Kort Nyt

04.01.23

Arbejdsgiverchef om lønforhandlinger: Forhindringsløb forude

Med alvorstunge miner skød Dansk Industri og CO-Industri overenskomstforhandlinger i gang onsdag.
Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri (til venstre) har indstillet sig på "noget af et forhindringsløb" ved de kommende overenskomstforhandlinger.
Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri (til venstre) har indstillet sig på "noget af et forhindringsløb" ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Det bliver ifølge topforhandlerne på industriens område ualmindeligt svært at få en overenskomst i hus ved årets forhandlinger.

Det gav begge sider udtryk for onsdag på et pressemøde, der symboliserer den formelle start på overenskomstforhandlingerne.

Ifølge Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, bliver der tale om "noget af et forhindringsløb" hen mod en aftale.

- Det skyldes ikke mindst den økonomiske situation. Den sikkerhedsmæssige situation. Det globale situation med inflationen, der for ikke så lang tid siden var oppe på ti procent, siger han.

- Vi kan ikke længere tage vores velstand for givet.

Gennem hele foråret skal der forhandles løn og andre arbejdsvilkår for over 600.000 privatansatte.

Det, der bekymrer arbejdsgiverne, er blandt andet, at de ikke kan forudse, hvordan verden ser ud bare et halvt år ude i fremtiden.

- Der er historisk mange ubekendte i de her forhandlinger - også mange flere end normalt. Hvem kender det præcise renteniveau om seks måneder, lød det retorisk fra Lars Sandahl på pressemødet.

Han bliver suppleret af viceadministrerende direktør Kim Graugaard, der fortæller, at arbejdsgiverne ikke bærer brande til bålet.

- På den ene side skal vi tage et vis hensyn til, at vi har en højere inflation og have en villighed til at se på det, siger han.

- På den anden side nytter det jo ikke noget, at vi jobber lønudviklingen op på en måde, så vi i virkeligheden holder liv i inflationen eller forstærker den.

Ved hans side onsdag stod lønmodtagernes topforhandler, formand for CO-industri Claus Jensen, der til daglig er formand for Dansk Metal, med ondt i sine medlemmers købekraft.

Under den seneste overenskomst er priserne steget unormalt meget, og derfor har værdien af de lønningerne, som parterne senest har forhandlede sig frem til tabt værdi.

- Vores medlemmer har i 2022 oplevet et relativt stort reallønsfald. Det skal vi se, hvordan vi kan få rettet op det. Og i givet fald hvor hurtigt, siger han i forbindelse med pressemødet.

- Jeg er ikke så bekymret for fremtiden. Det tror jeg aldrig rigtig, at vi har kunnet spå om. Men jeg kan se, hvad der er sket for mine medlemmer i bakspejlet.

- Så det er klart, at mine medlemmer har nogle forventninger om, at vi kommer med et resultat, som også kan være med til at afhjælpe det store reallønsfald, vi har haft.

Claus Jensen vil ikke skabe nogen illusion om, at det kan gøres allerede i 2023. Han peger i stedet på en tidshorisont måske i omegnen af tre år.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter