Dagbladet Politiken har i julen lagt spalteplads til et ungt menneskes holdning om, at vi danskere skal have statsstøttet porno. Argumentet er, at porno i dag bruges af alle og er en integreret del af et sundt og naturligt menneskeliv. Porno har således en afgørende indflydelse på ikke bare unges seksualitet og selvforståelse, men også voksne. Porno er med andre ord naturligt, selv om det er kunstigt.
Det er denne kunstighed, der kendetegner venstrefløjens kollektivisme. Den ser ikke sit eget bidrag til problemerne.
Børns verden - og voksnes
I dette tilfælde ophæver venstrefløjen grænserne for, hvad der er essentielt og ikke-essentielt. Grænser erstattes af en dyrkelse af egoet, hvor alt der kan give en sensorisk oplevelse udover det sædvanlige, opfattes som vigtigt og straks ophøjes til noget normalt og acceptabelt. Sociale koder og strukturer, som mennesker har anvendt i årtusinder, bliver udflydende.
Dette skred kommer tydeligst til udtryk, hvor voksenverdenen indtager børnenes univers. Selv de kreative universer med superhelte, der før eksisterede i et kulørt og alvorligt, men på samme tid håbefuldt børneunivers, udsættes i dag for voksnes krav om realisme. Derfor børnenes helteuniverser nul leve op til verdens hårde realiteter og voksenholdninger. Selv de helt smås tegnefilm plastres til i holdninger til kønsidentitet og socialrealistisk inklusion af politiske dagsordener.
I mit baghoved spøger pludselig den tyske forfatter Michael Endes advarsel om tomheden, der æder fantasien op.
Den overseksualiserede krop
I Danmark har vi også oplevet de udflydende grænser med upassende vokseninflueret humor i diverse børneprogrammer og børneshows i offentlige institutioner. Autoritetsnedbruddet mellem generationer er tæt på komplet. Og curlingpædagogikken skrider planmæssigt frem.
Når autoriteten ikke er tilstede, er forældre ikke længere opdragere, men kammeratlige vejledere og voksenvenner for deres egne børn, mens staten bekvemt kan træde til med politiske pegepinde, der skal gøre det ud for forældresamvær og opdragelse.
Alt dette kommer til udtryk i en sær og usund tilgang til seksuallivet, hvor børn åbenbart skal have indføring i snart sagt al slags voksenunderholdning, der vedrører krop og kroppen som underholdningsaggregat. Nu sker det: Netto introducerer opsigtsvækkende produkter.
Eftersom der allerede sælges seksualrelaterede produkter som kondomer og glidecreme, åbnes der nu for salg af dildoer mm.
Der er bare en forskel. Kondomer og glidecreme er hjælpemidler, der intet har med seksualitet som underholdning at gøre. Det er hjælpemidler til biologiske funktioner.
Hvordan man vælger at have et seksualliv er frit for alle, så længe alle er voksne og samtykker, men det understøtter stadig ikke, at legetøj til voksenlivets pikante situationer skal sælges fra samme hylde i Netto som alt muligt andet. Det er i mine øjne udtryk for en overseksualisering af menneskelivet og kroppen. Det rummer også en tro på, at det man sanser, er det primære i livet.
Dermed får kroppen aldrig lov at være sig selv som krop, der giver liv, er syg, helbreder eller krop, der er min port til navigation i verden - uden altid at blive seksualiseret. Den biologiske krop, som netop er aseksuel det meste af tiden, er der, hvor menneskets ånd udspiller sig. Det har vi glemt i jagten på sanselig tilfredsstillelse.
Grænseløse maskebal
Vor tids udflydende grænseløshed ses også med det skræmmende ideologiske begreb ”kønsdysfori”. Et begreb, der lader børn overbevise sig selv om, at de ikke kan være sikre på deres biologi og lader dem skamfere sig selv i jagten på næste eksistentielle fix for det stakkels selv.
Her er de eksistentielle trends afgørende og bliver skiftende modefænomen. Vejen fra at få påsyet eller fjernet et kønsorgan til at ønske sig kødelige lemmer erstattet af den nydelsesfulde oplevelse af robotproteser og indopererede semikonduktorer er ikke lang. Som vi begynder at indse nu, rummer vor tid en bred palet af glidebaner, der alle ender samme sted: i en opløsning af det menneskelige ved at være menneske. I stedet tror vi, at alt er selvoplevet identitet. Omverdenen må naturligvis indrette sig efter de flygtige identiteter.
Åndens frihed kræver opdragelse
Pornoen blev afkriminaliseret i 1969, og det er en god ting. I mange henseender radikaliserer forbud mere, end de forebygger og standser. Nu står vi så 60 år senere og skal endnu engang tage stilling til pornoens plads i vores samfund.
Modsat hvad 68'erne troede, kræver frihed opdragelse. Opdragelse er noget, der sker primært i familien. Den familie, der med woke-ideologiens hyperseksualisering sættes i kulissen.
