Det er nemt at afvise Donald Trumps trusler mod en nær dansk NATO-allieret som vanvid. Men lad os alligevel vende perspektivet et øjeblik og se situationen fra USA's side.

USA ser et Grønland, hvis farvande i tiltagende grad bliver mere farbare, herunder for Kina, der er i færd med at opbygge verdens største militære flåde, som kan besejle Arktis og øge truslen mod USA. Med sine enorme forekomster af sjældne jordarter, uran, olie og gas spiller Grønland samtidigt en geostrategisk rolle, særligt fordi Kina i dag dominerer verdensmarkedet for sjældne jordarter.

Kina har samtidig igennem lang tid søgt fodfæste på Grønland gennem ”erhvervsmæssige” samarbejdsaftaler. Både USA og Vesten har bestemt grund til at være bekymrede.

Amerikansk sikkerhedszone
Uanset USA's territoriale interesser har USA historisk sjældent haft problemer med, at dets allierede håndhæver suverænitet over strategisk vigtige områder – forudsat, at USA har militær adgang.

USA har typisk heller intet problem med, at et land udvinder og tager sig godt betalt for sine naturressourcer, som det eksempelvis ses i Golf-staterne. Blot vil USA ikke afskæres fra strategisk vitale naturressourcer eller se dem tilfalde fjendtlige stater.

Trumps reaktion handler derfor næppe om Danmarks suverænitet over Grønland. Som en tæt allieret har Danmark altid været lydhøre over USA's behov. Bevares, Danmarks helt utilstrækkelige investeringer i Forsvarets territorialhåndhævelse af Grønland har næppe imponeret, men USA besidder trods alt egen militær adgang til Grønland via Grønlandstraktaten og traktatens mandat kan relativt let genforhandles og udvides.

Grønlandsk løsrivelse - set fra Washington
Problemet er snarere, at folketinget med Selvstyreloven fra 2009 politisk forpligtede sig til, at Grønland kan løsrive sig, når og hvis dets befolkning ønsker det. Desuden har Selvstyret hjemtaget vitale kompetenceområder fra Danmark, der allerede nu skaber bekymringer om Selvstyrets valg af fremtidige samarbejdspartnere fra eksempelvis Kina.

Set fra Washington er dette en uholdbar situation. Særligt hvis Grønland bliver selvstændigt, kan det risikere at døren åbnes for kinesisk eller russisk indflydelse. USA har allerede set, hvordan netop Kina og Rusland har udvidet deres indflydelse i Afrika, og det samme kan ske i Arktis.

Virkeligheden overgår fantasien i Grønland
Grønlands politikere har bestemt ikke gjort situationen lettere. De har åbent erklæret, at Grønland ønsker frihed til at vælge sine samarbejdspartnere. Men hvad har det ført til?

En lang række tilnærmelser til Kina.

I 2012 besøgte Kinas minister for land og ressourcer Grønland. I 2014 indgik et kinesisk selskab en aftale om udvikling af sjældne jordarter. I 2016 købte et kinesisk firma 12,5% af Greenland Minerals. I 2017 besøgte Grønlands landsstyreformand Kina for at diskutere infrastrukturudvikling.

Og i 2018 var et kinesisk selskab tæt på at få opgaven med at udbygge Grønlands lufthavne – et projekt, Danmark kun fik forpurret ved at betale 700 millioner kroner i tilskud.

I 2016 måtte daværende Statsminister Lars Løkke Rasmussen sågar ved personlig indgriben forhindre Selvstyrets planer om at sælge det danske forsvars dengang nedlagte flådebase til en kinesisk virksomhed. Virkeligheden overgår fantasien!

Kinas ageren følger hermed den velkendte skabelon fra Afrika, hvormed Kina køber sig til lokalpolitisk indflydelse og rettigheder til udvinding af naturressourcer.

Det var derfor næppe helt tilfældigt, at Trump i 2019 i kølvandet på de mange kinesiske tilnærmelser foreslog at købe Grønland.

