Danske medier og politikere har snart længe klynket dagligt over, at præsident Trump har forladt os. Han har fået andre interesser og svigter nu sin hovedopgave med at garantere for vores militære sikkerhed, så vi i Europa kan bruge vores penge på mere velfærd og grøn omstilling.

Pressen og kommentatorerne er enige om, at Trump holder med Putin og er klar til at tvinge Ukraine til en ydmygende fredsslutning med Rusland.

Europa nægter blankt at se Ukraine-krigen som et europæisk ansvar. Vi er tungt forankret i den grundholdning, at USA har ansvaret for vores sikkerhed med os selv i en assisterende birolle. Vi afviser den kendsgerning, at de geopolitiske og militære brændpunkter har holdt flyttedag.

USA anser i dag Kina som den altdominerende globale trussel, Rusland kun som en regional, som Europa selv må tage sig af. Kina opruster med accelererende kraft. Den kinesiske Stillehavsflåde er nu større end den amerikanske og provokerer amerikanske krigsskibe i det Sydkinesiske hav

Trump holder ikke med Rusland
Trump holder med Trump. I Ukrainekrigen ser han sig selv som formanden, der sidder for bordenden, hvor han kommanderer med de stridende parter, der er placeret på bordets langsider.

Trump holder ikke med Putin, men vurderer, at russerne sidder med de bedste kort på hånden og derfor må favoriseres over Zelensky, som Trump anser for en militærsocial bistandsklient.

Trumps iscenesættelse var tydeligt at se under de nylige fredsforhandlinger i Abu Dhabi, hvor den amerikanske delegation tronede for bordenden og russere og ukrainere var henvist til de mere beskedne pladser på langsiden. Forhandlingerne endte som ventet resultatløst, som også de næste, de næste og de næste.

En molbohistorie af uforstand, handlingslammelse og fejhed
Med fuld og kompromisløs militær støtte fra de europæiske lande kunne Ukraine for længst have skubbet de russiske styrker tilbage til de gamle grænser. Den har Europa ikke ville give. Man kan ikke vinde en krig, hvis man giver efter for fjendens trusler.

Putin truer ustandselig med at anvende atomvåben, og den går rent ind i EU og Storbritannien, som ikke tør give Ukraine, hvad de behøver på slagmarken for ikke at provokere russerne til at aktivere atomtruslerne.

Vores samlede hjælpepakke til Ukraine udgør derfor en molbohistorie af uforstand, handlingslammelse og fejhed, som dømmer Ukraine til at tabe krigen og de vestlige demokratier til at tabe freden.

Succes avler succes, så hvorfor skulle det ekspanderende Rusland standse med indlemmelsen af Ukraine i imperiet? Statuer af Stalin dukker atter op i Rusland. Byen Volgograd bliver nu ført tilbage til sit gamle hæderkronede navn, Stalingrad.

Den russiske bjørns appetit vokser, mens den spiser, og det bliver den ved med, så længe, der er mad på bordet.

Utænkeligt at Putin opgiver de besatte områder frivilligt
Trumps fredsplan er er reelt et kapitulationsdokument strøget med et lag glasur til den tabende part. Krim, Luhansk og Donetsk bliver en del af det russiske rige, men også Kherson og Zaporizjza bliver de facto russiske provinser.

Ukrainske styrker trækkes tilbage fra Donetsk, som anerkendes som en del af Rusland. Den ukrainske hær reduceres til noget, der ligner et hjemmeværn. Intet medlemskab af NATO til Ukraine, der til gengæld får inderbanen ind i EU og suverænitetsgarantier fra Rusland og USA.

Verdensbanken træder til med en udviklingsfond, der skal genopbygge infrastruktur og økonomi i Ukraine.

Ukraine hverken kan eller vil acceptere den amerikanske ’fredsplan’. Den ukrainske forfatning udelukker afståelse af ukrainsk territorium. Zelenskyij ved godt, at Donetsk-regionen er tabt, og det kan han acceptere, hvis det kun er en provisorisk aftale som led i en våbenhvile, men aldrig som en del af en varig fredsaftale.

Det er ligeledes utænkeligt, at Putin vil forlade de besatte områder i Ukraine, hvor der ligger en halv million døde russere på slagmarkerne.

Endeløst hykleri og bedrag
De europæiske ledere har svigtet Ukraine og deres respektive nationer med deres endeløse hykleri og bedrag i Ukraine-konflikten. Løsningen er at lægge roret hårdt om: Rusland fyres som energileverandør. Europa leverer en jernkuppel (Iron Dome) af Patriot-systemer, der effektivt kan beskytte de ukrainske byer mod russiske missilangreb.

Ukraine får rådighed over originalversionerne af avancerede krydsermissiler, der kan ramme mål dybt inde i Rusland. Som modsvar mod nordkoreanske og kinesiske kamptropper i Putins angrebshær stiller Tyskland, Frankrig, Polen og de nordiske lande med kampbrigader til støtte for den ukrainske slagstyrker.

Det kommer dog ikke til at ske. De europæiske ledere sidder foran Putin, frosset i rædsel som kaninen foran kvælerslangen. Derfor vil vi fortsat købe gas, olie og kul fra Rusland til et beløb, der overstiger vores samlede militære og civile hjælpepakker til Ukraine.

Derfor har EU udviklet en strategi med navnet Strategisk Neutralitet, som går ud på at styre udviklingen i Ukraine, så Rusland ikke kan vinde krigen og Ukraine ikke tabe den. Vi får derfor fortsat en stivnet skyttegravskrig som slagene ved Verdun, Somme og Ypres under første verdenskrig. Ingen fred i sigte. Milliontabene i menneskeliv fortsætter.

Vi har lagt Ukraine i syltekrukken. Det har vi ingen problemer med.  For som med så meget andet er det jo i den sidste ende Trumps skyld.