Af alle store verdensreligioner aspirerer klima-dommen til at blive den største. I hvert fald er det den trosretning, som pt. har de mest fanatiske disciple og får den største politiske bevågenhed og – ikke mindst – de største økonomiske tilskud.

Umiddelbart er der ingen udsigt til sekularisering på den front; stat og klimakirke hænger uløseligt sammen, og der er stort sagt ikke grænser for, hvad man kan opnå, hvis blot der står ESG eller Bæredygtighed foran et givent tiltag. I enkelte banker kan man efter sigende få belåning på 90 pct. til projekter, der handler om noget med klima – mens hr og fru Jensen knapt kan få lov at låne 60-70 pct. til et parcelhus i Vamdrup. For første gang i kredittens historie vejer varm luft tungere end mursten.  

Helt agurk
Og i denne mørke vintertid, hvor den globale opvarmning er gået helt agurk, hvorfor der for få dage siden blev målt den laveste november-nattemperatur i 29 år, er der på globalt plan landet indtil flere aftaler, som bør få ethvert isbjerg til at skælve fremfor at kælve. For det er ikke småpenge, der er afsat til at ændre på vejret; det fænomen, som DMI godt nok bøvler lidt med at forudse på dagsbasis, men som vi åbenbart kan aflure minutiøst, hvis bare vi skyder prognosen 30-40 år frem i tiden.

I Baku blev de lande, der gad bruge tid på at sende en statsleder, enige om, at nu måtte det også være slut med, at klimaet sådan går og regulerer sig selv. Det er skam en cause celèbre, at den slags naturlige slinger fremover er underlagt den menneskelige overmagt, men alligevel gik ingen helt glade hjem fra det topmøde: De frelste, europæiske velfærdsstater, hvor overflod og manna tryller sig selv op af jorden, mens vi cykler på arbejde, mente ikke, at de fik klimaindsats nok – og de mere realistiske indstillede grissebasser fra de store industrilande mente, at de fik en anelse udlednings-hysteri for meget. Så for ligesom at signalere en eller anden form for resultat, blev man enige om at afsætte 2.100 mia. kr. i klimastøtte til udviklingslandene frem mod 2035.

Ja, det lyder som et voldsomt beløb, og det er det sådan set også, men når man som regeringsleder til dagligt lever af at have et tilbagelænet forhold til andres penge, kan det jo ikke komme bag på nogen, at den vise lires af uden først at kigge lidt i de statslige regnskaber. Og fordi beløb i den størrelsesorden er svære at overskue, er de jo tilsvarende svære at anfægte, hvorfor vi andre står tilbage og tænker ”Nå. Men det gør vi vel så” - og overvejer at tage et rygestartskursus.

Valgkampen er allerede i gang
Herhjemme fik vi gennemført aftalen om Den Grønne Trepart og jeg skal da lige love for, at et par såkaldt borgerlige partier bekendte kulør og indgik i et forlig, der må have fået deres konservative og liberale ophavsmænd til at rotere i deres grave. Men, men; valgkampen er de facto i gang og når nu flertallet af danskerne efter de senere års massive propaganda går rundt i en art absence og messer noget med bæredygtighed og farlig udledning fra landbruget, så må man jo som politiker følge trop, så stemmerne ikke risikerer at ryge endnu længere mod venstre, end man kan overskue.

Derfor skal danske landmænd gennem de kommende år franarres samlet set 400.000 hektar af den fede, danske muld, der hidtil har forsynet os med afgrøder, hvorefter jorden skal omdirigeres til fri natur og muligvis rewilding. Dvs. den i Kartoffelrækkerne udklækkede vision om, at hvis nu bare man kyler et større antal heste, køer og får ud på et indhegnet naturområde og dernæst undlader at fodre og pleje dem, så regulerer alting sig selv. I hvert fald i løbet af en generation eller to - og nok mest ved hjælp af Darwins evolutionsteori. 

Og det er jo en tanke, der står i spændende kontrast til sommerens forargelse over en enkelt dressurrytter eller to, hvis i øvrigt velnærede heste ved enkelte lejligheder måske er blevet trænet lige lovligt ambitiøst. Sådan er der forskel på radikale visioner og dem, der på forargelig vis er dygtige til noget.

