stat at kunne leve med en dødsdom hængende over hovedet til evig tid. Det er efterretningstjenestens vurdering, at Iran står på tæskelen til at kunne producere sine første atomvåben. Israel har derfor ikke andet valg end at slå til og fjerne truslen, selv om hadet til den jødiske nation er blusset op i de vankelmodige vestlige demokratier, der jo ikke står foran udslettelse og derfor opfordrer til dialog og forhandling.
Hvordan skulle israelerne forhandle sig til et iransk stop for atomvåben? Ved at hoppe i havet?
Offensivens to formål
Israels igangværende militære kampagne mod atomfaciliteter og militære installationer i Iran har to formål. Det primære mål er en forsinkelse af det iranske nukleare våbenprojekt. Det sekundære mål er et regimeskifte i Iran, så dødstruslen over Israel forsvinder en gang for alle.
Præstestyrets magtbase forringes måned for måned, men som alle hensynsløse diktaturer er magthavernes kontrol med civilbefolkningen det sidste, der opgives. Korandiktaturet er forhadt i Irans storbyer og blandt ungdommen, men populært i landdistrikterne, hvor de fleste bor. Vi kan derfor ikke forvente en folkelig revolution, der omstyrter præstestyret, der med succes har nedkæmpet samtlige frihedsoprør i mange årtier.
Ayatollaherne: I beskytter, vi betaler!
Israel er helt klar over, at folket ikke kommer til at vælte præsterne. Revolutionen skal komme fra Irans militær, der er garanten for ayatollahernes magt. Ved magtovertagelsen i 1979 måtte præsterne indgå en "Al Capone-aftale med generalerne: "I beskytter, vi betaler".
Det iranske officerskorps har lige siden haft snablen dybt begravet i statskassen og får kommission af alle større handelstransaktioner i Iran. En købt loyalitet er ikke meget værd, og det er denne heller ikke. Irans militær har en sekulær tradition og havde i shahens tid tætte forbindelser med USA’s forsvar, der trænede mange iranske officerer på ophold i USA. Det iranske og amerikanske forsvar havde tætte faglige og venskabelige forbindelser. Alt tyder på, at både USA og Israel har diskrete samtaler med udvalgte officerer i den iranske hær om, hvilke betingelser, der skal opfyldes for at militæret trækker bedetæppet væk under ayatollaherne, hvis magt på langt sigt under alle omstændigheder er dødsdømt.
Vi burde være Israel evig taknemmelige for den skæbnetunge indsats, nationen har sat i gang, som indebærer store byrder og lidelser for Israels befolkning, men som sikrer fred , fremgang og frihed ikke bare i Mellemøsten, men også for vore børn og børnebørn.
Der kommer dog ingen ros, ingen anerkendelse fra dansk side. Vi har valgt den feje middelvej. Ingen støtte, ingen opbakning, men slet skjult kritik og diskret fordømmelse. Vi holder vejret.
Indlægget bringes i samarbejde med aamund.dk
