Findes der en forfatter, der tør støtte Israel? Jeg gør. Men jeg er så åbenbart et særtilfælde.
210 danske forfattere har for få dage siden skrevet under på et åbent brev til Mette Frederiksen og regeringen. De kræver entydigt, at Danmark straffer Israel. Erklæringen stiller derimod ingen krav til, at Hamas løslader sine israelske gidsler. De befinder sig endnu fuldstændig ulovligt og gennemgribende umenneskeligt fængslet under jorden. De er ikke omtalt i brevet.
Fakirbrev
At læse det er som at gå på knive. Det skærer i hjertet. Afsenderne mener i grotesk logik, at Israel truer humanitær indsats, og at hærens tilstedeværelse er farlig i Gaza. Patetisk står der i brevet: Hvordan kunne vi lade det ske?
Jeg vil i stedet stille spørgsmålet: Hvordan kan danske forfattere se apatiske til, når universiteter og den demokratiske samtale får sine arterier snøret ind af propalæstinensisk aktivisme?
Argumenter på Israels side er som en selvfølge dømt ude. I stedet mødes man af frådende fjendtlighed. Hvis man har sympatier for Israel eller er jøde, formenes man adgang til de højere læreanstalter. Der står selvbestaltede vagter ved indgangen og blokerer. Jøder overalt på kloden frygter for deres sikkerhed, og kampen imod den antisemitisme, der hærger helt åbenlyst, får ikke nær samme rygstøtte, som protesterne mod Israel. Det er uantageligt og uværdigt.
Brevet forlanger, at Israel stopper annekteringen af Vestbredden og ophæver besættelsen af Palæstina.
Det er en groft manipulerende formulering, der helt overser, at lige nu er Israel i gang med en forsvarsaktion med sigte på at få Gaza og Vestbredden fri for Hamas.
Har forfatterne mon været i Israel?
Jeg har været i Jerusalem. Der er en alvor i gaderne; den svæver i byen som en dis. Israel er hårdt prøvet. Israelere fik ingen tid at sørge efter massakren mod deres land. 7 oktober 2023. Allerede dagen efter tæppebombede Hizbollah i Golanhøjderne. Vel at mærke uden de advarsler, Israel altid sørger for at sende ud før gengældelse.
Hizbollah i Libanon har sendt op imod 11.000 raketter ind på det nordlige Israel. Det interesserer man sig ikke for i brevet. Den arabiske verden har i årtier forsøgt at underminere Israel med selvmordsbomber, bagholdsangreb og paramilitære operationer. Iran har med deres hybridkrig mod Israel støttet houthierne, der længe har forpestet Det Røde Hav med terror mod handelsruter og fredelig skibstrafik. I maj i år fyrede houthierne et ballistisk missil ind mod Tel Aviv. Det slog ned helt tæt på Ben Gurion lufthavnen og efterlod et betragteligt krater. Mirakuløst var der ingen dødsfald. Det kunne have kostet tusinder af civile livet. Jeg synes ikke, at jeg ser danske forfattere sende opfordringer til Troels Lund Poulsen om at hjælpe Israel med at få bugt med Iran og deres direkte støtte til dødskulten.
Er det ikke en kunstners opgave at udfordre kollektivt massehysteri? Er det ikke en kunstners opgave at tænke selv?
Forfatternes brandtale er ensporet. Afsporet. Jeg kan ikke tilstrækkeligt understrege, at jeg hver eneste dag priser mig overmåde lykkelig for ikke at være omsluttet af den selvfede, nosseløse, selvomklamrende klub af nikkedukker og fællesorgasme.