Planteburgere er gratis skolemad
Vi kan også glæde os over, at yderligere 240.000.000 kr. skal gå til at fremme plantebaseret kost, herunder plantebaseret kød. Altså den der underlige og svært gennemskuelige fødevare, som er sammensat af 31 forskellige ingredienser af mere eller mindre naturlig oprindelse, ligner fiskemadding og smager af selvdød gnu. Hvordan en øget produktion af ”plantekost” hænger sammen med den til vild natur omlagte landbrugsjord, svæver i det uvisse.

Men det er nok bare mig, for når staten lider af terramania, så er der helt sikkert en dybere mening med det, som jeg bare skal bruge lidt tid på at forstå.

Danske skolebørn har vundet i det store, statslige lotteri og vil i fremtiden få serveret institutionsmad til hverdag. Da min husstand gudskelov er ude over den skolepligtige alder, kan jeg læne mig lidt tilbage og allerede nu begynde glæde mig til at følge slagets gang, for der er simpelthen ikke grænser for, hvor galt den ordning kan gå, hvor megen utilfredshed den kommer til at medføre, og hvor meget mere end beregnet, den kommer til at koste.

Aldrig har vi været mere individualistiske i vores madvaner og -præferencer. Aldrig har flere lidt af en større forgrening af allergier, kostideologier, sære vaner og religiøse udfald, der kommer til at gøre hverdagen til et langt mere interessant og udfordrende sted for ansatte og forældre – for slet ikke at tale om de arme unger.

Vi er andre, der ikke anså det for en uoverskuelig opgave at smøre en madpakke til vores afkom og som sådan set hellere ville have haft en gemen skattelettelse fremfor lommepenge af staten.  Men sådan tænker vi ikke alle og i SF's lejr glædede et medlem sig på LinkedIn over, at børn nu kunne få "gratis" frokost. Lidt ligesom dengang Pia Olsen Dyhr glædede sig over gratis tandlæge til unge. Nogen bør ved lejlighed fratage de mennesker en ikke uvæsentlig del af deres illusioner og minde om, at intet er gratis. Der er altid en regning, og her betaler skatteyderne den så.

Nye Aarhus-historier
I Aarhus Kommune må vindmøllemodstandere fremover kun deltage på borgermøder om grøn energi, hvis de er enige i kommunens planer. Det fremgik af en overskrift på dr.dk, og her må jeg nikke anerkendende til, at man har fat i noget helt rigtigt.

Der er ikke noget mere irriterende, end når nogen mener noget andet end én selv. Så hvis man på den måde kan sikre en mere frugtbar stemning i den grønne omstilling, så synes jeg da klart, det er værd at bække op om. Tænk hvis vi andre kunne opnå samme ensretning, når vi blander os i samfundsdebatten. Men den slags privilegier skal man nok være kommunalt ansat, for at kunne nyde godt af.

Apropos religion må vi erkende, at kristendommen lever trange kår i en verden af jævn forvirring og stor identitetsmæssig spændvidde. I Kristeligt Dagblad kunne man for få dage siden læse om teologer ved Aarhus Universitet, der i overensstemmelse med nutidens ligestillingsfokus argumenterede for, at Jesus simpelthen både ammede og menstruerede på korset. Den overskrift gav nogle bemærkelsesværdige billeder på min personlige nethinde, som jeg kæmper lidt med at slette igen, men man må jo forsøge at have et åbent sind og samtidig citere Lukasevangeliet: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.”

Man forstår i grunden godt, hvorfor kirkerne kæmper med besøgstallet, hvis det er den slags nonsens, man er i gang med at indføre.

Kongelig balletforvirring
Det er ikke kun i kirken, at man har sat gang i en omkalfatring af normer og skikke. På selveste Det Kongelige Teater, dansk kulturs vidunderligt elitære højborg, melder den nyudnævnte balletmester Amy Watson, at hun fremover vil skubbe til tabuet om den tynde balletkrop. Hun vil med andre ord tillade småbuttede ballerinaer på Gamle Scene.

Det kan ikke afvises, at udmeldingen kommer i kølvandet på de seneste års ”woke-ificering” af balletmiljøet og det pludselige, krænkelsesparate fokus på de få blandt de mange, som ikke har kunnet stå distancen i en krævende profession.

Og hvad kan man sige? Min dybeste medfølelse går til mandsdanserne.

Jeremy Clarkson i 10, Downing St
Nå, men er der så overhovedet lys i november-mørket?

Gu’ er der så.

For også i England er de blevet grundigt trætte af krigen mod landbruget og ønsker Keir Starmer afsat - til fordel for Jeremy Clarkson. Der er intet som Mad Dogs and Englishmen. Jeg er afgjort fan!

Rigtig god tirsdag.