Dansk naivitet
Selv hvis man for et øjeblik lader som om, at der ikke er stormagtsinteresser i spil, så står andre spørgsmål i kø. Grønland har eksempelvis kun 56.000 indbyggere – omtrent det samme som Als. Er det politisk rimeligt og realistisk, at en befolkning på den størrelse kræver suverænitet over et territorium på over to millioner kvadratkilometer, hvoraf 80 pct. i øvrigt er ubeboet? Har det lille grønlandske samfund sågar ressourcerne til at styre et område, der er større end hele Vesteuropa? Det er aldrig tidligere set i verdenshistorien!

Har Australien nogensinde lovet aboriginerne, at de kan få et par millioner kvadratkilometer af Australien som deres suveræne stat?

Har Brasilien lovet sin indianske befolkning, at de kan få et par millioner kvadratkilometer af Amazonas som deres suveræne stat?

Har Sverige lovet samerne, at de kan få Nordsverige?  

Vil USA opleve en sådan politisk forpligtelse overfor grønlænderne?

Nej! Så hvorfor føler Danmark sig forpligtet til dette?

Pres fra grønlandske politikere
Har Folketinget endvidere glemt, hvordan Danmark gennem historien politisk har måttet kæmpe for at bevare Grønland? USA har som bekendt gentagne gange ønsket suverænitet over øen.

Så hvordan i alverden er vi kommer dertil, hvor både Folketing og skiftende regeringer har foregøglet grønlandske politikere, at de frit kan forlade rigsfællesskabet og desuden etablere nye samarbejder med Kina eller andre ikke-vestlige lande uden opposition fra USA?

Svaret er, at vore politikere gennem de sidste 50 år har malet sig op i et umuligt politisk hjørne presset af grønlandske politikere, der har søgt politiske gevinster ved at holde liv i en fortælling om dansk kolonialisme. Her fremstilles Danmark – senest af Múte B. Egede - som en folkemorderisk undertrykkende koloniherre, der skylder grønlænderne uafhængighed og økonomisk kompensation. Fortællingen er selvsagt både faktuelt forkert og uanstændig. Danmarks ”koloniseringsaktiviteter” i Grønland har primært rod i Hans Egedes missionsaktiviteter, hvis formål aldrig var udbytning af grønlænderne.

Grønlandske privilegier
Trods beklagelige fejl som Danmark undertiden har begået overfor både grønlændere og mange andre borgere i rigsfællesskabet, har grønlændere siden 1953 trods alt besiddet alle danske borgerrettigheder og tillige nydt enorme finansielle og politiske privilegier.

Det viser sig nu katastrofalt, at undertrykkelsesfortællingen aldrig er blevet imødegået af et solidt modsvar fra folketinget. Resultatet er, at Danmark gennem årtier har set sig forpligtet til at agere bodstynget, nære en grønlandsk fantasi om selvstændighed og desuden levere enorme direkte og indirekte årlige milliardtilskud til Grønland.

Samtidig får Danmark absolut intet igen, herunder ingen andel i indtægterne fra den fremtidige naturressourceudvinding eller nogen indflydelse på udviklingen af Grønland.

Lyder det holdbart?

Det grønlandske valg
Konsekvensen er, at grønlænderne nu står på nippet til at miste alt. Virkeligheden banker på. Den lille grønlandske befolkning står ikke over for et valg mellem dansk eller grønlandsk suverænitet over Grønlands territorium. Valget står mellem dansk eller amerikansk suverænitet.

Så er det ikke på tide at lukke retorikken ned og fokusere på et samarbejdende rigsfællesskab, hvor Grønland udvikles i indbyrdes respekt for, hvad hver part bringer?

Hvis dette er umuligt eller Danmark forbliver uvillig til at sætte foden ned overfor Selvstyret, har Trump da en pointe?

I så fald synes det realpolitisk uafvendeligt og sågar i Danmarks interesse, at Grønland afstås til USA for at forhindre kinesisk og russisk indflydelse.